le Tienester, og hvorledes de skal finde Samlinger i de nye.
Næste Torvedag, som er til Lykke om Løverdagen, setter de
gierne hinanden stevne, paa Torvene, i Slagterboderne og
ved Stranden. Her er det ikke mindre lystigt at holde sig
til. Nu tales der aaabenlyst om deres forrige Huusbon¬
der og Madmødre og hvidskes saa sagte om de nye. Nog¬
le forlyster sig over hvorledes de har beskuffet deres forrige
Madmødre, og andre bejamrer sig at de ere færdige at lø¬
be af Pladsene. Den følgende Søndag er det ey mindre
lystigt at giøre Visiter omkring i Byen paa visse Stæder,
hvor de gierne pleyer at skifte Piger. Jeg var saaledes
nogle Steder, og jeg hørte alle at være misfornøyet med
deres forrige Piger. Alt hvad de snakkede om, var deres
Piger. Madame Sniksnak havde i det halve Aar havt
3 Piger og alle vare Snaus, og den hun nu havde faaet due¬
de slet intet. Hun er ellers bekiendt over heele Byen, for¬
medelst hendes Pigesnak. Og undrer det mig intet at hun
har sendt vor Samler ovenstaaende Brev, da det er allene
for at faae nye Leylighed til at snakke og nye Materie.
Mette Birkedommers, Amme hos Frue V** kom el¬
lers af sin Plads; thi Fruen frygtede at Barnet skulde
faae den Engelske Syge eller dobbelte Lede, naar hendes Am¬
me vilde være Dansk og Fransk Skribentinde paa eengang.
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet, Var der nogle
af de gode Venner, som saae Snedkernes ret prægtige Optog?
Endelig derom er vel ingen Tvivl. Jeg havde ønsket mig i
Staden paa den Dag.
Den gamle Ungkarl. Ja, til visse saae jeg det. Jeg
var kommet midt ind i Trængselen, og jeg brækkede min Støk,
som jeg ikke vilde have mist for meget got; thi vi havde fulgtes
ad i mange Aar, og mig tykkes jeg kan ikke faae saadan en Stok
igien, som passer saa vel til min Haand.
Hofmesteren. Jeg holder ret af det Optog. Det var
ret snildt inventeret. Og Høvle=Spaanene i Hatten stod mig
allerbest an. Men Bondekonen, som løb med den levende
Hane eller Høne, tykkes mig var Synd.
Den givte Kone, Vi havde saa mænd faaet saadan
Jndqvartering den Dag, saa at vi neppe kunde komme til at
see ud af vore egne Vinduer. Der vare og komne saa mange
Amagere og Amager=Koner op paa vort Kielder Skuur, at
deres mange Skiørter nær havde veyet Skuret i tu; men det
som var det verste, man kunde ikke see igiennem disse Amagere.
Borgeren i Hovedstaden. Ja, den Mandag kunde
man rigtig kalde Friemandag. Jngen arbeydede, i det mindste
ingen af det Laug. Mange gave sig neppe Tid til at spiise;
men jeg vil haabe der blev drukket desmeere. Jeg havde og
faaet saadan Jndqvartering i mit Huus, at jeg befrygtede de
skulde veye det ned; thi det er Bindingsværk, og jeg har ey
endnu havt Raad til at føre en blind Grundmuur op. Det
var ret artigt at see Huusene i de Gader, hvor Optoget skeede;
thi der var ikke en Gluk, uden der jo stak et Hoved ud af den,
og det lige fra Kielderne til Rygningen, hvor nogle sade skrevs.
Den muntre Jomfrue. Den Dag var det en Lyst at
staae for Vinduerne; thi her var ikke en Petit=Maitre i
Byen, som jo indfandt sig paa Gaderne. Den Dag kunde de
finde nok for Vinduerne at hilse. Jeg beklagede dem, at de
saaledes vilde slide deres Guldgolonerede Hatte for at faae
nogle Buk, og somme Steder slet ingen. Mig tykkes, at de i
to lystige Personer ved Optoget bar sig langt visere ad, end
disse i sig selv forelskede Fruentimmer=Karle (jeg vilde just
ikke sige Narre).
Den gamle Jomfrue. Aldrig skal jeg meere gaae for
at see efter saadant. Jeg blev saa fortrængt og forstødt, at
jeg ey har forvundet det endnu i mine Lemmer. Jeg tabte
min ene Skoe, som jeg ey for Trængselen kunde faae paa igien;
men med een Skoe maatte jeg følge Strømmen, og det var
mig umueligt at komme ud af Sværmen. Min Saloppe fik
jeg gandske sønderrevet, og min Vifte gik i ligesaa mange
Stykker, som der vare Elfenbeens Pinde i den. Det er en
forskrækkelig Pøbel! En Skoemager=Dreng klyngede sig end
og op ved mine Skuldre for at komme op ved en Port=Lygte.
Jeg blev dog glad ved, at han ey satte sig paa mit Hoved. Jeg
tabte mine Hals=Perler som en skielmsk Dreng havde løst op i
Nakken. Alt dette skulde dog ikke have fortrudt mig, dersom
jeg havde faaet noget at see; men jeg blev immer trykt og skub¬
bet tilbage, saa jeg fik slet intet at see.
Præste Enken. Da skulde Jomfruen have gjort det
samme som jeg giorde.
Den gamle Jomfrue. Hvad giorde hun da!
Præste-Enken. Jeg blev hiemme, og saae altsaa lige¬
saa meget som hun.
Den gamle Jomfrue. O! tie dog og spot mig ikke
oven i Kiøbet.
Fætteren. Saae da Jomfruen ikke de to lystige Per¬
soner?
Den gamle Jomfrue. Ney. Jeg saae slet intet.
Fætteren. Saae hun ikke de som dandsede?
Den gamle Jomfrue. Ney dog.
Fætteren. Og de som fægtede?
Den gamle Jomfrue. Jh! Ney dog. Jeg saae slet
Men jeg mærker nok, man vil fixere mig til. Dog
intet.
det er got nok til mig, hvad vilde jeg i den Sværm.
Fætteren. Fandt Jomfruen da ikke sin Skoe igien?
Jeg fandt to Tøfler, kan de være hende til Tieneste, skal hun
gierne faae dem.
Den gamle Jomfrue. O! Fætter! fixeer mig ikke,
han har Synd deraf. Jeg føler det virkelig endnu i mine
Lemmer.
Fætteren. Ja, ja, saa trøst sig ved, min kiere Jom¬
frue, at hun ikke er den eneste som havde den Skiæbne. Hun
kan være vis paa, at den største Deel som fulgte Optoget alle
Gaderne igiennem, fik allermindst at see. Thi betænk kun,
hvilken utallig Skare og Mylen, der fulgte Optoget. Saa
at jeg troer, det gik dem som hiine utallige, der vilde see Wil¬
kes Udtog af hans Arrest, at den mindste Deel saae ham; og
den mindste Deel saae dette Optog med alle sine Ziirligheder,
Dandsen, Fægten &c. Jmidlertid har dette Optog dog været
got for nogle, og ondt for nogle. Jeg fulgte med Optoget i
alle Gaderne, men jeg mistede slet intet; thi til saadan Træng¬
sel legger jeg al min Rigdom hiemme. O! gid alle vilde giøre
ligesaa; saa kunde man omsider fordrive Lommetyvene med
Sult ud af Byen.
