Bog=Collegiet.
Høystærede Mademoiselle.
Min Papa har foræret mig en Bog, som kaldes Præ¬
dikener for unge Fruentimmer; men jeg har saa mænd
ikke læst noget i den endnu. Jeg vilde gjerne forhøre.
hvad Hovmesterinden i Fruentimmer=Selskabet dømmer
om den; thi jeg vil ikke engang Blade i den, dersom
jeg hører at den ikke staaer hende an. Vær saa god og
lad mig snart vide hendes Tanker, at jeg derefter kan
rette mig, enten at legge disse Fruentimmer=Prækener
hen hos Bibelen, som jeg fik til Foræring af min Mama¬
til Nye=Aar, og som er saa smuk, at jeg troer, jeg al¬
drig nænder at læse i den, eller og undertiden at forslaae
en Times-Tid med at lige i dem. Jeg forbliver &c.
Den gamle Jomfrue. Jeg har seet disse Prækener,
for unge: ruentimmer; og de kan være vel nok meente. Men
jeg gad nok vide, hvad for en ung Pige, der skulde have
Taalmodighed til at læse dem igiennem.
Den muntre Jomfrue. Prækener for gamle Jom¬
fruer, Taareperser for gamle Jomfruer, det kunde lade sig
høre. Jkke saa Jomfrue?
Den gamle Jomfrue. Ja, ja, enten min Jomfrue
spøger eller ikke, saa er det dog sandt, at gamle Jomfruer
har bedre Taalmodighed til at læse alvorlige Bøger end
unge. Min Jomfrue bliver maaskee engang selv gammel
(dog vil jeg hverken mene eller ønske, at hun bliver gammel,
Jomfrue) saa skal hun nok befinde, at det er sandt jeg si¬
ger. Hun kan være vis derpaa. Jeg har selv været ung¬
og er bleven gammel, jeg veed det af Erfarenhed.
Fætteren. Jeg har saa min Troe kiøbt en af disse
Prækener og foræret min Kiereste, med Formaning, at hun flit¬
tig skulde læse i den; og jeg er vis paa, at giør hun det,
saa skal baade hun og jeg med Tiden befinde os vel derved.
Hovmesterinden. Ja, ja, disse Prækener sortiener
visselig at anprises. De ere skrevne med et fromt got Hier¬
te. Fruntimmernes Pynt er i sig selv ikke lastet derudi,
men ikkun den overdrevne Pynt, naar de giøre for meget
deraf, og det forstaaer sig, bør lastes. Jeg raader der¬
for min Correspondentinde og alle unge Fruentimmer til at
læse disse Prækener, og om det var mueligt at lære dem
uden ad.
Den muntre Jomfrue. Ha, har hal lære dem
uden ad. Jo mænd, Mademoiselle Hovmesterinde, lære
dem uden ad. Ney tael aldrig derom; at lige i dem, for
at forslaae en Times Tid, det kan være noget, og det kun¬
de jeg vel selv falde paa.
Den gamle Ungkarl. Men hvad siger Jom Kiø¬
benhavns Politiske Veyviiser,
Fætteren. Lystigt. Det er en courant Bog. Saa¬
danne Bøger gad jeg selv være Forlegger af. Det første
Oplag er allerede oppe, og nu skal der giøres et nyt Oplag.
Borgeren i Hovedstaden. Jeg hover ret i Sand¬
hed Veyviseren. Saadanne Haand- og Reyse Bøger ere
nyttige for enhver, som færges og har nogen Drift.
Den gamle Jomfrue. Den Artikel om Jordems¬
derne, hvor de boer, er ret artig.
Den muntre Jomfrue. Saa, har Jomfruen lagt
Merke til den. Jeg derimod har med Fornøyelse læst den
Artikel, hvor Bedemændene skal giøre Opvartning; og i
fald jeg bliver givt i Aar, saa veed jeg nu hvilken Bede¬
mand der skal bede til mit Bryllup.
Snakke=Collegiet.
Fætteren. Lad os to, min artige Jomfrue begynde vort
Snakke=Collegium. Mig tykkes, at Jomfruen i Dag er ret
oprømt til at snakke.
Den muntre Jomfrue. Synes han det. Jeg skal
da strax fortælle ham nogle Løyer, som jeg hørte forleden
hos en Enke, hvor jeg var i Besøgelse. Det er Franske Løyer.
Hendes Mester=Svend kom ind og talede med hende om et
Arbeyde, som ikke stoed hende an; og Mesterinden blev vreed,
viiste Svenden ud i Verkstedet og sagde: Ney min kiere Mon¬
steur: "Saadan Resolvering vil jeg ikke have i min Stue.
Vil J resolvere, saa kan J resolvere paa Verkstedet. Den
gode Kone vilde snakke Fransk imellem det Danske, og hun
er sandelig ikke den eneste, som slipper galt derfra.
Fætteren. Ha, ha, ha, hun kunde ingen Resolvering.
taale i sin Stue. Det er mage til Jomfrue Sip, som si¬
ger, at hun har faaet en nye Fakong paa Sætter.
Den muntre Jomfrue. Det er bedrøveligt med saa¬
danne Artigheder. Jeg var forleden i en udstaffere Bod,
hvor der var et Par Jomfruer, som skulde kiøbe noget, og
de vare saa ødsle paa utidige Complimenter, Smiil og
Neyen at jeg ærgrede mig derover. De kunde prutte til
gavns. Det var Skam at høre derpaa. Tænk engang Fæt¬
ter, den ene af dem var færdig at kysse Svenden for at faae
en Skillings Afslag paa hver Allen Baand. Ha, ha, hajeg
kunde ikke bare mig for at lee midt i Ærgelsen derover.
Den gamle Jomfrue. Hun har ret, muntre Jomfrue,
at mange giøre utidige Complimenter, og prutter uden Efter¬
tanke. Prutte nøye og betale rigtig, det er vel en god Ting¬
men at prutte for meget der heller ikke.
Huusholdersken. Det var ret flink, i fald det var bru¬
geligt, at Kræmmerne ikke begierte meere for deres Vahre,
end de vilde sælge dem for; men det kan nu ey lade sig giøre
formedelst alle Kiøbere har den Fordom, at der begieres
mere, end Vahrene ere værde, og at der absolut skal prut¬
tes og aftinges.
Borgeren fra Landet. Jeg holder med vor Huus¬
holderske.
Den muntre Jomfrue. Da holder jeg ikke med hen¬
de. Jeg holder med mine Hænder.
