hende, ved Overbeviisning om, at der var en blid Fornøyelse i
Følge med Studering. Men maaske hans Exempel skulde ik¬
kun have formaaet lidet hos hende, i fald hans oftere Overta¬
talelser om sammes Behageligheder, og hans Følelser under
disse Beskrivelser ikke øyensynlige vare komne dertil. Det lyk¬
kedes ham, naar han undertiden havde fortalt hende en eller
anden løyerlig Fabel, eller havde forelæst hende et artigt
Stykke, eller havde ladet hende selv læse sligt, at giøre hende
bekiendt med den Fornøyelse, under hvilken vor Kundskab dag¬
lig voxer. Og hvor meget havde han nu allerede vundet over
hende, Hendes Kierlighed til ham blev immer meer antændt,
da han havde overbeviist hende derved, at han gierne vilde,
hun og skulde tage Deel i denne hans Lives Fornøyelse. Hun
sagde, saa tidt hun tog en Bog i Haanden, som skede nu meget
ofte, at hun kunde ikke takke ham nok for det Bekiendtskab med
Læsningen, hvortil hun meente, at hun ikke var kommen, om
hun ey havde havt den Lykke, at falde i saa indsigtsfuld og god
en Ægtemands Hænder. Hun fik nu en fiin Smag og Følelse
af det Anstændige og Uanstændige. Det skulde altsaa have
faldet hende langt tungere, at handle slet, end tilforn. Hendes
kiere Mands Exempel kunde umueligt blive uden alt Jndtryk
paa hende. Han tillod sig ligesaa lidet nogle Forseelser imod
hende, som imod andre han omgikkes med; og hvad var na¬
turligere, end at den ømme Kierlighed, som hun havde til ham,
giorde hende omhyggelig for at undgaae endog de allerringeste
Feyltrin. Man troede imidlertid ikk at Religionen havde no¬
gen Deel i denne saa fordeelagtige Forandring; men den hav¬
de det dog virkelig; thi han giorde sig en Fortieneste af at lede
hende i hendes Religtons Kundskaber. Han besad selv saa¬
dan en Videnskab i samme, som satte ham i Sikkerhed imod
forføriske Skrifter. Det var ham derfor let, efterhaanden at
undervise sin Kiereste derudi, og at anvise hende de Skrifter,
som kunde forøge hendes Kundskab. Han havde faaet hende
indtagen af Christendommen, og det giorde hans Hierte let.
De ere altid meest sikkre imod den modeblivende Christendom¬
mens Foragt, som ere blevne grundigst underviste derudi. Det
er et stort Foretagende, at forbinde sig til, at føre et Menneske
paa rette Vey, som er forvildet og geraadet paa Afveye. Det
forraader en utaalelig Stolthed, naar et Menneske holder sig
for dygtig til at omskabe en allerede dannet Siel, og er forvo¬
ven nok, at lade sig merke med, at han tiltroer sine egne Kræfter
det. Men denne Stolthed er meget tilgivelig, naar den alle¬
ne aabenbares for gode Venner.
Den gifte Kone. Den Historie har ret fornøyet mig,
Den gode Mand har havt ædle Tanker og et ret fromt Hierte.
Hovmesterinden. Det er vist, at mange Fruentim¬
mers Hierter forsømmes alt for meget i Ungdommen at blive
dannede gode; og naar de da falde i en Mands Vold, der ikke
er saa veltænkende, saa seer det bedrøveligt ud.
Den gamle Jfr. Jeg holder i Sandhed af den Mand¬
som fik en Kones Hierte saavel omdannet. Men jeg gad vide
hvad han har tænkt, da han besluttede sig til at tage hende, al¬
jerhelst han vidste, at hun ikke havde noget got Hierte.
Fætteren. Han har uden Tvivl tænkt saaledes: "Jeg
tlsker denne Pige, og hvi skulde jeg vel lade mig afholde fra at
ægte hende, fordi jeg har hende mistænkt, at have et oudt Hier¬
te? Skulde jeg vel tillade at hun faldt en Mand i Hænderne,
som blev ulykkelig med hende, ligesom hun maatte blive det med
ham? Ney det kan jeg aldrig lade skee. Jeg vil skaffe mig en
Fortieneste af begge disse Personer, og affrie dem begge for et
elendigt Liv. Jkkun den liden Stolthed maae man tillade
mig i fald det og er en Stolthed, at see mig an for en af de faaes
Selskab, i hvis Arme et slet artet Fruentimmer er lykkeligt,
efterdi hun er falden i en Mands Hænder, som har Gaver til¬
at omdanne hende. Skulde jeg ikke være lykkelig nok, at faae
mit Fruentimmers Hierte forbedret til det beste, som jeg dog
gierne vilde: saa skulde jeg i saadant Ægteskab dog være min¬
dre ulykkelig, end en anden, som kan mindre taalig bære sin
Ulykke, end jeg kan bære min. Skulde jeg ikke være saa lykke¬
lig som jeg ønsker: saa lover jeg dog at elske og omgaaes min
Kiereste med mere Munterhed og Fyrighed, end hun maaskee
skulde have fundet i en andens Arme! "Saaledes har han
gandske vist tænk.
Den givte Kone. Hvilken allerkiereste Mand! Ak at
vi havde mange saadanne Mænd, saa skul de unge i Opdragel¬
en forsømte Fruentimmer være mindre ulyksalige i deres Æg¬
skabe. Men hvor tager vi mange saadanne Mænd fra?
Snakke=Collegiet.
Den muntre Jomfrue Nu. er Hr. Springer kommen
hiem igien fra hans udenlands Reyse, og han er bleven ti Gan¬
ge galnere, end han var tilforn,
Hovmesteren. Jeg har talt med den unge Herre, men
det er næsten utaaleligt at være i Selskab med den Vildfugl.
Det er bedrøveligt, at Forældre ikke seer deres Børns Feyl.
Naturligt er det, at Forældre, have en øm Kierlighed til deres
Børn; men den udarter almindelig saavidt, at man for den
neppe mere kan see Børnenes Feyl. Denne unge Herre, som
vi taler om, har altid været sine Forældres kiereste Søn. De
kielede stedse med ham, og alt hvad han giorde, da han var et
Barn, var got for dem; ja man kan visselig eller ikke sige, at det
egentlig var ondt eller uartigt. Men naar han ikke var hos
Forældrene i Opvexten, saa kunde ingen styre ham, og hans
gode Hierte blev saaledes fordervet, at han efter faa Aar blev
først modtvillig og tilsidst ligesaa lastefuld, som han tilforn var
dydig. Nu kan eller ville de ikke see hans Feyl, og nu er det
snart forsildig ja næsten uventelig at faae ham forbedret.
Hovmesterinden. Paa en gandske anden men og gal
Maade er den unge Silvan opdragen. Forældrene elskede det¬
te Barn. Men deree Kierlighed ansaae og alle smaae Forbry¬
delser som store Feyl hos ham; og for hver ringe Forsee se blev
han skarpt tugtet. Disse Tugtelser forvandledes snart til tem¬
melig alvorlige Straffe, og giorde nu slet intet Jndtryk mere
til den unge Silvans Forbedring. Han blev gandske forvildet
og hver Straf som han udstod, blev ham en nye Opmuntring,
til at hænge videre efter Udyderne. Alt formegen Lemfældig¬
hed og alt for megen Strenghed ere begge fordervelig for spæ¬
de Gemytter.
Den gamle Jomfrue. Ja vist kan Forældre let forderve
det beste Barn, endog ved at give dem onde Exempler. Den
