at Lykken ofte seconderer Forvovenhed? Hvad skeedte?
Denne i høyeste Grad uforsigtige General hastede at faae
Fred, og jeg blev afdanket, men det som Eftertiden ey
skal troe, og det som jeg igientager hvergang og hver Dag
i tredive Aar, uden Belønning - Han blev endnu ved
at snakke og fremførte en Deel Talemaader, som ey ret vel
anstod Eumen. De nødte ham til at forlade denne for¬
tredelige Spilfegter; for at tale med en anden.
Denne trak Eumen til en Side og lod ham see et
Project, som skulde vendt op og need paa heele Asia og Eu¬
ropa. Skulde J vel troe, sagde han til ham, at i ti sam¬
fulde Aar har jeg indgivet meer en tredive Memorialer,
endnu stærkere end denne. Jeg arbeyder allene paa at ud¬
finde Midler og Veye at berige Monarken, og dog alli¬
gevel - O Uretfærdighed! jeg finder mig selv ruineret
uden nogen Redning.
Ey hvad sagde Eumen hos sig selv, alle disse unyt¬
tige og farlige Hoveder, kan de vel paastaae nogen Beløn¬
ning, og dersom de kan, hvor mange Klager seer jeg ey forud at
jeg vil faae, og hvor ubillig skulde det ey væresat fornøye dem.
Strax derpaa kom en Mand, som for en maadelig
Fortieneste havde faaet en honet Belønning, han imodtog
med en fortrydelig Mine, de Complimenter som man gior¬
de ham derover, og strax derpaa besværgede han sig ligesaa
høyligen som de andre.
Eumen gik fortrydelig bort over det han her havde
seet og hørt, han indfandt sig i andre saavel smaae som store
Forsamlinger, men han saae og hørte der næsten det selv
samme. Nesten overalt knurrede de som ey havde faaet
noget af ham, og de, som han havde beviist en Velgierning
efter den anden, viste sig koldsindige og holdt sig taugse. Eu¬
men mærkede endelig at Kongerne har den Skjebne, oftere
at giøre utaknemmelige end selv at være det.
Hans Krone syntes Dag fra Dag at blive tyngere,
han lignede sin Skjebne med en Slaves, der staaer i Bolt og
Lænker øverst oppe paa en steyl og brat Klippe og seer an¬
dre Slaver i samme Tilstand neden for hans Fødder.
Endelig fattede han det Forsæt at frasige sig Regie¬
ringen, og lod det bekiendtgiøre for Folket. Hvilken Be¬
styrtning for Eumen, med et at see Folket overalt nedsla¬
gen og som forsagt, de som han havde forekommet med
Velgierninger, værdigede endnu at erindre sig dem, og de
som han ey havde beviist nogen fortrød paa dem, som de
ventede at han skulde vise imod dem.
Alle disse Kiendetegn paa Folkets Hengivenhed forfør¬
te ham til at beholde Scepteret, men han fornam strax
paa nye intet andet en Koldsindighed og Mumlen.
Det skal da blive Alvor sagde Eumen. Jeg afstaaer
den bedrøvelige Fordeel at være misundet uden at være lyk¬
kelig. En Rang næst efter den jeg har, lover mig mere Rø¬
lighed, og en Ære der er tilstrækkelig nok at fyldestgiøre min
Ærgierrighed. O Jupiter see det andet af mine Ønsker.
Andet Capitel.
Eumen vilde have til sin Efterfølger, en som mere
skulde synes end virkelig være Souverain, han kastede sine
Øyne paa en Hofmand, som han sielden havde seet, naak
han stod op om Morgenen, - - - enhver troede at han ud¬
valgte en Philosoph, men Eumen vidste at denne Skin¬
Philosophie var ey andet en virkelig Magelighed.
Den nye Konge udvalgte gierne til sin Premier Mini¬
ster, den som havde giort ham til sin Herre, han blev hver¬
ken mere actif eller paapassende, han sov længe, han spiste
brav, talte lidt og tænkte mindre. Han lod sig give uden
næsten at tænke derpaa, Raad, Lovtaler og en Gemahl.
Eumen paa sin Side var endnu mere actif end da
han var paa Thronen. Han reformeerte de gamle Misbrug,
og indførte nye, han indlod sig i de ringeste Forretninget
og havde altid store Ting til Øyemeed, han lod see i en
meget delicat Omstændighed en overmaade stor Forstand.
Den unge Egle anholdt om en Naade for hendes
Mand, han var den gandske lidet værd, men Egle var saa
indtagende en Skiønhed, at hun ey burde begiere noget for¬
gieves, Ministeren havde allerede overlagt hvad han skulde
giøre. Denne Post er allerede for i Veyen lovet til Cin¬
thee, (det var den eneste som i Smukhed kunde giøre Egle
Fortrinnet stridig) til Cinthee raabte hun, jeg skal aldrig lade
mig trøste, dersom hun erholder det som hun søger. Ach!
for Guds Skyld afslaae Cinthee den, om jeg saa aldrig
selv skal faae noget.
Det var det som Eumen ventede, han betænkte sig
ikkun saa længe som han behøvede, for at give hans Com¬
plisanee desto større Anseelse. Han lovede at Cinthee ey
skulde erholde den, saavidt det stod til ham. Strax der¬
paa forlod Egle ham langt meere fornøyet og triumpheren¬
de end om det anseeligste Embede havde blevet givet hen¬
des Mand.
En anden Forlegenhed for Eumen. Cinthee ind¬
fandt sig ogsaa og andholdt om samme Embede, og det
mere indstændig og trængende end Egle, da hun soliciter¬
te for hendes tilkommende Kiereste. De kommer forsildig
sagde Eumen til hende, med en Mine, som lod som det
giorde ham ondt. Egle har nylig erholdet det som de kun¬
de være forvisset om at faae, dersom de var kommet lidt før.
Det var et Tordenslag for Cinthee, hun tænkte ey meer paa
hendes Frieres Forfremmelse, hun saae ey andet end Egles
Triumph og den Skam hun skulde have ved at vige hende.
Hvad, sagde hun, Egle skal foredrages mig og Hoffet skal
være Vidne dertil? Ach! lad Egle ey faae noget og lad al¬
ting blive mig nægtet. Eumen havde ey ondt ved at be¬
vilge hende hendes Forlangende. Han faldt selv i Forun¬
dring over, hvor let han havde fornøyet tvende Rivaler og
holdt sig fra den Tid af for en stor Stats=Mand. Den
omsøgte Plads blev ledig. Ministeren gav den til en vis
Militair Person, som havde ingen andre Recommenda¬
tioner end hans egne Meriter, og troede ey engang at bur¬
de søge derom.
En saa fornuftig Opførsel og ligesaa lykkelige Udfald
vedligeholdt lang Tid Rolighed iblandt Folket og Mini¬
sterens Gemyt var fornøyet med sig selv.
