En artig pyntet Dukke,
Et Stierneskud, som ikkun tindrer kort,
En Rose, som for Haanden visner bort.
Betænker det, J Smukke!
Hovmesteren. Har De hørt denne Fabel af Hage¬
dorn,
Om de Stores Magt over de Smaae:
En Maar en Hane tog; Ham Ræven aad igien;
En Ulv saa Ræven slog. Det lærer dig, min Ven!
Hvordan de Store sig af Ringes Blod ernære,
Og at de Mægtige tidt Bondens Sveed fortære.
Søemanden. Det er jo ret lystigt.
Faer slog Moer, og Moer slog mig;
Jeg Katten ruskeed jammerlig:
Paa Musen Katten hævned sig.
Fætteren. Vil De høre:
Doris og Coridons Spøg i det Grønne.
Den smukke Doris laae og sov engang allene
J Skovens Buske, blant de skyggefulde Grene.
Den Hyrde Coridon sig listede derhen,
Forladende sig paa, at han var hendes Ven.
Han sig ved Siden af den søde Nymphe sætter,
Og sine Øyne med den Engle=Skiønhed mætter,
Som hendes blotte Bryst og Ansigt viste frem;
Den Leylighed var for hans Elskoveret beqvem¬
Han Hendes Hænder, Mund og Bryster ofte kyste;
Han Hende tog i Favn, og til sit Hierte kryste;
Han i det bløde Græs og hende rullede.
Hun smillede derved, og ventede maaskee
Men da det blev derved, hun utaalmodig bliver,
Og med en haanlig Smiil ham den Erindring giver:
Det er forlidt, om Du mig har for Alvor kier;
Men er det ikkun Spøg, det da formeget er.
Den muntre Jomfrue. Det er jo prægtige og ly¬
stige smaa Digter. Hvor travelt har dog de stakkels Por¬
ter med at gotte sig over os Fruentimmer.
Mode=Collegiet.
Den muntre Jomfrue. Nu kommer Silke=Brode¬
ring i Moden igien, merker jeg; thi den Frue, som di¬
rigerer Moden i det store Qvarteer, har ladet sig en heele
Klædning brodere med skatterede Silke Blomster.
Den gamle Jomfrue. Jeg troer og at det kom¬
mer nu i Moden igien, at Skoene skal være lange og
spidse, og Spænderne sidde langt ud paa Foden.
Præste=Enken. Det er en hæslig Mode. Den
kan jeg slet ikke lide.
Den muntre Jomfrue. Da er den dog meget
nydelig for dem, som har nyemodiske runde Spender; thi
hvorledes skulde de ellers kunde lade disse allerkiereste runde¬
Spænder sees, dersom ikke Spænderne skulde sidde saa
langt ud paa Foden at de laae næsten paa Tæerne.
Hovmesterinden. Det er og nu Mode at bruge
Forklæder igien.
Huusholdersken. Hvad for Forklæder, Ere de
Hvide?
Den muntre Jomfrue. Jo mænd, hvide det er
alt fattersk naar de ikke ere af Flor eller blommet Kam¬
merdug eller og knyttede, og med Falblade neden om, samt
med Piber op af Siderne.
Den givte Kone. De bruger og Piber op af Sie¬
derne paa Skiørterne, og det tykkes mig, lader meget
smukt.
Fætteren. Med Tilladelse at spørge: Endnu er der¬
vel ingen, som har begyndt at bruge af de nyemodige Skiør¬
ter med Fryndser og Qvaster,
Den muntre Jomfrue. Ney, der er saa mænd,
ikke, lille Fætter; men til Sommer vil han nok faae dem
at see.
Fætteren. Hvilken er nu den fornemste Modens
Couleur iblant Fruentimmerne?
hvidt, det er blaat og det er graat, og det er alle Veder¬
Den muntre Jomfrue. Det er rødt og det er
skins
Couleurer. Et hvert Fruentimmer har gjerne sin
egen Liv=Farve, veed ikke vor Fætter det?
Fætteren. Hvilken er da Jomfruens Liv=Farve?
Den muntre Jomfrue. Det er er blaat. Men
jeg vil ikke snakke meere med ham, hverken om Moder
eller Farver.
Hovmesterinden. Fruentimmerne har Ord for at
være saa meget efter Moden; men i disse Tider ere de det
ikke nær saa meget som Mandfolkene. Vore Tiders unge
Mandfolk ere ret nogle forfængelige Creature, hvad en¬
ten man betragter dem foran eller bag til, paa høire
eller venstre Side.
sætteren. Hvori bestaaer da det Mademoiselle Hov¬
mesterinde,
Hovmesterinden. Det skal jeg give mig den Ære,
at fortælle dem en anden Gang. De skal see at jeg skal
kunde afmale Dem en af vore Petit Maitres saa got som
han stod skildret.
Giftermaals-Collegiet.
en muntre Jomfrue. Ney nu skal jeg fortælle Dem
noget rart. Hr. Frier har skrevet Jomfrue Kiereste et
Brev til, som jeg troer neppe De har hørt Mage til.
Hun laante mig Brevet med en haanlig Smill, og jeg
skal her læse det op for Dem. Det lyder saaledes:
