blev ikke lidet forundret, da han ingen fandt. Ja, det som mere
var, baade stod Sengen opreedt og Dørene vare lukte. Han
spurgte sine Tieneste Folk, om nogen havde udladt den frem¬
mede Dreng, og opredet Sengen faa tidlig efter ham; men in¬
ingen vidste af nogen Dreng at sige. Han gik derpaa ud om¬
kring sin Gaard, for at fee sig om, og imidlertid tænkte, hvad
det maatte have været for en Dreng; i disse dybe Tanker kom
Manden længere frem, end han havde foresat sig og merkede ik¬
ke at han var gaaet uden for Byen, førend han saae sin egen
Hiord, og midt iblandt Qvæget stod den samme Dreng og
føelte paa en Qvie, ligesom en Slagter, der føler sig for, fø¬
rend han kiøber. Det var om Efteraaret, da Qvæget gik
uden Vogtere overalt paa Marken. Manden tænkte, at den¬
ne Dreng maatte vel ikke være af det beste Slags, men vilde
dog paa en skikkelig Maade skille sig ved ham, og spurgte
ham, hvorfor han gik børt uden at faae Frokost? Drengen,
takkede ham for god Natteleye, og sagde, at han ikke spiste
meer end eengang om Dagen. Men, sagde Drengen vide¬
re, jeg har ofte været hidskikket fra min Fader, og aldrig
førend nu faaet Leylighed til at forrette mit Ærende. Jeg
vil derfore bede at J vil høre min Begiering. Min Fader
skal giøre min ældste Syster Bryllup førstkommende Tirs¬
dag: Hans Bolig er kun liden, og det er for koldt under
aaben Himmel: Vil J være af den Godhed, at laane ham
Eders Huus en Nats Tid, Han behøver ikkuu Kiøkkenet,
Brøggerhuset og den store Stue; hvortil Indgangen kunde
aabnes fra Gaden, saa skulde J med Eders Huusfolk ikke
paa nogen Maade foruroliges. Hvor boer din Fader?
spurgte Manden: Under Eders Havestue, svarede Drengen,
som stedse, imidlertid han talede saae ned til Jorden. Ja
saa mænd, sagde Verten, det vil jeg nok giøre din Fader
til Villie, efterdi vi ere saa nærboende Naboer. Men sag¬
de Drengen videre, min Fader har befalet mig at spørge,
om J vilde overlade ham denne Ovie for Betaling? Vi
veed nok, at J har sat Eder for, at slagte den selv til Eders
tilstundende Barsel-Gilde; men min Fader siger, at J faaer
nok at slagte desuden, naar den Tid kommer. Jo mænd
var Mandens Ord, derudi vil jeg tiene din Fader. Han
har ret derudi, at jeg kan faae nok at slagte, omendskiønt
han faaer Qvien. Hvor dyr er den da, spurgte Drengen:
Jmellem Naboer er den tre Daler værd, svarede Manden;
men det kommer mig ikke an paa en Qviekalv; jeg forærer
din Fader den; og dersom ellers nogen Ting behøves, saa
skal det være til Tieneste. Ney mange Tak paa min Fa¬
ders Vegne, sagde Drengen med en mild Mine, og bad,
at han den Aften Klokken 12 vilde være saa god at være i
Rolighed med sit Huusfolk, og derpaa bød Drengen Far¬
vel, gik hen til Sandbankerne og forsvandt. Manden
tvivlede ikke paa, at det jo maatte være en af de Underjor¬
diste; men udlod sig ikke for noget Menneske derom." Nu
vil jeg fortælle Resten, naar vi samles igien.
Den gamle Jomfrue. Der var nu slet intet at tviv¬
le om, at det var jo en af de Underjordske. Jeg længes
ret efter at høre Resten.
Giftermaals=Colleg¬
Den muntre Jomfrue. Vor Fætter kunde nok være
saa god, at aabne Giftermaals Collegiet med en kort Be¬
skrivelse over hans Kiæreste.
Fætteren. For at tiene min muntre Jomfrue, da er
saa mænd min Kiereste et Fruentimmer, 19 Aar gammel,
temmelig smuk i mine Øyne, smal Taille, høyt Bryst,
maadelig høy og feed, skriver en net Haand, tegner smukt,
strikker, syer Merlin og Hvidsøm, kan accommodere og
opstikke Hovedtøyer med al anden Fruentimmer=Pynt,
dandser og neyer net, taler Fransk og Tydsk, og er i Stand,
til at regiere et heelt Huusvæsen. Med alt dette opreg¬
nede er hun dog ikke af det Slags, som staaer hele For¬
middagen for Speylet, eller pynter sig paa en forfængelig
Maade, for at giøre nye Erobringer hver Dag eller føde
sin Mode=Syge. Hun henbringer ikke sine Dage med
Ørkesløshed og Daarligheder. Hun kiender ikke allene
sine Pligter efter Religionen grundig og tydelig; men hun
iagtager dem endogsaa nøye: saa der er en rar Fromhed
og Gudsfrygt i hendes Hierte. Hvad synes hende om
den Beskrivelse.
Den muntre Jomfrue. Ret got. Men jeg havde
ikke tænkt at vor Fætter var saa alvorlig. Det maa være
en meget stille Jomfrue.
Fætteren. Hun er ikke flygtig, og kan være munter
og frie uden at helde til det flanevurne. Jeg er meget vel
fornøyt med hende, og vilde kun ønske, at jeg eyede hende
gandske.
Den muntre Jomfrue. Hvilket Ønske! er der da
nogen anden, som har Part i hende?
Fætteren. Hun behager at spøge, Jomfrue. Hun
forstaar mig dog nok. Jeg vilde ønske, at hun alerede
var min Kone.
Den muntre Jomfrue. Jeg! Fætter! - Jeg bli¬
ver aldrig hans Kone.
Den gamle Jomfrue. Naa, Jomfrue, hun giør
vor Fætter formeget af det. - Som jeg hører, kiære Fæt¬
ter, saa har han giort et got Val. Det fornøyer mig,
og jeg ønsker megen Lykke.
Fætteren. Jeg takker Jomfruen. Ja det er en brav
lille Pige.
Huusholdersken. Jeg er vis paa, Fætter, at naar
hans Kiereste besidder saa mange Fuldkommenheder, som
han har opregnet, saa forstaaer hun og at koge og lave
Mad. Hun kiender gandske sikkert alle Slags Frugt, alle
Slags Retter, alle Slags Specerier, og alt hvad en
Huusholderske bør vide.
Fætteren. Jeg har ikke spurgt hende derom; men
jeg troer det dog nok, og jeg er vis paa hun bliver mig
en brav og dydig Kone.
Hovmesterinden. Det giør hun vist, Fætter. Jeg
kiender den gode Jomfrues Opdragelse. Hun spiller smukt
