1770.
4de Aargang.
Fkuentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 20
Samleren.
Veritas parit odium.
D¬
enne Gang vil vi føre os op med et Latinsk valsprog.
Det lader dog saa fornemme og høytravende, un¬
dertiden at kunde sige noget, som just ikke enhver
forstaaer. Det er ellers vores Hovmesters Jndfald. Man
finder jo, siger han, næsten alle Engelske, Franske og Tyd¬
ske, Danske og Svenske Ugeblade at have et Latinsk=Val¬
sprog, og hvorfor kan vi ikke og engang iføre vort Blad
samme Ziir? Vores i Dag tagne Valsprog er ellers paa
Dansk udlagt: Sandhed faaer en bruden Pande, eller
Den, som siger Sandhed, er ilde lidt, og paadrager
sig Folkes Had. Der er nok ey heller noget Ordsprog i
Verden som har gjort større Virkning end dette. Os kom¬
mer det i det ringeste for, som Menneskene, for den største
Deel, vogter sig for at tale Sandhed; de tænker paa Ord¬
sproget: Sandhed faaer en bruden Pande. Ak! Land
flygtige Sandhed! er du da saadan en uduelig Lem, at
du ikke maae være i det menneskelige Samqvem? Er du
da saa vederstyggelig, at ingen, eller meget faa kan lide dig
Hvordan er din naturlige Gestalt? Ak! viis os dig dog som
du er, og lad os dog engang see dig i din naturlige Skik¬
kelse. - Her er jeg, raabte Sandhed, i det den kaste¬
de alle sine Masker og Ukiendeligheder af sig. Jeg maa
sagde den videre, saaledes skiule, og giøre mig ukiendelig
saasom jeg allevegne er forhadt, og ligesom drevet i Land¬
flygtighed; men jeg maae dog være paa Jorden, saa længe
den er til; men lod jeg mig see i min rette Skikkelse, vilde man
maaskee fordømme mig af Jorden, og hvor skulde jeg da
hen. Derfor gaaer jeg altid under Maske og Forklædnin¬
ger, som bestaaer af Fabler, Lignelser, tvetydige Ord og
Meeninger, dog saadanne som, aldrig strider imod min Na¬
tur, og mit Navn som er den reene Sandhed; men at jeg
paa en uformærkt og forblummet Maade kan dog sige Sand
hed, i hvor ilde den end er lidt. Thi min rette naturlig
Skikkelse er som J her seer (her viiste sig en nøgen Gestalt,
jevn og lige uden Bugter, Folder og Rynker) Men hven
kunde vel lide den; det har jeg prøvet saa ofte. Dyderne
etør jeg vel fremsette uden Omsvøb, fordi alle troer sig at
være dydige, i det mindste troer enhver om sig, end og det
sletteste og skarnagtigste, at der endnu ere dem, som ere slet
tere. Alt saa tør jeg nok ligefrem anprise Dyderne; men
Lasterne, hvormed dog alle ere befængte, hver paa sin Maa¬
de, tør jeg ikke angribe, uden langt fra. Saaledes tør jeg
ikke sige en gierrig Mand lige i hans Øyne, at han er gierrig
og at der er ingen værre end han eller den, som er nidsk imod
sig selv; men jeg siger: at Dragen fortelles, at rue i Mør¬
ket over sin Skat og at den fortæres af Sult, og er et unyt¬
tigt Creatur. - En Storagtig, tør jeg ikke sige at han er
et stinkende Aadsel; men giør ham en Fabel eller Lignelse,
ved en Kalkunsk=Hane, som gik og brystede sig indtil han
plump i en Grav, og alle de andre Fugle beloe ham. -
Den Mægtige, som misbruger sin Magt, beder jeg at læse
Fablen om Løven der tog alle fiire Deelene, og de andre fik
intet. - For Hyklere, og dem, som lade sig indtage af Hyk¬
lere, forteller jeg den Fabel om Ravnen der troede Ræven,
som roeste dens sorte Fiedre. - Dommere, som for Skiænk
og Gave eller af Had, Misundelse og Underfundighed, bøyer
Retten, kan speyle sig i Fablen om Faaret, Ulven og Ræ¬
ven, om det laante Brød: Faaret havde laant Ulven et Brød
og Ræven skulde være Dommer. - De Skinhellige beder
jeg læse Rævens Poenitense. - De som tragte efter Embe¬
der, som de ey kan forestaae, beder jeg skiule Æsels=Ørerne,
at de ey fremstikker af Løve=Huden. - Disse vare Sandheds
Ord, og derpaa forstak den sig igien i sin ukiendelige Dragt.
Men uagtet Sandhed er saa forhadt, tør vi dog give os
den Friehed i Dag at fremsætte nogle nøgne Saudheder;
det skeer allene til en Prøve, løber det got af, saa maaskee
der tør vel komme fleere; Her ere de, som vi har ved Haan¬
den, og som Forløbere:
Et Menneske skal aldrig skamme sig ved at tilstaae,
at han har Uret; thi i det han giør denne Bekiendelse,
giver han at forstaae, at han er bleven klogere i Dag end
han var i Gaar.
Ligesom en Bek, paa hvis Grund man kan see Ureen¬
ligheden, giver os det beste Beviis paa dens Vandes Klar¬
hed og Reenhed; saa er det beste Middel til at beviise sin
Jndsigt og Forstand, ikke at giøre nogen Hemmelighed af
sine Feyl.
De, som ikke foretager sig andet, end giver agt paa
andre Menneskers Handlinger, ere ligesom de, der ere be¬
standig ude af deres egne Huuse, og søger at bringe andres
Sager i Rigtighed, da deres egne imidlertid forfalder.
Man maae enten opholde sig over Verden, eller ær
gre sig over den. Giøre vi det første, anseer man os for
stolte, og for det sidste beskylder man os for Misantropie.
Hvor ringe en Ting Rigdom maae være i Guds
Øyne, seer man ofte paa dem, i hvis Lod den falder.
KunstOrd i en Prædiken ere ligesom de blaae Korn¬
Blomster og røde Valmuer i Hvede=Ageren; de forlyster ik¬
kun deres Øyne, som beseer dem for Lyst; men ere dem ska
delige, som skulde have Nytten af Kornet.
Hver den som taler Usandhed, indseer ikke det Arbey
de, som han udsetter sig for; thi han maae opfinde tusin
de andre Usandheder, for at understøtte den første.
Et Menneske, som blander sig i fremmede Sager,
er ligesom de, der af en overdreven Nysgierrighed under
søger Biernes Arbeyde; deres Nysgierrighed bliver ofte
belønnet med et Stik.
