Jeg maae velge mig en anden, som er meere modig. Hvad
Eder angaaer sagde han til den unge Person, antag en An¬
seelig Rang iblandt mine Tropper, og strid saa tapper for
Fædernelandet, som J har stridet for Eders Kiereste, det
skal blive mere erkiendtlig. Dette Tilbud blev antagen med
Glæde og Zirphe gik skamfuld bort.
Eumen havde nu ey flere at giøre Valg i, han nær¬
mede sig nu til Nais og saae hende strax for hans Fødder.
Ach! sagde han til hende, lad denne store Underdanighed
fare, staae op og regier. Nais svarede ham ikkun med
Taarer. Hvad seer jeg, sagde Eumen, er det min Rang
eller Person, som er dem modbydelig, Ach! Deres Ma¬
jestet, raabte hun: De skulde have mit Hierte, dersom det
endnu var at give bort, det er ey mere Tid, jeg elsker og er
elsket, det er imod min Villie og med Magt at jeg er bragt
herhid, og intet smerter mig mere end den frygt jeg har,
at min Kiereste skal ansee det for Letsindighed hos mig, og
derover gremme sig. Hvo er denne lykkelige; spurgte Eu¬
men meget fortrydelig. Det er svarede Nais et Exempel
paa Ærekierhed, Vanlykke og Troeskab, han har opofret
alting for min Skyld, imodstaaet de prægtigste Tilbud og
stærkeste Trudsler af en rig og mægtig Medbeylerske, som
elskede og nu forfølger ham. Jntet har kundet rive ham
fra mig og intet skal kunde skille mig fra ham. Just da
hun sagde disse Ord, kom han frem iblandt Skaren, og nær¬
mede sig til Kongen med en noble men bedrøvet Mine ey
for at anraabe hans Ædelmodighed, raadede Nais at ta¬
ge imod den Rang hendes Skiønhed fortiente, jeg har ey
andet, sagde han, end Kierlighed at byde Eder, den skal
maaskee ey altid synes værdig at foredrages en Krone, maa¬
skee De siden vil fortryde paa, at De ey har skiønnet paa at
tage imod Hans Majestæts tilbudte Kierlighed. Denne
Tvivl syntes at fordoble Nais Bedrøvelse. Eumen blev
selv bevæget derover. Elsker sagde han, hverandre jeg vil
ey forstyrre eders Kierlighed, jeg vil endog oprette Lykkens
Ubillighed, og giøre Eder, sagde han til den unge Person,
til Stadtholder over een af mine længst fraliggende Pro¬
vintzer, jeg tillader Eder at gifte Eder i Dag med Nais, og
at tage hende med Eder. Alt Folket udbrød i Glædeskrig
og Beundring over denne uegennyttige Ædelmodighed.
Enmen fandt derover en hemmelig Fornøyelse, og opret¬
tede derved det Offer som han maatte giøre af sig selv, dog
havde han ey Mod nok til at giøre nye Forsøg, saa at for
denne Gang blev Doctorernes Anordning ey opfyldt.
Eumen vilde vide om han var rigere paa Tronen end
i sin private Stand. Han eftersaae sit Skatkammer og fandt
det tomt, han undersøgte Statens Gield, som syntes ham
umaadelig. En Guldmager giorde ham det Forslag, at
forandre Papirus=Bladet til Guld eller i det mindste at
komm det til at synes saa. Tilbudet fandt Biefald og lyk¬
ledes. Enhver vilde da profitere af dette Vunderverk.
Moden blandede sig deri, det blev ey tilladt at have andre Rig¬
domme, eller rettere man havde alt med det papiriske Blad.
Overflødighed regierede nu allevegne, mangen en, som
tilforn havde kiørt med andres Arbeyds=Vogne, lod sig nu,
da Turen kom til ham, skiøre i sin forgyildte Charose, man
manglede intet ved hielp af disse lykkelige Blade. Ære,
Værdighed, Embede, Kiereste, Anseelse, Dyden selv. De
forskaffede alt, de havde den samme Credit, og samme
Magt, som Guldet.
Eumen som i Førstningen havde biefaldet Bedrage¬
riet, fortrød paa at see det gaae forvidt, han vilde redde
sin Stat og ikke ødelegge den, han nedsatte derfor Bla¬
dene til deres første Værdie.
Hvad er herved at giøre, sagde han, jeg søgte ikkun
deres beste, som nu laster mig, jeg tænkte ved en liden
Misbrug at forebygge et større Onde, jeg har taget de
beste Precautioner, for derved at udvirke og tilveyebringe
et stort Gode, er jeg da ansvarlig for Udfaldet. Det var
den første Fortredelighed, vor nye Monark maatte udstaae.
Det var ey alt han havde forøget Belønningerne for
Statens Forsvarere; men der var langt flere, der søgte at
faae Belønninger end han havde Belønninger at bortgive,
en eneste paastod mere, end der kunde falde i manges Lod.
Eumen giorde dem misfornøyede, som han gav, og
næsten ligesaa mange, som han ey gav noget. Det sam¬
me hendtes ham med Skribenterne. De sletteste vare de
arbeidsomste og best belønnede og ivrigste i at beklage sig at
de ey fik nok. De beste holdt dem hos sig selv og taugde stille,
de havde ey faaet noget, beklagede sig ey heller over at andre
var kommet dem i Forveyen. Det er da sandt, sagde Eu¬
men, at med den beste Hensigt kan en Konge synes at være
uretfærdig.
Han anvendte næsten al sin Tid paa Forretninger,
allene tolvte Parten deraf paa at skye Mennesken, det var
en af hans største Fornøyelse siden han kom paa Thronen.
En anden som han endnu tillod sig, var at han ubekiendt
som en simpel Borger indfandt sig i nogle offentlige For¬
samlinger. Han kom helst paa de Steder, hvor man kom
sammen, uden at kiende hverandre, hvor man disputerede
meere for at bryde hverandre end for at sige noget, hvor
man talede uden at blive hørt og uden selv at ville høre.
En af de ældste, men tillige værstsindede iblandt Forsam¬
lingen, blev strax den Person, hans Nysgierrighed faldt paa
det kostede ham ey meget at komme i Snak med ham, saa¬
som han talede meget, og var saa meget desto villigere
dertil, da han talede ilde om andre og vel om sig selv.
Jeg er, sagde denne til den forklædte Monark, jeg
er en gammel Soldat, jeg commandrrede for tredive Aar siden
en Bataillion, som til all ulykke ey fik Fienden at see, det
var den største hazard i Verden, og min Reputation bør
ey miste noget derved. Jeg havde slaget tilveds med en an¬
den, at den General som commanderede vores Armee skul¬
de blive slaget. Jeg var selv beordret at ligge med mine
Underhavende i en Grændse=Festning, som uden Tvivl skulde
blevet beleyret. Beundre den Ulykke, som rammede mig.
Vores General erholdt imod alle Regler en fuldkommen
Seyr. Jeg mærkede midt i min Festning meer end halv¬
fierfindstyve Feyl, som burde have gjort at han skulde ha¬
ve blevet slaget. Men er det min Skyld, sagde han videre,
