derom, og J seer at jeg ey er ødsel, jeg er den korteste og
tydeligste af alle vores Oratores, man kan ey miste noget
af alt det som jeg siger, og jeg siger de meeste Ting, som
er muelig i Sagernes procedure.
Han forhørte derpaa en vis Procurator som ti Aar
havde været nok at samle tusinde Talenter. Min sædvan¬
lige Omsorg er at forsvare Enker og Faderløse og at forhin¬
dre at deres Midler ey skal falde i visse Hænder. - - - -
Man siger dog, faldt Dommeren ham ind i hans tale, at
de sielden kommer af Eders.
Jeg er i det bøyeste ikkun Huusholdere derover svarede
Procuratoren, jeg meddeeler Eyerne overflødig deraf, skiønt
jeg lader dem gielde som mine egne. Eumen blev vaer bag
ved den som han tilspurdte et ungt Menneske som syntes at
staae under hans befaling, han kiendte ham igien at det
var en Søn af en af de rigeste Mænd i Staden. Hvad
seer jeg sagde Enmen til ham J er Tiener og det hos saa¬
dan en Herre. Ach svarede dette unge Menneske, jeg er
en af de Faderløse, som han haver forsvaret, og hvis Mid¬
ler han forvalter.
Eumen fik at vide at denne Lovdanne Huusholder,
havde en Datter, som var smuk nok til at komme den som
ægtede hende til at forglemme den Uret, som var vederfa¬
ret hans Fader. Han paastoed at Procuratoren skulde ta¬
ge til Sviger Søn: den som han torde tractere som Sla¬
ve. Han undslog sig derfor. Men Eumen truede ham med
at udstryge de trefierdendeel af heele Summen paa hans Reg¬
ninger paa Omkostningerne, og at medhandle ham som de
Partier, som han havde mindst maltraiteret, paastod, denne
Trudsel giorde ham mere føyelig.
Eumen fortsadte sine Undersøgelser, han forhørte de
øvrige Betientere, som excellerede i at føre Folk i Fortred,
uden at de var skyldig i noget. De Dommere, som vidste
at dreye Loven for at favorisere Parterne, og de Skrivere,
der havde lærdt ret at beskiere Papiiret og at giøre smukke
lange Træk. Med et Ord alle selvraadige Tropper af den
talrige Hær for hvilken han var Anfører.
Disse Tropper, som gemeenlig alle af det Slags, var
endnu værre til at trække til sig og udsue Folket end en fiendt¬
lig Armee.
Eumen foresadte sig at indføre iblandt dem end bedre
Disciplin, han tog de beste præcautioner hertil, men reu¬
seerte ikke, og vandt ey andet derved, end at han fik man¬
ge Fiender paa Halsen. Himlen skee Tak sagde han jeg
skal i det mindste lære at kiende dem iblandt disse Folk som
fortiener min Fortrolighed og Høyagtelse.
Han lod bekiendtgiøre at han vilde nedlegge sit Em¬
bede, og vilde dømme om de retsindiges Tall af de bedrø¬
vede Ansigter, men han saae ingen, alle vare vel fornøyede;
man sagde reent ud, at Eumen skulde være en yppperlig
Collega i Minos og Rodomanthes Rige, men her i Ver¬
den var han ey skikket til at beklæde Domstoelen.
Han blev hidsigen solliciteret af to Sagsøgersker af en
meget stridig Alder, Stand, Skabning og Vilkaar. Den
ene var en Enke paa tredsindstive Aar og havde været grim
siden hun var femten Aar gammel. Den anden var endnu
en Myndling, var ikkun atten Aar, og lod til at blive Skiøn¬
heden selv endog i hendes halvtredsindstyvende Aar.
Eumen beundrede hende, elskede hende og ønskede at
hun maatte have Ret; men til al Ulykke havde hun Uret.
Eumen sukkede, dømte hende imod, ruinerede og beklage¬
de hende. Jeg har, sagde han til hende, ikkun et eneste
Middel til at oprette denne Ulykke og jeg tilbyder eder det,
Værdige at deele min Kierlighed og min Lykke, den ene
saavel som den anden skal erstatte det Tab, som de nu gior¬
de. Den unge Sagsøgerske imodtog Tilbudet og pardoner¬
te ey Eumen. Hvad, sagde hun med en lav Stemme og
hvert Øyeblik, en gammel tandløs Kierling skal formage
mere end jeg? hvilken Dommer, O! hvor jeg haaber at
straffe ham tilstrækkelig derfor. - - - - Hun havde den
Fornøyelse at see denne strænge Dommer at blive meer
og meer forliebt, og at skynde paa det Øyeblik der
skulde giøre ham lykkelig. Hun havde strax derpaa en stør¬
re Fornøyelse, det var at see en halvfiersindstive Aars gam¬
mel Beilere der endnu var mere vanskabt end som affeldig,
at tilbyde hende sin Opvartning. Han er charmant sagde
hun og just skabt for at hevne mig, hun modtøg ham paa
det høfligste, og han besøgte hende saa fl ttig at Eumen
blev det var og besværgede sig derover, det var just det som
man ønskede. Beklag Eder ey herover, sagde den unge
Skiønhed, jeg giør ey andet end at træde i Eders Fodspor.
De veed at Ungdommens Skiønhed ey altid har fortrinet
for Alderdommens Affældighed. Fornøye Dem med, at
De i Deres Dom kan ruinere de Unge, og lad mig den
Fornøyelse at trøste de gamle. Eumen gik skamfuld og
bedrøved bort. Han beklæde endnu nogen Tid sit Dom¬
mer Sæde, stødte mange af de Store for Hovedet, hvilke
han dømte imod ligesom det havde været den gemeene Al¬
mue, ophidsede mange af de Smukke imod sig, og blev
endelig kied af sine Dømmer=Forretninger, ligesom han
var bleven af de andre. Lyksalig sagde han er den, som
er fri for den Bekymring, at regiere, anføre, opbygge og
dømme Mennesken, og indskrænker sine Ønsker til Over¬
flødighed og Rolighed jeg vil da være intet og være Rig.
Siette Capitel.
Neppe havde Eumen gjort dette siette Ønske, førend
han havde Croesi Rigdom, det var den korteste Maade
at blive rig paa uden at sætte Folket i Beundring derover.
Eumen holdt for at han burde føre sig op som hans nye
Stand udfordrede, det er at sige at holde et bedre Bord,
have et prægtigere Pallais, Tienere og Vogn, end da han var
Premier=Minister, og Præst. Han feilede en Maitresse
og strax derpaa feilede han intet. Jeg har allerede sagt
at Eumen var ung og velskabt, han syntes at behage Thais
(saa hed hans Huus=Jomfrue) og Thai behagede ham,
han sparede ey heller noget, hvorved han kunde indtage hen¬
de, han giorde hende Festin og den ene Foræring prægti¬
gere end den anden. Eumen var i sine egne Tanker lyk¬
kelig, og det lige indtil det Øyeblik, da Thais giorde sig
usynlig og derved lukkede Øynene op paa ham.
