1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 21
Giftermaals=Collegiet.
F¬
ætteren. I Dag skal jeg fornøye dem med en rar
Historie om et mærkværdigt Giftermaal, samt
nogle Tanker derom.
Da engang en vis ung Herre vilde indlade sig i Ægte¬
skab med et ligesaa ungt Fruentimmer, saa aabenbarede han
sit Forsæt for sine fortrolige Venner. Men neppe havde
han fortalt dem det, og udbedet sig deres Betænkning om
hans Valg, førend de allesammen ensstemmig forsikkrede
ham, at det giorde dem ondt, at hans Valg just skulde være
falden paa denne Person. De Taare, som de vare færdige
at udgyde ved denne Udladelse, og den Oprigtighed med
hvilken de frembragte Grunden til deres Befrygtelse, befaldt
ham. "Jeg veed, sagde han, at denne Person er mistænkt
for, ikke at have det ædelste Hierte; og jeg tilstaaer gierne,
at jeg har flere Aarsager til at troe, at dene Mistanke er
vel grundet, end at den er falsk. Jeg takker Dem derfor
for Deres Aabenhiertighed; men jeg udbeder mig tillige
den Tilladelse, at jeg maae forsvare mig og mit Forset.
Jeg er derudi fuldkommen enig med Dem, at det Fruentim¬
mer, som mit Val er falden paa, ikke har det beste Hierte.
Jeg er ligeledes af samme Mening som De, at intet Ægte¬
skab kan falde lykkeligt ud, hvor saadant et got Hierte mang¬
ler. Men jeg haaber til Menneskehedens Ære, at et for¬
dervet Hierte endnu kan blive forbedret, naar det falder i
saadanne Hænder, som ere beqvemme til at omskabe det.
De maae tillade mig de stolte Tanker, at jeg er saadan en,
som har, om ikke Lykke, saa dog Lyst nok, til at anvende al
ting, for at udføre det ædle Forsæt. Dette Fruentimmers
Ungdom synes mig at være særdeles beqvem dertil. Min
tilkommende Kone synes at have manglet en god Opdragelse.
Jeg troer derfor tilforladelig, at om hun havde faaet den, saa
havde hun nu den ædelste Siel. Men hvorfor skulde det end¬
nu ikke være mueligt at forskaffe hende denne ved hiin. Hen¬
des endnu bløde Hierte er endnu beqvemt til at tage imod alle
"de Jndtrykke, som man giør derpaa, og bevare dem troelig.
Jeg tilstaaer, at i fald hun faldt i en vankundig og vanartig
Mands Hænder, saa skulde hun tilligemed ham føre det elen¬
u digste Liv. Men jeg er vis paa at hun endnu kan blive dan¬
net til at giøre en Mand lykkelig. Min Omgang med Dem
hidindtil har maaskee overbeviist Dem om, at jeg altid har
gjort mig Umag for at samle Kundskaber og Jndsigter, for ikke
slagt være vankundig i at hielpe den menneskelige Siel til rette.
ti Maaske De troer mig til, at jeg har fundet saadanne Kunska¬
ber og Jndsigter, eller (og da finder jeg mig endog belønnet)
maaskee De tvivler dog ikke paa, at fortsatte Bestræbelser, for¬
at opklare min Forstand, skal endnu lade mig finde det. Og
maaskee De ere oberbeviiste om, at jeg ikke mangler saa got et
Hierte, som De beklager, at min Kiereste mangler. Dog, her
kan jeg tale med mere Vished. Thi den Ære, at staae i en nøye
Forbindelse ved Omgang og Venskab med Dem, er allerede
Beviis nok for Verden, at Hiertets herskende Uvidenhed og
Ondskab har ikke gjort mig uværdig til disse Fortrin. Deres
gode Omhyggelighed synes ligeledes at give mig det berømme¬
lige Vidnesbyrd, som deres Venskab giver mig. De ville
ugierne see et got Hierte blive forenet med et andet som ikke er
saa got. Tager jeg ikke feyl, saa er dette Grunden til Deres
venskabelige Bekymring. Jeg tør derfor ikke ved at befrygte,
at De skal holde mig for gandske uskikket og utilbøyelig, til at
omdanne et ungt Fruentimmers Hierte og Tænkemaade til
det beste." Her taugde han, og hans Venner vare beskiem¬
mede, fordi det syntes som de ikke havde kundet eller vildet ven¬
te hine ædle Trek i hans Caracteer. De giorde sig nu selv Be¬
breydelser, og bad om Forladelse, fordi de havde tiltroet ham
mindre, end de kunde have Ret til at vente af hans gode Hier¬
te. De samtykte nu gierne i hans Forehavende, og ønskede
ham allerede forud til Lykke til den Ære, at have bragt et ungt
Fruentimmer tilbage paa rette Vey; til den Fornøyelse øn¬
skede de ham Lykke, og ventede at denne Forening skulde falde
vel ud for ham. Men var dette Val da ogsaa got, og faldt det
saa fordeelagtigt ud for ham? Erfarenhed overbeviiste ham
og hans Venner om Mueligheden af saadanne bemøyelsers
lykkelige Udfald. Jeg vover ikke at beskrive den Fornøyelse
som begge disse Personer levede i udi deres Ægteskab. Den
kan ikke føles. Lykkelig den, som er beqvem til at tænke sig ind
i denne Stilling, og føle den Glæde, som altid bemægtigede
sig deres Siel! Men hvorledes fangede han det an, at det lyk¬
kedes ham, at naae denne ædle Hensigt? Det er Umagen værd
at høre ham selv besvare dette Spørsmaal; thi der findes nu
omstunder unge uopdragne Fruentimmer, hvis Hierte synes at
være udartet. Og hvor lykkelig var det om man kunde levere
slige Hierter i saadanne Mandspersoners Hænder, som havde
lært og var beredte til at danne dem, Han elskede, paa denne
Vey naaede han sin Hensigt; og det er venteligt, at enhver med
sine Dueligheder og med sine ædle Hierter udrustet, skal naae
Hensigten paa denne Vey. Han elskede hende ømt. Denne øm¬
me Kierlighed kunde han saa meget før vedligeholde imod hen¬
de, da han havde overbeviist sig om, at hun havde kundet opvise
den ædelste Siel, dersom Mangel paa Opdragelse ikke havde
overladt hende til hendes egen Vext og hendes egen Bildelse.
Fuld af denne ømme Kierlighed til hende, blev det ham let, at
bortrydde alt det, som havde kundet forstyrre deres Enighed,
og give hende Leylighed, til at vise et ondt Hierte. Derved
vandt han dette at hendes Hiertes Ondskab ikke tog til, og blev
sterkere ved denne bedrøvelige Øvelse. Til den Ende vænnede
han hende efterhaanden til at læse gode Bøger. De Timer,
som han tilbragte paa sit Kammer, hvor han ikkun sørgede for
sin Kundskab og Jndsigts Tilvext, vidste han at giøre lette for
