De Smukke er jeg meest til pas¬
Dog tiener ey til Varme,
De bære mig til Pynt og Stads¬
Paa Hoved, Bryst og Arme.
No. 6. Jeg avles som i Fangebuur.
Min Moder boer i Havet.
Jeg er kun liden af Natur,
Med Skiønhed dog begavet.
Mit Liv det koster mangens Død.
Jeg miste maa min Moder,
Før jeg til Verden bliver fød,
Jeg riggiør mangen Stoder.
Jeg fødes blind til Verden, men
Man giver mig eet Øye.
Jeg intet seer, endskiønt jeg den
Mig seer, dog kan fornøye.
No. 7. En Orm jeg er om Morgenen i
Ved Middag faaer jeg Vinger
Jeg flyver ud og hiem igien¬
Og meget got indbringer,
Jeg sanker Føden her og der¬
Dog byder ingen Giester.
Jeg rette Blomster=Kiender er
Og største Bygningsmester.
Dog skiønner man ey paa min Flid,
Og min utrættet Møye
Jeg dræbes imod Aftenstid.
Mit Blod da skal fornøye.
Hvad tykkes Dem om følgende Samtale, som jeg hør¬
te forleden Monsr. Petit fortalte. Hans Ord vare disse,
Forleden var jeg en usynlig Tilhører af 2de uskyldige Pi¬
ge Børns Samtale, jeg vil Ord for Ord anføre den,
desbedre at giøre min egen Anmærkning forstaaelig.
er den: Ach, hvad er det dog ikke en fød lille Glut, som
spiller Pernilles Rulle paa Comoedien, prægtigere har jeg
aldrig seet de naturligste Gebærder, meere at efterligne
nogen tviler jeg paa mange kan, lad see engang Masoeur
Lisette, om Du saa venlig kan strekke Din Arm til mig,
og forestille Dig mig at være Din Allerkiereste, kan Du¬
neye saa dybt, og i det samme spille med Øynene, slaae
Krøller i Panden, og giøre Kalmukler med Munden, Det
alvorlige Ansigt derimod, som den Gamle, der forestillede
Leonore Fader, fremsatte, kunde jeg ikke lide for min Død,
meget mindre de haarde Bebreydelser, det knurrevurne Væ¬
sen og disse Moralske Leve=Regler han forelagde hende, saa¬
dant kan jeg aldrig troe nogen Fader eller Moder tiltaler en
Datter, mindst for saa ringe Feyler, som de vare, der fandtes
hos Leonora, med mindre det er gemenne urimelige Folk, der
ingen Levemaade har. Ere vi dog ikke lykkelige, Lisette, at
vi ey har et Gnau til Moder og en Pedant til Fader, der for¬
langer at et ungt Menneske altid skal staae som Statue, sidde
som der var slagen en Pæl midt igiennem Livet, og gaae hver¬
Trin efter Takken; man maatte jo blive gal i Hovedet, om
man var plaget med saadan Opdragelse? Med dissenskyldi¬
ge smaae Løyer fornøyede disse smaae Jomfruer sig i deres for¬
meente Eenlighed, men Piben siken anden Lyd, da deres gam¬
le Faster kom ind til dem og forandrede Comoedien til en Tra¬
goedie. Hvad, siger hun, er det for Ord og Gebærder Jnd¬
ader eder med, er det Lærdommen af Comoedien, saa skal J.
heller aldrig komme der meer med min Villie. Disse Miner¬
og Gebærder, trækker hun dem for et Speil, siger, klæder
det vel, er det eder anstændigt, eller nogen der vil passere for
at have Levemaade, skulle J ikke meget meere deraf lære,
hvordan en overdreven Tækkelighed kan giøre et Menneske ve¬
derstyggelig, og hvor slet Grimaser, Kalmukler og saadan figs
klæder et honet Menneske, endskiønt J maaskee meene, det
er prisværdigt, fordi een eller anden, ja maaskee Eders
egen Moder og Fader selv i en vis Lunne har kundet finde Be¬
hag deri. Alvorlighed derimod, bliver hun ved, er eder
ubehagelig, fordi det er stridig mod eders Tilbøyeligheder,
man kan deraf see hvorledes J forvexler Dyder med Laster, og
misbruger de Fornøyelser eders Forældre give eder. Jeg var
glad ved, sagde Jomfruen, den Præken fik Ende. Heraf
lærer man, at ingen Ting er fuldkommen i Verden, i den Tid¬
Unge og Gamle leve tilsammen, og det faaer nok aldrig Ende
saa længe Verden staaer. Herpaa træder jeg frem med For¬
varsel af et Slag paa Døren og siger: Min søde Jomfrue
Lisette jeg har ofte havt den Ære at see Dem paa Opera,
Comoedie og Masqverade, i andre fornemme Selskaber har
De og tit gjort mig opmærksom: thi jeg har altid sporet hos
Dem en naturlig Munterhed, fri Lader, fornuftige Vendin¬
ger i Tale og Giensvar, med faa Ord, jeg troer De har Le¬
vemaade, jeg bestyrkes i min Troe ved Deres uskyldige Aa¬
benhiertighed for et Øeblik siden, som jeg Dem uafvidende,
har hørt altsammen. Saavidt jeg kan slutte stemmer vore
Gemytter temmelig overeens, i det mindste ere vore Tilbøye¬
ligheder af een Art og har een og den samme hindring ved den
omværende Alderdom. De har frit tilstaaet Deres Tænke¬
maade, jeg vil et smigrende Haab ikke heller dølge det ringe¬
ste af min: Verden ville i mine Tanker blive meget forbedret,
dersom enhver viiste sig som de i sig selv ere, dersom de drog,
Handsken af, og med sit forstilte Væsen ikke saa idelig bedrog
hinanden; thi hvo veed ikke, at vi alle har vore smaa
Ufuldkommenheder, og hvo vil undre over, at en ung dad¬
les af en gammel for en Tilbøyelighed, han selv i sin Ung¬
dom enten ingen Fristelse har havt til, eller skammer sig
ved at tilstaae, eller og har andre Grunde for, end de der¬
just saa reent kan udsiges, Jeg gad seet den som med
Rette kunde beskylde mig for Lastværdig, fordi jeg tager
Deel i de Fornøyelser min Tid, min Stand og min Vil¬
kaar tillader mig. Jeg er en studerende Person, følgelig
maae jeg anvende nogen Tid paa Læsning; men mit Ho¬
ved Studium er Jura og de smukke Videnskaber, derfor
maae jeg ikke altid hænge med Bogen i Haanden, jeg maa
i Selskaber, for ved Samtale med andre, at lære meere i
en Time, end mange Aftener ved en vidtløftig Læsning.
Jeg er endnu kun ung, maatte længe opdrages under Fi¬
skebeen-Skjørtet, og havde ey Omgang med nogen uden
