Den gamle Jomfrue. Der er min Tror noget deri,
min muntre Jomfrue. Dog er det vist nok ikke altid Klæ¬
derne, som Mandfolkene seer efter, thi jeg har urvest havt
saa smukke og prægtige Klæder i min Ungdom, som nogen
Pige af min ja over min Stand.
Den muntre Jomfrue. Og dog gaaer Jomfruen¬
der endnu ugivt vil hun sige. Ja, ja Jomfrue, hun kan
blive givt endnu. Lad os aabne.
Giftermaals-Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Det er kun fielden i denne Tid,
at jeg tænker paa at givte mig, Jomfrue. Da jeg var
yngere, paa Jomfruens Alder; saa tænkte jeg vel underti¬
den derpaa; men nu ikke meere.
Den gamle Ungkarl. Det gaaer mig net opligesaa¬
ledes, Jomfrue. Jeg tænker nu og ikkun meget rart paa
at givte mig. Faldt der ellers et Partie for, som jeg kunde
være tjent med, saa har jeg just ikke forsørret det. Man
har jo hørt tilførn, at saa gammel en Ungkarl som jeg har
giftet sig.
Den muntre Jomfrue. Da tænker jeg desto tiere,
derpaa. Fortæl os nogle Giftermaals-Historier, min gode
Fætter, jeg veed dog, at han har Forraad derpaa. Lad¬
os høre engang.
Fætteren. For fem eller for Aar siden var der en for¬
nemme Herre i Engeland, som med sin Familie reyste fra
sit Landgods i Berkshire. Paa denne Reyse hendte sig,
at Vognen gik i Stykker, da han var fiorten Mile fra Lon¬
don. Han blev derover nødt til at leye en anden Vogn,
for at fortsette sin Reyse med. Da Staldkarlen nu fore¬
pændte Hestene, faaes han af en Hendelse af bemelte Her¬
res Datter, som kunde være henved 23 Aar gammel, og
var en stor Skiønhed. Og da dette Menneske viiste en stor
Færdighed og Hurtighed i Forspændingen, saa blev hun
meget indtaget deraf. Hun spurgte ham i Førstningen
om hans Navn, talede siden noget med ham, og rakte ham
derpaa en anseelig Foræring; forlangte, at han Dagen ef¬
ter skulde komme og tale med hende, og om Søndagen giv¬
tede hun sig med ham. Man fortæller, at hun havde
20000 Pd. Sterling til sin egen Disposition. Strax efter
Bryllups Ceremonierne reyste dette nye Ægtepar til Bath.
Den muntre Jomfrue. Den Pige var resolveret.
Hun maae være bleven dødelig forliebt i den Stalkarl,
Men hun havde endelig got ved at giøre det, siden hun hav¬
de saa mange Penge selv at disponere over. Dersom jeg
havde saa mange Penge, skulde jeg og giøre en fattig Karl
lykkelig, thi jeg veed saa mæn og hvor han gaaer, som jeg
da vilde have. Men, fortæl meer, kiere Fætter.
Fætteren. Det er bekiendt nok, at mange Mænd i heds-Brev, som jeg er kommet over. Det er gammelt,
Engelland skiller sig af med deres Koner, naar de ere lie- og skrevet af Hr. von Mausengreif i Nov. 1747, hører
de af dem. Der blev for nogle Aar siden berettet fra Lon, nu vel til
døn, at en Mand, som var Kalbærer, solgte engang sin
Kone for en Lammesteeg, da han sad og drak i et Ølhuus
med adskillige af hans Kammerater. Det er sært nok, at
der er ingen Lav i Engelland, som forbyder saadan Mis¬
brug. En Mand kan giøre sin Kone i Penge, saasnart
hun er tilfreds dermed; og det fattes sielden, at hun jo
giver sit Samtykke dertil. Det som jeg nu vil fortælle er
ingen Roman; og de har maaskee nok hørt det før. Her¬
tuginden af Chandvis har været en Postkarls Kone. Hi¬
storien er følgende:
Da Hertugen hendes Gemahl omtrent Aar 1755.
kom reysende fra sit Landgads til London, saa maatte han
tøve noget i et Verts=Huus hvor han skiftede Heste, Han
saae sammesteds, at Post-Karlen meget ubarmhiertig
pryglede hans Kone med en Stok. Hun var et Fruen¬
timmer omtrent paa 16 Aar. Hertugen ynkedes over¬
dette arme Barns Ungdom, som syntes ham meget smuk¬
og elskværdig. Han bebreydede den tyranniske Ægtemand
sin Grøvhed, og sagde til ham, at han ikke var en attig¬
Kone værd. Postkarlen gav ham det fine Svar: "Han
var tilfreds, at Pokker havde denne artige Kone; han
vilde gjerne sælge hende for en Krone." Hertugen vend¬
te sig til den bedrøvede Kone og spurgte hende om hun vel
vilde forlade hendes Mand, og følge med ham til London,
Hun betænkte sig ikke et Øyeblik paa at sige Ja. Hendes
Mand fik den forlangte Krone af Hertugen, og denne tog
Konen til sig i sin Karosse. Han fandt hende saaledes
efter sit Sind og efter sin Gemyts Tilbøyelighed, at han
fra samme Øyeblik af besluttede, at tage hende til sin
Kone, og formelig at lade sig vi til hende. Han holdt
de dueligste Lærmestere til hende, og gjorde sig selv al¬
Umag for hendes Opdragelse, og for at lære hende en Le¬
vemaade, som passede sig for hendes nye Stand. Dette
vidste hun saaledes at føre sig til Nytte, at hun blev en
Ziir ved Hoffet. Hendes milde og tekkelige behagelige
Væsen gjorde hende alles Hierter underdanige, og hun
blev anseet som et Under. Hun blev ligesaa god en Mo¬
der, som elskværdig og dydefuld Gemahlinde, og har paa
det rigeligste giengieldet hendes Herre den Høymodighed og
Omhyggelighed, med hvilken han antog sig hende. Hun
er et nyt Beviis paa, at der findes Dyd og Ædelmodig¬
hed i alle Stænder, og at disse Egenskaber ere ikke altid
bundne til et gammelt skimlet Pergament, eller til et Par
Ahner fra Friderich Rødskiegs Tider.
Den gamle Jomfrue. Det var en smuk og bevæge¬
lig Historie.
Den muntre Jomfrue. Jeg er ret forbittret paa
den Postknegt som først slog og siden solgte sin Kone.
Den givte Kone. Jeg troer gierne, at der er man¬
ge saadanne grove Mænd til.
Fætteren, Nu skal jeg forelæse Dem et rart Kierlig¬
Fætteren. Det er bekiendt nok, at mange Mænd i heds-Brev, som jeg er kommet over. Det er gammelt,
Engelland skiller sig af med deres Koner, naar de ere lie- og skrevet af Hr. von Mausengreif i Nov. 1747, hører
de af dem. Der blev for nogle Aar siden berettet fra Lon, nu vel til
