1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 14
Snakke=Collegiet.
D¬
en gamle Ungkarl. Forleden var jeg i et Selskab,
hvor man talede om Menneskenes Alder, og jeg
fandt saadan Fornøyelse derudi, at jeg siden endog
har ofte tænkt derpaa. Er det ikke mine Venner imod, saa¬
vil jeg denne gang forelæse dem nogle Tanker om Men¬
neskenes længste Liv, som jeg har oversat at Engelsk.
Alt hvad der existerer i Naturen, har en vis Tid i
imod er atter en anden fastsat Tidspunkt, hvorudi de siden
hvilken dets Styrke og Kræfter ere fuldkomnest; og der¬
aftager igien. Jblant alle Skabninger er det fornemmelig
Mennesket, som maae erfare disse Forandringer. Det
Umag, for at komme til det fatale Maal, med hvilket hans
synes, som at han daglig ret med Flid giør sig immer nye¬
ender sig, da derimod de andre Skabninger rolig igiennem¬
Existentz og alle hans komme Jndbildninger paa eengang,
løber den Cirkel, som er bleven dem anviist af Naturens
Orden. Denne saa meget merkelige Forskiel kan man ikke
stunder, som er overordentlig forskjellig fra vore Fædres Op¬
tilskrive nogen anden Aarsag, end vor Opdragelse nu om¬
korte sine Leve=Aar, Mødrene vægrer sig ved at tage imod
dragelse. Thi hvad anvender Mennesket ikke, for at for¬
den Tieneste af det begierlige Barn, hvorved det søger
at befrie dem fra den overflødige Melk, en høystskadelige
en Ubeqvemhed til at give Die, og heller antager en for
sædvane og daarlig Mode udfordrer, at man forudsetter
Løn betinget Amme; baade Moder og Barn paadrager sig
herved saadanne Ubeqvemmeligheder, som ikke allene udtøm¬
og henfaldende Sundhed, som efterhaanden undergraver
mer deres Kræfter men endog legger Grunden til den svage
dige Aar endnu ikke engang har en ung Persons Styrke¬
begges deres Liv. Saadant et Barn, som i sine Man¬
seer sig allerede besværet med Ægtestandens Baand, for
desto hastigere at fortplante sine Efterkommere. Det er
dertil, men den blotte Politik, hvorved dette unge Blom¬
ikke Naturens Drift, som driver saadan en umoden Mand,
ster visner, og den Frugt, som man deraf kunde vente, gaaer
forloren. De svage Efterkommere, som bliver avlede her¬
af, ruinerer sig gandske i Bund og Grund ved Ødselhed,
Magelighed og alle Slags Udskeytelser. Man holder sig
anderledes end paa Duunpuder og Staalfiedeere; man la¬
bestandig indpakket i varme Værelser; man kan ikke sover
man bærer om Vinteren ikke andet end Peltze og andre
der sig omslæbe i udstoppede Carosser og Porto-Chalser;
at man er færdig at flyve bort med Vestenvinden. Man
varme Klæder, og om Sommeren er man saa ledt paaklædt
spiser ikke andet, end den allermeest nærende Føde; man
opægger sin tabte Smag ved de allerfyrigste Kryderier, ældrenes Styrke og faste Sundhed, en sund Luft, Afhol¬
og man kommer Legemets Svaghed til Hielp ved en bestan¬
dig vedvarende Feber, som man søger at vedligeholde ved
Aromatiske Sager og de allerhidsigste Viine. Hvor kan
ves, end Legemets fuldkomne Styrke, naar vi sammen¬
stiger til hundrede Aar. Et robust Legeme, siger de, ta¬
og Døden afmeyer dem den bestemte Tid.
altsaa deslige svekkede og fordervede Legemer imodstaae det
ringeste Jndtryk af Luften. I deres fem og tredivte, eller
i det høyeste fyrretyvende Aar ere de allerede gamle Folk,
Ægypterne paastaaer, at Menneskenes længste Lis¬
ger bestandig til i Styrke, indtil hans halvtredsindstyven¬
de Aar, og tager i ligesaa lang tid efterhaanden af igien.
Epigenes troer at Mennesket overhovedet regnet, kan leve¬
i hundrede og tyve Aar; men Beroses holder for, 117 Aar.
Plinius, som igiendriver disse Meeninger, beviser ved for¬
skiellige Exempler endnu noget mere. Ved en Eftertællel¬
se i 8 forskiellige Jtalienske Provinzer, som man foretog
under Keyser Vespasians og Titi Regiering, fandt man
fire og halvtredsindstyve Personer, som vare hundrede Aar
gamle, to, som vare hundrede og fem og tyve, fire, paa
hundrede og tredive; og ligesaa mange paa hundrede og
fem og tredive og syv og tredive, og endelig tre som vare
hundrede og fyrretyve Aar gamle. De Ægyptiske Hyero
grammatister, Magi, Brachmaner og Essener naaede alle¬
sammen en høy Alder ved deres eenfoldige og maadelige
Levemaade. Dersom man kan troe Homer, saa var Nestor
300 Aar gammel. Den berømte Sibille havde først efter
tre hundrede Aars Forløb fuldendt hendes Løbebane, og
Endymion døde i lille Asien næsten lige saa gammel. Ad¬
skillige Arkadiske Konger skal være blevne tre hundrede Aar
gamle, og efter Diodors af Sicilien Fortælling, fandt
man iblant Ægyptierne mange Exempler paa Folk, som
har naaet en Alder over to hundrede Aar. Alt dette bli¬
ver stadfæstet af Josephus og andre troværdige Skribente¬
res Vidnesbyrd. Den berømmelige Historieskriver Hume¬
fortæller, at man i Aaret 1570 har forestillet den Tyrki¬
ske Feldtherre Soliman en Jndianer, som har været tre
hundrede Aar gammel. Der har endog været Personer,
som efter den høyeste Alder ere saa at sige bleven unge igien.
Dette Livs Varighed kan ingen anden Aarsag tilskri¬
ligner de nu levende Menneskers legemlige Egenskaber med
dem som har levet i Galeni Tider, saa maae man tilstaae,
at vi ihenseende til Alderdommens Cedre ere ikkun elendige
Krat=Busker. Man forsikkrer, at Galenus sædvanligviis
ved hver Aareladning lod aftappe sex Pund Blod; men nu
omstunder gaaer man ikke engang til saa mange Unzer.
Haande med, for at naae en lykkelig høy Alder, ere For¬
Det ægte og eneste Middel, som Naturen gaaer til
opægger sin tabte Smag ved de allerfyrigste Kryderier, ældrenes Styrke og faste Sundhed, en sund Luft, Afhol¬
