Fætteren. Enhver veed, heder det, at i Pharao¬
ere alle Plierne og det sidste Kort for Tailleuren. Van¬
skeligheden bestaaer ikkun derudi, at man nogenledes nøye
bestemmer, hvor stor denne Fordeel er. For at bestemme
dette, maae man beregne, hvor mange Fald der kan bli¬
de gjorte for Tailleuren, og hvor mange for Pointeuren i
alle de forskiellige Tailler, som kan giøres med to og halv¬
trediesindstyve Kort, og da see hvormeget de førstes Tal
overstiger de sidstes Tal. Men hvo som omstændelig vil¬
de giøre denne Beregning, skulde aldrig blive færdig. Thi
Tallet paa de forskiellige Tailer, som ere muelige med to
og halv trediesindstyve Kort, kan ikke udtrykkes med fær¬
re, end syv og tredsindstive Chiffre. Det vil sige, at det
gaaer i Undecillioner og derover.
Søemanden. Hvilken forskrekkelig fæl Regning er
ikke den:
Fætteren. Det er endnu ikkun smaa Ting. Hør vi¬
dere. Man seer heraf siger Autor, hvor chimærisk de
Folk raisonnerer, som tænker ved at give Agt paa forskiel¬
lige Tailler, og rigtig indbilder sig at de har fundet Loven
og Grunden til, hvorledes Kortene skal følge efter hinan¬
den. (Pas nu paa, nu kommer det beste.) Jeg har udreg¬
net, at et Menneske, som fra Verdens Begyndelse Nat og
Dag taillerer i eet vek, og giør hver Time 8 Tailler, og
Taillen havde hver gang forandret sig, saa skulde han dog
til denne Tid ikke kundet have gjort flere end 420, 480000
forskiellige Combinationer.
Søemanden. Ha, ha, ha, jeg brister af Latter. Hvil¬
ket Jndfald, hvilken Regning! Ha, ha, ha, et Menneske
taillere i eet vek Nat og Dag fra Verdens Begyndelse indtil
denne Tid. Aldrig har jeg hørt galere Jndfald og Bereg¬
ning i mine Levedage. Den Kark har vist foretaget sig en
kostelig Gierning, som har sat sig ned, for at udregne det.
Fætteren. Pas paa! Det benævnte Tal er endnu ikke
en halv Dee lliondeel af den heele Sum af alle Combinationer
som ere muelige med 52 Kort. Om der da ogsaa herskede en
bestandig Lov i Kortenes Følge, eller en Kobolt eller en Stier¬
ne regierede derover; hvad vilde da dette Menneskes faa Jagt¬
tagelser og i den Erfarenhed sige imod det uendelige Antall af
Combina ioner, som han endnu ikke har seet? Virkelig
langt mindre, end de Jagttagelser, som en Naturkyndiger
har gjort i Naturen ere imod de Jagttagelser, som han end¬
nu ikke har gjort; og om de begge To vilde trekke Følger af
de Jagttagelser, som de har gjort, der skulde være tilforlade¬
ge, saa fortiente de, at man skulde lee ad dem begge, men
ad den første høyest.
Søemanden. Naa, Naa, Karlen er endda ikke saa
neffen, som jeg bildte mig ind. Har han selv faldet paa det
daarlige Jndfald, at giøre saadan unyttig Regning:
saa merker jeg at han har giort det for at kømme til at giø¬
re Nar af og lee ad andre, som giøre den endnu daarligere.
Fætteren. Førend vi begynder Eventyrs=Co legiet,
maae jeg spørge min muntre Jomfrue, om hun kan giette
følgende Mørke Spørsmaal, saa skal hun faae en Præmie,

naar vi kommer i det grønne.
En Mørk Tale.
Jeg lugter ofte slemt, seer fort og skiden ud,
Og herbergerer snart en Tyv, brav Mand og Brud.
Den Qval jeg stundum giør, er ret en Helveds Plage;
Men Moden byder dog, at man mig maae fordrage.
Told ved Jndtrædelsen hos mig betales maae
For man ey lige ind i mine Rum kan gaae.
Hver bruger mig saa got, som han formaaer at giøre.
Snart roses jeg, og snart min Last man faaer at høre.
Eventyrs=Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Nu, Fætter! nu er vort Even¬
tyrs=Collegium aabnet. Vær nu saa god og fortæl os
mere om Elle=Kongen og de Underjordiske.
Fætteren. Ja nok, Jomfrue! "Der holdes almin¬
delig for at de Underjordiske ere rigere, end Landets egne Jnd¬
byggere oven paa Jorden; men der fortælles saadanne Even¬
tyr, som beviser, at de dog ikke maae have alle de Ting, som
de kan have nødig, men imellemstunder foraarsages at laane
noget hos de Overjordske. Det skal otte hendes der paa Lan¬
det, at en eller anden Ting kan blive borte ligesom imellem
Hænderne, og dog siden igien findes paa samme Sted henlagt,
hvor det tilforn søgtes. Saadant troes nu at have været
laant af de Underjordske. Men derimod tænkes aldrig sligt
om hvad der bliver stiaalet eller borttaget, naar Folk ere fra¬
værende fra deres Gods. Der fortælles, at i de ældre Tider
har de til deres Tieneste laant baade Kiøkken, Bryggerhuus
og Stueværelser, hvor de til deres Brylluper og Gilder har
kogt og steegt og holdt sig lystige om Naten. Her er en Hi¬
storie af det Slags, saaledes som jeg har hørt den at fortæl¬
les: J en af Kiøbstæderne ved Strandsiden boede for man¬
ge Aar siden en rig Mand, som derhos var meget godgiøren¬
de. Da han en Aften kom temmelig sildig hiem, stod
en liden Dreng med en rød Hue og graa Trøye paa,
uden for hans Port. Denne Dreng hilsede Verten, og
bad ham paa en høflig Maade om Natteleye, som og
strax blev tilsagt ham. Men da det var saa sildig, at
Verten ikke vilde tage ham ind med sig i Stuen, viiste han
ham ind i Bryggerhuuset, hvor han i et lidet afdeelt Kammer
i en Krog fandt en Seng for sig, hvilken Manden just brugte
til at legge fattige Børn udi, der kom og bad om Natteleye
hos ham; Men sagde han videre til Drengen: Du faaer at
flyve op med den Kroe du har til i Morgen, da skal Du faae
Froekost, førend Du gaaer bort; thi i Aften er det for sil¬
dig. Derpaa lukte han til efter ham, og gik selv hen at søve.
Om Morgenen tænkte Manden paa sin fremmede Gest, og
gik ud i Bryggerhunset, for at indkalde ham til Frokost; men
