gamle Dage har reyst forbie et Vertshuus og vilde læd¬
ske deres Tørst paa eet overjordisk Kruus Øll, har det syn¬
tes ligesom de ikkun slog Øllet i Halsen som i en Krukke,
og meget gesvindt vendt sig om, uden at lade sig nøye be¬
tragte i Ansigtet. De har betalt alting forud, og det hø¬
res aldrig, at de ere blevne noget skyldige. Der fortelles,
at der kom en Aften en liden underjordisk Dreng til en Bon¬
de Kone, som, imedens de andre Huusfolk vare alle ind¬
kaldte til Aftens Maaltid, sad alene uden for Gaarden,
og malkede sine Køer. Han bad hende, at hun for god
Betaling vilde overlade hans Moder den Melk, som hun
denne Aften malkede, der var omtrent 16 Potter. Han
rakte hende en halv Krone, og bad, at hun vilde laane
ham hendes Malke Spand, som strax skulde blive hende
leveret igien. Konen, som vel havde hørt tale om de Un¬
derjordiske Folk, men aldrig seet dem, forestillede sig strax
at denne Dreng var en af dem, og spurgte, hvortil hans
Moder vilde bruge Melken, Drengen sagde, at hans Sy¬
ster havde Bryllup; det er i Morgen den tredie Dag,
da skal Giesterne have sød Grød. Da Konen nu stod op,
sagde hun til Drengen, som imedens hun malkede, stedse
havde snakket med hende: Dersom du kan skaffe mig Bru¬
de=Folkene og deres Følgeskab i deres Prydelse at see, da
skal du faae Melken for slet intet. Den liden Dreng tog
Spanden, tilsagde hende det, og gik fra hende. Om
Morgenen stod Spanden paa hendes Bord, og Pengene
laae derudi. Hun havde nu ikke ventet, at faae Brudeska¬
ren at see, men da hun med sin Familie og Huus-Folk
om Middagen var til Bord, saae alle, at Dørene bleve
aabnede, men ingen uden Bondekonen saae Brudeskaren,
dandsende komme ind igiennem den ene Dør og ud af den
anden. Fuld af Forundring raabte hun: See, see,
hvilke deylige Børn, hvilke smukke Klæder, Disse smaa
Folk hoppede eller dandsede ud igiennem Porten. Konen
som saae dem, men ikke hørte nogen Musik, løb efter dem
og saae dem blive borte ved en stor Høy hos den nær ved
Gaarden liggende Skov.
Enten deres Heste sees for eller bag til, saa har de
kun tree Been. Seer man dem foran, saa har de to For¬
been og et Bagbeen; og seer man dem bag til saa har det
to Bagbeen og et Forbeen. Ellers skal Hestene see meget
vel ud, og være gode Pasgængere, som de der paa Lan¬
det kaldes. Der fortælles, at for mange Aar siden kom
en Trop igiennem et Lyngmarks Leed, hvor just en overjor¬
disk Dreng kom dem i Møde. Deres Anfører tiltalede
ham ligesom han længe havde kiendt ham; nævnede ham
ved Navn, og bad ham lukke op, samt blive staaende for
at lukke efter de sidste. Den, som sluttede Troppen, be¬
talte ham hans Umag med en heel Haandfuld god gang¬
bar Sølvmyndt, saa Drengen blev meget glad, og for¬
talte denne Hændelse allevegne.
Jndbyggerne der paa Landet taler ikke med nogen¬
Frygt om de Underjordiske, som om Spoøgelser eller Bier¬
trolde, der troes at de kan giøre sig usynlige naar de ville.
Det er en gammel Sagn, at de i forrige Krigstider saae
disse smaae rødhovede Folk altid paa Strandbreddene,
og særdeles paa den Tid, da nogle Svenske Skibe stran¬
dede, skal de være seete i stor Mængde af de Svenske,
som meente, at det var Landets Folk. Det tilleges dem,
at de betiener sig af Vindbøsser og Steenkugler, af Stør¬
relse som en Bøsse Kugle, og hist og her paa Landet kan
findes saadanne rundagtige Stene, som kaldes af Almuen¬
Underjords Kugler." Resten af denne Beretning om de
Underjordiske, vil vi nu opsætte til vi ved en anden Ley¬
lighed holder Eventyrs-Collegium.
Den gamle Jomfrue. Al den Fortælling stemmer
nøye overeens med det jeg har hørt fortælle før om Under¬
jords Folkene paa dette Land; og det bestyrker mig alt meer
og meer i den Mening, at de ere virkelig til.
Præste=Enken. Saa har Jomfruen hørt dette at
fortælles før
Den gamle Jomfrue. Ja, Hierte Madame, jeg
har hørt det i min Opvext af en Pige der fra Landet.
Hun sagde for en stor Sandhed, at hun med sine egne
Ører, selv ofte havde hørt disse Underjords-Folk at tum¬
le sig og exercere deres Tropper under Jorden, ligesom
Landfolkene oven paa Jorden.
Snakke=Collegiet.
Nætteren. Vil De engang høre nogle attige Sind¬
Digter,
Her er et om Begierlighed.
Hvo kun begierer det, som han begiere skal,
Faaer let alt hvad han vil, og giør det beste Val.
Og vil man hvad Gud vil, hvad kan da ønskes mere?
Den, som vil, hvad Gud vil, kan intet meer begiere.
Her er et Dito.
Hvo mindre har end det, som han sig ønsket har,
Har dog langt meer end det, hvortil han værdig var.
Et om en pralende Pige, af Martial Liv¬
1 Ep. 65.
Du er skiøn, det veed vivel. Det er sandt, at du er Pige.
Du er ogsaa rig dertil; Hvo tør andet sige,
Men Fabulla, vil du prale, og dig heraf giøre til,
Man ey Møe, ey rig, ey deylig, dig da meere kalde vil¬
Deylighed uden Dyd.
Deylighed, som mangler Dyd,
Er en Klokke uden Lyd;
En ziirlig malet Lilie,
Foruden Siel et Billede;
