1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 22 og 23
Elmen.
Overflødigheds Hornet.
(oversat af Græsk.)
E¬
umen havde allereede i ti Aar ønsket sig bedre Lykke,
og var just derover desmeere at beklage, han tragte¬
de efter alt det, som han manglede, og benyttede sig
slet af det som han havde, i hans egne Tanker var han
fattig og kunde have regnet sig iblandt de Rige, hvis han ik¬
ke havde tragtet efter større Rigdom.
Jupiter blev kied af hans idelige Overhæng og befa¬
lede Merkur at bringe ham Overflødigheds-Hornet; dog
paa de Vilkaar: at Eumen skulde faae alt hvad han for
langede, men blev ikkun bønhørt ti Gange, det stod altsaa
til ham selv at begiere det, som kunde giøre ham lykkelig
Merkur adlydede, og nok saa stout, som nogen Tiener, den
udsendes fra en Patron til hans Yndling, begav han sig ti
Eumen. Ufornøyelig Menneske, sagde han til ham, naar
vil Du lade af at overhænge Guderne. Jmodtag dette til
et Pandt paa deres Velgierninger imod Dig, og bliv for
nøyet om Du nogen Tid kan blive det. Han forklarede
ham nøye, hvorledes han kunde og burde bruge denne For
æring. Enmen vilde nedkaste sig for hans Føder, men
Merkur var allerede forsvunden.
Enmen var alt for lang Tid siden kied af den middel¬
maadige Stand, han vilde nu med eet være en stor Herre,
ja end meer, han vilde være Konge. Hans Medborgere
var just i fær med at udvælge sig samme, og Eumen, som
i denne Forsamling havde ikkun en eneste Stemme forene¬
de dem alle og blev udvalgt. Han havde af Naturen man¬
ge Fordeele, et velskikket Legeme, en indtagende Mine og
en giennemtrængende Forstand. Som han var kied af at
være en simpel Borger, saa forhindrede ham nu intet at
blive en stor Konge. Stænderne kom at aflegge deres Lyk¬
ønskning, her fandt han allerede at Kronen ey er uden Be¬
sværlighed. Han anhørte taalmodig nogles vidtløftige, an¬
dres taabelige Lykønskninger, og skammede sig ved de alt
forvidt drevne Lovtaler, som han mærkede vilde blive lige¬
saa mange Love for sig. Det Medicinske Facultet føyede
til deres Harangue et Raad, som havde intet modbydeligt
i sig for den unge Monark. Det var at formæhle sig med
et eller fleere unge og smukke Fruentimmer, det sagde de vil¬
de blive Statens Beste. Alle biefaldt denne sunde Anord
ning, og Eumen var strax villig til at fuldbyrde den.
Det var ey de fornemste men de smukkeste af sine Un¬
dersaatterinder han vilde give Fortrinet, man saae da de
snukkeste af alle Stænder at indfinde sig ved Hoffet, i Haab
om at blive Dronning, og derhos de usminkede Bonde¬
Smukke at komme sin betitlede Medbeylerske til at blegne.
Men af dem alle var ikkun to, som indtog Eumen uden
at han kunde overtale sig til at foredrage den eene af dem
for anden, begge vare lige smukke. Den ene en Brunette,
og den anden en Blondette, den ene munter, den anden
stille af sig, hiin lystig denne bedrøved, man spøgede og var
lystig hos den første, og var stille og traurig hos den sidste.
Men kunde ey overtale sig til at forlade nogen af dem, en
saadan Uvished skulde have sadt en Orientalsk Monark i
Forvirring, men den giorde Eumen forlegen; omendskiøndt
paa Thronen og vis paa at triumphere, saa vilde han dog
sætte sine Elskovs Erobringer visse Grændser, han vilde væl¬
ge og blive ved dette Valg. Han fik derfor i Sinde, no¬
get som ey altid falder en Frier ind, at udstudere deres Ge¬
myt og Tilbøyeligheder, hvis udvortes Skabning han be¬
undrede.
Brunetten Zirphe anvendte al sin Flid for at behage,
og Blondetten Nais syntes at frygte for at blive det. Hiin
flatterede altid Eumen, og denne forøgede hans Kierlig¬
hed til hende, saa Eumen var meere tvivlraadig end no¬
gen Tid tilforn.
Just i samme Øyeblik trængde sig en ung Person igien¬
nem Mængden, og med et vaklende Legeme og forvirrede
Øyen, kom og kastede sig ned for Eumens Fødder, om¬
faunede dem og bønfaldt om, at Eumen ey skulde tage den
troløse og utaknemmelige Zirphe fra ham. Herre, sagde
den unge Ubekiendte: De seer i mig et Offer for hendes
Ærgierrighed og Ubestandighed, hun lod som hun elskede
mig, saalænge jeg havde Medbeylere at opoffre hende, hun
giorde mig alle mine Venner til Rivaler, og vilde have
Fanger af alle Stænder, Oppartning og Berømmelse af
alle. Hun saae mig med stor Fornøyelse at trække Kaar¬
den saa ofte hun tiltrak sig Tilbedere eller Fiender. Denne
Blessure, som vanhelder mig, har jeg faaet for at vilde hevne
og forsvare hendes Skiønhed som man havde angrebet, og
denne Blessure er det hun i Dag bruger til at besmykke hen¬
des Ubestandighed med. Dette Kiendetegn, som jeg bær
paa mit Mod, Omsorg og Kierlighed for hende, hvilken
sidste endnu intet kan afskrække, anseer hun med Spodskhed
og Latter. Zirphe blev nogle Øyeblik, som forsagt. En¬
delig sagde hun: Det er sandt et Mandfolk med saadan en
Skramme er mig modbydelig, den forskrekker mig, og kom¬
mer mig til at besvimme. Ach befal Herre at han skal
gaae bort ebler jeg falder i Afmagt.
Smukke Zirphe, svarede Eumen hende, det er et Mær¬
ke de største Helte maa ofte bære, Kongerne selv er ey altid
fritagen derfor, jeg kunde selv komme af et Slag, værre
tilreedt end som eders Kiereste, J maatte da døe af Afmagt.
