Den gamle Jomfrue Ja nok, Fætter, jeg gider
gjerne været med, hvor der fortælles Eventyr. Veed han den ud i Vandet. Kierligheden betragtede hende med en
noge. smukt at fortælle mig?
Fætteren. Jeg vil fortælle hende en Drøm, som jeg
har havt om Ungdoms og Skiønheds Flygtighed. Jeg
drømte at jeg uden selv at vide hvorledes, kom hen til det
behageligste Sted, som jeg nogen Tid har seet. Det var
en stor Dal, hvor der løb en Flod igiennem, hvorudi var
usædvanlig klart Vand. Paa begge Sider af samme gik
Landet overlang oplad, og var ziiret med Blomster af uen¬
delig Forskiellighed, og da de stode saa nær Vandet at de
skyggede derudi, saa formerede de endnu mere Stedets
Smukhed. Paa begge Sider af Floden stod en Raad Ma¬
jestætiske Træer, hvis Greene vare ligesaa fulde af Fugle,
som Blade. Ethvert Træe var fuldt af Harmonie og
Sang.
Jeg var ikke gaaet meget langt frem i denne behage¬
lige Dal, førend jeg blev vaer, at der stod en prægtig Tem¬
pel ved Enden af samme. Bygnings Kunsten derpaa var
gammel men dog regelmæssig. Paa Spidsen af Templet
var Saturnus forestillet i samme Skikkelse og Dragt,
som Digterne pleyer at afskildte Tiden.
Da jeg vilde gaae derhen til, for at stille min Nys¬
gierrighed, saa blev jeg stillestaaende, ved det jeg fik no¬
get andet at see, som overgik alt det øvrige i Skiønhed.
Phillis, den deylige Phillis havde lagt sig ned paa Blom¬
sterne, ved Siden af Floden, saaledes, at hendes Hæn¬
der, som paa en skiødesløs Maade laae ved Siden afhen¬
de, allerede rørte Vandet. Hun havde lukt sine Øyne, og
omendskiønt dette hindrede mig i den Glæde at see samme,
saa gav det mig dog atter Leylighed til at betragte andre
Yndigheder, der forsvinder ligesaa snart som hun lukker fine
Øyne op. I det jeg gav disse Tanker Tøylen, saa aabne¬
des de to Fløydøre paa Templen med en stor Knagen, og
da jeg saae op, blev jeg to menneskelige Gestalter vaer, som
komme ud i denne Dal. J det jeg nøyere betagtede dem,
saae jeg at det var Ungdom og Kierlighed. Den før¬
ste var omgiven med et Slags Purpur farvet Lys, som
udbredte sit Skin over den heele Plads. Den anden hold¬
en brændende Fakkel i Haanden. Jeg kunde tydelig see,
at i den heele Tid, da de kom imod os, syntes Blomster¬
ne at have meget klarere Farver end forhen. Træerne fik
Blomster, Fuglene parrede sig, og besang dette Par paa
det lifligste. Kort sagt: heele Naturens Gestalt blussede
af nye indtagende Yndigheder. Neppe vare de komne til
det Sted, hvor Phillis laae, saa satte de sig, hver paa sin
Side af hende, og jeg syntes hun blev meget smukkere deraf.
Da Ungdommen havde siddet lidet, udslog han et
Par Vinger, som jeg indtil den Tid slet ikke havde seet.
Kierlighed blev endnu hos hende, og i det den holdt sin
i Haanden havende Fakkel for hendes Ansigt, saae Phillig¬
endnu ligge saa smuk ud som som tilforn. Endelig blev Phil¬
lis opvakt af Skinnet af denne Fakkel; men til min store
Forundring blev denne Guddom anseet med stor Vrede, i
Stedet for at man skuldet takke samme for Bevaagenhed.
Phillis rev Fakkelen af Kierlighedens Haand, og kastede
gjerne været med, hvor der fortælles Eventyr. Veed han den ud i Vandet. Kierligheden betragtede hende med en
Mine, der tilkiendegav ligesaa megen Medynk, som Mis¬
fornøyelse, og fløy bort. Strax blev hele Egnen bedekket
af en Slags Skygge, og jeg saae et afskyeligt Spøgelse,
som kom hen imod os fra den ene Ende af Dalen. Øynene i
laae dybt ind i Hovedet paa dette Spøgelse; dets Ansigt
var bleegt og fuldt af Rynker; og dets Hud var ligele¬
des fuld af Rynker og Folder. J det samme kom gaaende
langs med Strandbredden, saa frøes Vandet til, Blom¬
sterne visnede og Bladene faldt af Træerne; Fuglene faldt
af Træerne sank døde ned for dets Fødder. Paa disse Kien¬
detegn kunde jeg kiende, at dette Spøgelse var Alderdom¬
men. Den yderste Skrek og Forhavselse overfaldt Phil¬
lis da det nærmede sig. Hun gjorde sig Umag for at und¬
flye; men Spøgelset tog hende i sine Arme: Man kan let¬
forestille sig den Forandring som gik for sig hos Philles ved
dette Favnetag. Jeg blev selv saa forskrekket, at jeg
pludselig vaagnede.
Den gamle Jomfrue. Jeg bliver selv forskrekket,
Fætter, ved dette Eventyrs Ende, og jeg merker nok, at
det Spøgelse, Alderdommen, har ligeledes taget mig i
Favn. Men lad os snakke om noget andet.
Avis=Collegiet.
Nætteren. Har nogen af de gode Venner læst den merk¬
værdige Beretning fra Aalborg.
Den gamle Jomfrue. Hvad er det for en Beretning?
Fætteren. Om det Syn, som der er seet?
Den gamle Ungkarl. Ja, jeg har just Avisen hos
mig, for at oplæse det i vort Avis=Collegium, og høre de¬
res Samtliges Tanker derover. Vil De engang høre:
En Bondemand af Jdom Sogn, som sidstleden 2den Ja¬
nuarii, en Time efter Solens Opgang (det var omtrent
Klokken 9) da Solen skinnede meget klar, og Jorden laae
overalt bedekket med Snee, kom kiørende med et Læs
Lim, havende sin Pige med sig paa Vognen, (de maae
nok ikke have Slæde=Føre der i Egnen) blev et Syn vaer
noget fra sig henne i Heden, ligesom et Menneske kom¬
trekkende med et Høved; men som det kom ham usæd¬
vanligt for, ihenseende til Stedets Beliggenhed, og der¬
for blev ved at see derhen, bredede det sig ud, og blev
ligesom til mangfoldige Mennesker, der ligesom virvlede
om iblant hinanden, foer derpaa hen bag en Bakke,
hvilken betog ham længer at see dette Syn. Han spurgte
derpaa sin Pige, om hun havde seet det, hvortil hun
svarede ja, at hun havde seet det ligesom han. Man¬
den, som dette passerede, holdes af alle deromkring for
en troværdig Mand." See dette er Beretningen.
Hvad dømmer de gode Venner derom.
Borgeren i Hovedstaden. Jeg tænker, at Bonden,
maae have taget for sterk Frokost til sig, og altsaa have
drømt lysvaagen.
