de ikke faae et lidet Fortrin frem for alle andre. Ved Siden
af ham gik et ungt Fruentimmer, som viiste ikke mindre Pragt.
Hun var omgiven af en Hob gamle og unge Mandspersoner,
som med den største Omhyggelighed gave Agt paa hendes
Øyekast, og som med hver Stilling syntes at tilbede hende.
J hendes Øyne læste man en foranderlig Fornøyelighed, som
var ledsaget af en ugemeen Stolthed. Efter hende kom en
Nonne, som gik frem med foldede Hænder og nedslagne Øyne.
Hun stial sig ofte til, at give hendes Øyne mere Frihed; men
naar hun merkede, at man gav Agt paa hende, saa slog hun,
dem strax ned igien i deres ydmyge Stilling. Et velklædt
Menneske gjorde paa den anden Side ikke liden Bevægelse.
Han udkastede Guld med fulde Hænder, hvorefter hans Led¬
sagere grebe, for hvilke han paa denne Maade søgte at fortie¬
ne et Fortrin. Strax derefter kom en bedaget Kone, som
med de bitterste Klager besværede sig over, at man ikke vilde
indrømme hende det Fortrin, som hun dog troede at fortiene.
Et meget stort Antal af disse Vandrere forekom mig som
Drukne. Alle disse fortsatte deres Vey, uden ret at vide hvor¬
for, de tumlede fra et Sted til andet, og de syntes blot at have
udvalgt denne Reyse, efterdi de fandt andre for sig paa Veyen.
Tusinde mødte mig dog, som jeg formedelst deres store Hast¬
ikke ret kunde betragte.
Vi saae nu Enden paa Skoven, og to Templer faldt os
i Øynene, som laae hundrede Skridt fra hinanden paa to høye,
Bierge. Det paa høire Haand var opbygget af hvidt, og
det paa venstre Haand af sort Marmor.
Paa det ene stod med tydelig Skrift: Ærens Tem¬
pel, og paa det andet ligesaa kiendeligt: Hovmods Tøm¬
pel. To Døre aabnede Indgangen til begge disse Bierge.
Den ene havde den Overskrivt: Selvkiendelse; den anden;
Forvovenhed, og begge vare tet sammen. Min Ledsager
førte mig lige hen til den første; men jeg fandt ved Synet af
Overskrivten en hemmelig Modbydelighed, til at gaae igien¬
nem denne Dør. Jeg saae mig om paa alle Sider, om der¬
ikke var nogen anden Vey til Ærens Tempel, men jeg kunde
ikke finde nogen, uden den ommelte Indgang. Næsten alle
Reysende toge Veyen paa venstre Haand. Mange havde alle¬
rede med et stort Frydeskrig naaet Forvovenheds Døren, hvor¬
de bleve imodtagne af et prægtigt pyntet Fruentimmer. Jeg
følte en uvis Lyst til ligeledes at begive mig derhen. Pragten
faldt mig engang i Øynene igien, og det Glædes=Raab, som
jeg hisset hørte, rørte mit Hierte.
Min ærværdige Fader syntes at mærke min Bevægelse,
han fordobblede mine Skridt, og trakte mig nedbøyet med sig
igiennem en lav Selverkiendelses Port. Saa snart jeg hav¬
de reyst mig op igien, stod en bedaget Mand for mig, som viste
mig et klarslebet Speyl, og paa mindte mig, at see derudi. Jeg
gjorde det, og strax faldt mig et Dekke fra Øynene, som hid¬
indtil havde hindret mig fra, ret at kiende den sande Ære. En
klar Straale, som skiød ud fra dette Speyl, giennemtrængte
mit hele Væsen. Jeg fandt en Afskye for de Laster, som fore¬
kom mig i deres sande Skikkelse, og min Siel blev opfyldt med
en Drivt, som paa det kraftigste tilskyndte mig til Dyden. Jeg
merkede et Trek til Æren, som var gandske og aldeles forskjel¬
ligt fra det, hvilket jeg hidindtil havde følt. Jeg saae
Hensigten, hvorfor det høyeste Væsen havde dannes mig, og
indsaae den paa det tydeligste, og jeg brændte af Længsel efter
at finde min Ære i den fuldkomne Skabers Efterlignelse.
Her begyndte min Ledsager atter at tale til mig. Jeg
har vel merket, min Søn, sagde han, hvad for Tilbøyelighe¬
der der ere opkomne i dit Hierte ved Synet af denne Port¬
Dette er just Aarsagen, hvorfor saa mange Mennesker bliver
ulykkelige, efterdi de lader sig bedrage af Skinnet. Forva¬
venhed forblinder deres Syn, og de falske Forestillinger lokker.
dem i deres Fordervelse ved en saa synende Behagelighed. Det
Fruentimmer, som du hisset seer i den sminkede Pynt, er Hov¬
modigheds falske Vellyst, som bedrager alle disse Forblindede,
og, under Forevending at ophøie dem, styrter dem i den dybe¬
ste Afgrund.
Følg mig, blev han ved, jeg vil lade dig see Ærens¬
Tempel, hvis Præstjeg er, paa det at du skal beholde Ind¬
trykket deraf desto fastere ved dig. Jeg tog fat paa hans
Haand med en ærbødig Fornøyelighed, og trykte den af en
lyksalig Følelse. Paa den Vey, som førte op til det øverste
af Bierget, bad han mig at see mig omkring. See der, sagde
han, tre Mænd, hvilke har afsondret sig fra den store Hob, og
har fulgt os igiennem Selverkiendelses Port.
Den første er en Præst, som forestaaer en Menighed paa
Landet. Han har ladet sig det være høyst magt paaliggende,
at anføre samme til en sand Kundskab om alle Tings Skaber.
Han er deres Fader, som paa det kierligste besørger fine Børns
Lyksalighed. Hans Exempel har været dem den kraftigste
Lærdom, og hans Gudsfrygt, hans Sagtmodighed, hans
Taalmodighed og hans Ydmyghed har gjort al Virkning hos
hans Tilhørere. Hans Sted er allerede afgjort i Templen,
og han faaer Fortrin for mange ellers saa kaldede Høy¬
lærde.
Den anden er en Dommer, som tager sin Plads
over to og halvtredsindstyve Helte. Aldrig har han fæl¬
det nogen Dom, som har fornærmet Retfærdighed. In¬
gen Fattig er forfulgt af ham. Jngen Fremmethadet,
gen Rig bestyrket i sin Ondskab, og ingen Forladt bleven¬
agtet. Han har straffet de Onde, for at forbedre dem og
ophøyet og belønnet Dyderne, for at opmuntre Menneskene
til deres Efterfølgelse.
Den tredie er en stor Fyrstes Raad. Han har Landet
at takke for, at det lever i Rolighed med sine Naboer, at en¬
hver nyder sin Jndkomst med Fornøyelse, at Uretfærdighed
er blevet forlaget, og at Dyd og Fortieneste har faaet Fortrin¬
Han er aldrig træt af at høre og hielpe, og han betiener
sig blot af sin Anseelse, for at giøre hans Herres Undersaatter
lykkelige. Han vil endog faae Fortrinner for mange Fyrster,
og man vil inddrømme ham en besynderlig Plads og Alter.
Efter denne Forklaring fortsatte vi vor Vey, indtil vi¬
kom til Templens store Dør. Denne prægtige Bygning hvi¬
lede paa tolv Støtter, paa hvilke vare skrevne ligesaa mange
Dyder. Jeg gik ind i Templen med en hellig Ærbødighed,
og var begierlig efter, at see mig om efter alle gamle Helte der¬
udi. Men hverken Alexander, eller Cæsar eller August vare
