Det gik dog her, som det gaaer alletider og alle Veg¬
ne, skumen blev kied af sin Plads og man blev kied af at
have ham i den. Fra den Tid af skyndte han sig at giøre
det tredie Ønske, og det var at commandere en talrig Armee.
Tredie Capitel.
Det var Skik blandt denne Nation ved Lodkastning
at udvælge sig en General, saavel som endeel andre høye
Embedsmænd. Man kan let tænke, at Lodet faldt paa Eu¬
men. Han fandt en hemmelig Glæde over at see den fryg¬
teligste Deel af Nationen maatte adlyde hans mindste Vink.
Denne Post syntes ham tusinde Gange fordeelagtigere
og angenemmere end selv at være Konge, da han var nødt
til at plage sig med en utallig Mængde stridige Bekymrin¬
ger. Det Eumen nu meest bekymrede sig om, var at hans
Underhavende ey skulde giøre andre ondt end Fienden, og
ey skulde ødelægge deres Bundtsforvandte, som de skulde
forsvare: Ey heller kunde han fordrage at de som havde
erhvervet sig Ret til at forsyne Armeen med Levnets Mid¬
ler, skulde betiene sig deraf til at udsulte den. Han var
endnu mere paapassende med at rose det gode nogen gior¬
de, end at straffe smaa Feyl, han gav dem, som havde
været ulykkelige, Andleedning til at see oprettet deres Van¬
held. Han giorde endelig hvad han burde giøre for ey at
have nogen at takke for noget undtagen Skiebnen.
Han høstede af hans gode Indretning stor Fremgang;
han overvandt Fienden i adskillige Trefninger, indtog hans
Byer, og skaffede hans Tiders Skialdrer nok at bestille,
han saae sit Navn besynget i ti Heltedigte, tive, Oder og
tredsindstive Arier, i Førstningen blev han derover meget
indtaget, vendte sig dertil og blev snart kied deraf. Det
gik for Resten med Eumen, som det gaaer med andre
store Mænd, den lykkelige Fremgang giorde ham efterladen.
Han blev angrebet og overfalden om Natten af Fienden,
som han saa ofte havde overvundet; han oprettede alt ved
hans uforsagte Mød, og nye Seyer=Vindinger. Dog
kunde han ey faae igien nogle af hans nødvendigste Klæder,
som Fienden havde bemægtiget sig. Eumen tænkte ey paa
denne Tildragelse, og kom i Hovedstaden for at nyde den
tilbørlige Ære. Men hvor bestyrset blev han ey ved at høre, at
næsten alle sang satiriske Vers over den sidste latterlige Til¬
dragelse. Han haabede i det mindste at høre nogle af de
Heltedigter, Oder eller Arier, som havde været giorde til
hans Berømmelse, men han tog Feyl ingen havde læst dem
og heele Nationen sang Gadeviser.
Hvad er dog min Ære sagde han, Dersom et latter¬
ligt Tilfælde kan forekomme dem til at forglemme alle mi¬
ne Heltemæssige Gietninger. Gade Viserne skurrede ham
saa ofte i Ørene at de forstyrrede hans Gemyts Rolighed.
Der er da intet andet for, sagde han jeg forlader denne
skinnende men tornefulde og utaknemmelige Løbebane. Der
er Freds=Veye for at komme til Lykken. Eumen ønskede
at blive Saturns Ypperste=Præst.
Fieroe Capitel.
Dette Fierde Ønske blev bønhørt, som de andre, den
Ypperste=Præst døde af et Slag og Eumen kom i hans
Sted, man giorde endnu Satyrer over denne Forvandling, og
forglemte det som gav Andledningen dertil. Han var i Først¬
ningen meget vel fornøyet med den Respeet hans nye Em¬
bede forskaffede ham. Monarken selv var ey frie for at han
jo saavelsom de andre maatte beviise ham sin Ærbødighed,
og det var den Eumen imodtog med Hiertens Fornøyelse.
For Resten indskrænkede han sin Ærgierrighed herved, og
fandt Bonetten mageligere og roligere end Port epeen og
Kronen.
Det hendte sig at en af hans underhavende Præster
ragte ham den hellige Kniv med den venstre Haand, man
raabte strax Kietter, Kietter, Præsten stød forvirred over
denne hans Feyltagelse, man fordoblede Skriget og strax
derpaa undsaae han sig ey meere. Han giorde endog en
Bog for at forsvare sin Mening, han angreb sterk den
høyre Haands Fortrin for den Venstre. Ærværdige Per¬
soner forsvarede den og man saae - - - - Her mangle¬
de noget i den græske Haandskrift.
Den Fredsommelige Eumen blev træt af at dømme
i disse Stridigheder, og fortrød paa at han skulde være som
Formand deri. Fra den Tid af syntes enhver Stand ham
bedre end som hans egen, han blev ey heller længe i den¬
ne Forvirring, han nedlagde sit Embede, uden vel at vide
endnu hvad han vilde være.
Femte Capital.
Man sagde at en Mand, som havde saavel dømt sig
selv burde præsidere i Raadet, og Folkets almindelige Valg
bestemte Eumens femte Ønske. Han blev udvalgt med
almindelig Biefald. Naturen havde begavet ham med et
oprigtig Hierte, der elskede Orden og billighed. Han
ønskede sig selv til Lykke med at være i Stand til at under¬
trykte et Partie af dem, som manglede disse Egenskaber,
at kunde forskaffe de Faderløse, som vare undertrykkede el¬
ler bedragne deres Fæderne Arv, at kunde hielpe visse stak¬
kels Mænd, der ofte havde faaet Stryg til, til deres Koner
igien, og de fattige der boede i Naboeskabet af en Rig eller
og en Embedsmand til deres Viingaard og Hauge. Han
havde for Resten al den sunde Smag som er fornøden for at
see den sande Ret igiennem en Mængde Anordninger, som
omringer den. Al det Mod som behøvedes til at igiennem¬
læse tre eller fire Tusinde Toner af Forordninger og vedta¬
gen Sædvaner som imodsagde hinanden, og henimod ti tu¬
sinde Commentarier, som forvirrede dem. Han troede sig
endelig utilgiengelig for de Stores Recommendationer, og
de smukke Sagsøgerskes Taarer. Der behøves ofte mindre
for at synes en stor Magistrat.
Eumen giorde endog meere, han indstevnede for sin
Domstoel alle forskiellige Rettens=Betiente, han vilde være
underrettet af dem selv om deres Opførsel, forbeholden¬
de sig at troe eller tvivle om deres Foredragende efter Om¬
stændighederne. En Advocat talede først og talede lang
Tid, langt om længe holdt han dog op, uden at Eumen
havde beholdt noget af alt det han havde sagt. Hvad er
deres Jndkomster, spurgte han Juristen. Det er svare¬
de den sidste de Bogstaver, som jeg udtaler der dømmer
