det ikke længe, førend vi havde Rusland, Preussen, Franke¬
rig, Engelland, ja hele Europa paa Bane. Vores Sam¬
tale, ligesom alle andres paa den Tid, gik ud paa Krigen og
den da værende Urolighed; tilsidst udbrød Bonden med disse
eftertrykkelige Ord: Vi her paa Landet har slet ingen Fare at
befrygte; thi Underjordskongen forsvarer nok Landet. Min
Ven, svarede jeg: J maae vende Ordene om, og takke Gud
for vor Konge, hvis Viisdom, Naade og Magt er næst Guds
Hielp vor eneste Trøst. Det er sandt nok, sagde Bonden;
men troer han da maaskee ikke, at der er Underjordsfolk til?
Dette veed jeg ikke, var mine Ord; men i det ringeste troer
jeg ikke, de forsvarer Landet for os; thi boer der endskiønt Folk
under Jorden, saa kan det jo dog være dem ligemeget, hvem
der boer oven paa, med mindre jeg vilde troe, at de vare Lan¬
dets Skyts Engle; og det vil jeg hverken holde med, eller imod
men overlade dem, som er klogere end jeg. Han begyndte da
at fortælle mig mange Historier, og søgte at bevise mig dette
saa rimeligt som han kunde, og det i Sandhed med en god For¬
stand. Men jeg var alt for seendrægtig til at fatte hans Over¬
beviisning, og svarede: Jeg vil lade alle de ældre og nyere For¬
tællinger om Ellekongen staae ved sit Værd; men lad os dog
betænke Sagen nøyere: Kan man ikke snart troe, at saadan¬
ne Historier ere opdigtede, for at indprænte Efterkommerne et
stort Mod imod Fædernelandets Fiender, som de dog selv of¬
te beleer; thi det Haab, at Folk under Jorden skulde giøre sig
Umag for at forsvare Landet, var ikke rimeligere, end at vi
skulde forsvare dem som boer i Luften eller Maanen; alle de
Opdagelser, som fortælles om deres Exerceren og Marsche¬
ren skulde billig ikke forkastes, efterdi troværdige Folk ofte for¬
tælle dem; men man maae betænke, at det skeer de fleeste Ti¬
der efter andres Munde, og man hører sielden meer end en har
seet dem af gangen. Mand kan falde paa at deres foregivne
Exercering kunde maaskee være et Skraal af en, som vilde prø¬
ve sin Stemme. Hvor ofte exercerer ikke Landets Tambourer
sig om Somn er=Aftener? Lyden af deres Trommer kan jo hø¬
res langt borte, og lettelig af Uvidenhed antages for Under¬
jords Trommen. Det som fortælles af en forbedres af en an¬
den, og af slet intet kan oftest komme de urimeligste Fortæl¬
linger. Dersom man vilde mene, at de Underjordske enten
skulde kunde eller vilde forhindre Fiendernes Landgang, da
maae man jo slutte, at de i de forrige Tider har enten været
bestukne, eller og meget slet passet paa deres Post, da
det er bekiendt nok af Historien, at Fiender for mere end
hundrede Aar siden har gjort Landgang paa Landet, udplyn¬
dret og brandskattet det. At lade det sidste ligge paa Ageren,
det er ikke noget, som bør tilskrives saa slet en Oprindelse, at
nogen skulde lade det ligge for de Underjordske Folkes Skyld.
Det var jo betalet Jøderne, at naar de høstede deres Marker
og Viingaarde, skulde de ikke høste aldeles det yderste, men
lade noget ligge til den Elendige og Fremmede. Hvo veed, om
Oprindelsen kunde ikke hidledes derfra? De med Træer begroe¬
Høye og opreyste store Steene ere tildeels Beviis paa vore
gamle Forfædres Afguderie og Hedenskab. At saadanne end¬
nu staaer og bliver staaende, er først skeet af Ærbødighed for
Fædrene, og nu, fordi det er ofte til liden Nytte, at flytte sto¬
re Stene. At de smaa Træer og Torne, som voxer paa høye
Stæder, sielden bliver afhugne, skeer efterdi Creaturerne der
om Efterhøsten i Regnveyr kan have deres Tilflugt. En tredsk
Tyv har aldrig bedre kundet befrie sig fra Mistanke, end at
sige at han har taget de stiaale Penge fra de Underjordske;
og for resten holder jeg for, at de Folk, som giøre sig den meste
Umage for at udsprede Underjordske Historier, troer selv sam¬
me lidet, eller slet intet deraf. Saaledes søgte jeg at overbe¬
vise Bonden, eller i det mindste at betage ham al Umage med
at stræbe efter at faae mig til at troe sine Underjords Histori¬
er. Han talede længe ikke et Ord; men omsider smilende sag¬
de: Ja, ja, De kan endelig ikke holde saadanne Historier for
saa urimelige, at jeg jo selv for nogle og tyve Aar siden har
holdt dem for lige saa urimelige. Men en forunderlig Hæn¬
delse overbeviiste mig saaledes at jeg handlede nu imod bedre
Vidende, om jeg ikke troede, at der var Underjordske til. Det
synes vel utroeligt; men jeg er selv alt for vel bleven overbeviist
derom. Jeg har ikke talet derom med noget Menneske i 22
Aar; og der er intet levende Menneske, undtagen min Kone,
som er vidende om den selsomme Hændelse, der tildrog sig
med mig, Aaret førend jeg blev givt. Men Deres Jver, min
Herre, i at imodsige mig, har overtalt mig, til at sige Dem,
at jeg virkelig har været ved deres Bolig under Jorden, og
det ikke sovende eller i Jndbildning; men lysvaagen. Jeg
skal fortælle Dem det en anden Gang; thi nu maae jeg skilles
fra Dem. Jeg var nysgierrig, vilde gierne vide det strax, og
tilbød mig, at giøre ham Følgeskab endnu en halv Miil, paa
det jeg kunde have den Fornøyelse, at høre denne forunderlige
og utrolige Fortælling; men han var ikke til at overtale; og
sagde allene, at om jeg giorde ham den Ære engang at kom¬
me paa hans Gaard, saa skulde han rigtig holde sit Løfte."
Saa langt gaaer denne Fortælling,
Den gamle Jomfrue. Ja, ja, det er som jeg altid har
sagt, at der virkelig er Underjordske Folk, Hexer, Spøgel¬
ser, Nisser og Vahrulve til. Jeg vilde kun ønske, at den¬
ne Bonde havde fortalt den Reysende den ommelte Tildragel¬
se med ham selv: saa skulde vi nok have faaet Bekræftelsen
paa mine Ord at høre. Hvad siger J ellers nu, min gode Hr.
Fætter? Er J endnu ligesaa vantroe, som J altid har været
Fætteren. O ja, det er det samme Jomfrue. Jeg
fortæller kun saadanne Historier, bare for at fornøye hende,
uden selv at finde mig rørt derved.
Den gamle Jomfrue. Saa troer J slet ingen Under¬
jordske Folk, eller saadanne Spøgelser?
Fætteren. Ney jeg giør saa mænd ikke, min hierte
Jomfrue.
Den gamle Jomfrue. Saa er J selv et Spøgelse,
min gode Fætter! seer J det.
