nes Besiddelse i Landsbyerne, en efter anden indtil
han tilsidst bringer det med sig igien til Staden, og
bortskienker det til det første Fruentimmer som møder ham.
Denne Klasse er meget talrig; men den skulde absolut ikke.
have noget Sted iblant ægte Elskeres Tal, i det den, der
saaledes forelsker sig i enhver, kan egentlig slet ikke kaldes
forelsket.
Man tilstaaer overalt, at Kierlighed er en egensindig
Ting; og dersom Egensindighed er en væsentlig Egenskab,
ved Kierlighed, saa kan man slet ingen anden holde for æg¬
te Elskere, end saadanne, som beundrer deres Kiereste for¬
noget besynderligt Jndtagendes Skyld, hvorved de bliver
fængslede, omendskiøndt samme ellers ikke skulde fængsle
nogen anden. Mange lader sig indtage af et par smukke
Hænder; andre lader sig vinde ved en lige Rad af hvide
Tænder, og jeg kiender er ærligt ungt Menneske, som lod¬
sig fange ved et guldguult Haar, efterdi det var de Gam¬
les Smag og de ægte Clasiske Haar. De Smukke, hvis
Elskere ere saadanne Beundrere af een Side, løber bestandig
Fare, for at miste dem. En Hede, Rødme eller Kopper,
kan skille dem ved al deres Kierlighed. Alle de, som ikkun
blot gjøre et smukt Ansigt, eller en velskabt Person til Gien¬
stand for deres Tilbedelse, ere i saadanne Tilfældes Magt;
og Kopperne har allerede skilt mangt et fattigt Fruentim¬
mer paa eengang baade ved hendes Skiønhed og hendes
Kiereste.
Men foruden disse utidige Elskere gives der nogle faa,
hvis Lidenskab er oprigtig og grundet. Sand ægte Kierlig¬
hed beroer altid paa Høyagtelse. Dermed vil jeg ikke sige,
at man kan demonstrere sig ind i Kierlighed ved Slutnin¬
ger og Beviser; men ikkun, at en bestandig Omgang med
et elskværdigt Fruentimmer leder os til at betragte hendes
fortrinlige Egenskaber; hun vil uformerkt vinde vort Hier¬
te, førend vi forseer os dertil, og drage alt det Haab,
Frygt og andre Sværmerier efter sig, som naturlig følger
med en ægte og retskaffen Kierlighed. Kierlighed er tusin¬
de gange beskreven; for imidlertid at være forsikkret, at
det lille Malerie, som jeg vil udkaste af hende, er efter Na¬
turen, saa vil jeg beslutte denne Fortælling med den retskaf¬
ne Philints og hans elskværdige Ægtefælles Historie.
Philint og Dorinde blev meget tidlig bekiendte med
hiinanden; han havde en saa nøyagtig Omgang med hen¬
des hele Familie, at man næsten kunde sige, han levede i
samme, Han spiiste bestandig med dem i Staden, og til¬
bragte en stor Deel af Sommeren med dem paa deres Land¬
gods. Philint og den unge Smukke vare begge bekiendte,
som fornuftige og følelsesfulde Personer, og deres idelige
Omgiengelse med hinanden gav dem upaatvivlelige Bevii¬
ser og hver af deres gode Gemyts=Art. De fandt deres
Glæde i at være i Selskab med hiinanden, de beundrede
hverandres Fuldkommenheder, og gave tusinde smaae Be¬
viser paa en tiltagende Lidenskab, som andre ey heller lode
gaae uformerket forbi, da de selv endnu ikke vidste eller for¬
modede noget deraf. Nogen Tid derefter, da de begge
havde gjort Aftale derom, anholdt Philint hos Dorindes
Fader og Hende. Men desverre! "Endnu var den tro¬
faste Kierligheds Løb ikke jevnt og ubehindret.
Den ilde forstaaede Ærgierrighed af en Paarørende
bevægede hendes Fader, af blot Kierlighed til sin Datter,
at afslaae og nægte hendes Haand til den eneste Mand i
Verden, med hvem hun kunde leve lykkelig, efterdi han ind¬
bildte sig, at han, som man pleyer at sige, kunde finde et
bedre Partie for hende. Men den Kierlighed som hviler,
paa en god Grund, bliver ikke let fuldkastet; og da man¬
saae, at deres Kierligheder paa begge Sider allerede hav¬
de slaget for dybe Rødder, til at kunde blive udryddet igien¬
saa gav Faderen tilsidst endskiønt imod sin Villie, sit Sam¬
tykke til deres Forening. De har en anstændig Udkomme,
og Philint giør sit Embede en Ære ved hans Retskaffen¬
hed og Færdigheder, og han er hans Ægtemages Lykke,
hun sætter og sin største Ære og Berømmelse derudi, at
hendes Dyder kan fortiene saadan en Mand; hun glæder,
sig ved, at hun har overladt al Forfængelighed til fornem¬
mere Damer; han anseer hendes Lykke som sin egen, og
deres Exempel overbeviser daglig deres Fader paa nye, at
naar to Personer af sterk Følelse og gode Hierter har fat¬
tet Tilbøyelighed paa begge Sider til hiinanden, saa er
deres Lidenskab ægte og vedvarende, og deres Forbindelse
maaskee den fuldkomneste Lyksalighed under Solen.
Den gamle Jomfrue. Den Fortælling om Kierlig¬
hed gik an, for at høre eengang. Men det maaskee, som
den endtes med, hover mig ikke. Saadanne Eskende bør
uden Maaskee altid være lykkelige.
Den muntre Jomfrue. Det siger jeg min Troe med.
Men lad os nu engang aabne
Mode=Collegiet.
en gamle Jomfrue. Ja nok. Jeg gider gierne hørt,
tale om Moden. Jeg ærgrer mig vel over disse mange nye
Moder; thi jeg er ikke meere saa ung, som jeg har været.
Men dog kan jeg og være Moden lig endnu i visse Ting.
J min Ungdom, at jeg saa skal sige, det kan omtrent være
imellem 30 og 40 Aar siden, da brugte Fruentimmerne nok¬
saa smukke Hoved Tøyer som nu. Jo, jo en Fontage og
Top af et Lav Kniplinger og et Lav Baand sex Etagier høy,
lod nok saa prægtigt og stolt, og da brugte man Favoriter,
som klædte usigelig got.
Præste=Enken. Topperne vare alt af Moden i min¬
Opvext. Jeg skal beskrive hvorledes et Fruentimmer saae
ud i sin heele Pynt paa den Tid, naar hun var stadset.
Jeg vil begynde fra Hovedet. Alle unge Fruentimmer¬
brugte Tourer, enten med en glat Front fortil, eller og
med Skraabukler; hvor Fortouren slap, begyndte paa
hver Side en eller to Rader nedhængende Bukler, og Nak¬
ken var aaben og glat opstrøgen, saa den saae ud som en Gade.
Oven paa Touren blev lagt et lidet Sæt af Kniplinger,
