hed, men frygtede endnu meere for ham. Det Begreeb
som man havde om hans alt for store Jndsigt, standsede
end og hans Fremgang i en ung Enkes Hierte, som havde
allerede faaet megen Jndpas i hans. Det var en brunette
lige saa levende i hendes Passioner, som munter i hendes
Omgang. En Opvarter, som hun endnu holdt til med,
og som hun maaskee snart skulde have givet Kurven, var en
hemmelig Forhindring for Eumens Lykke. Han syntes at
have faaet nys om denne Hemmelighed, af nogle Ord som
han lod falde og førdte derhos et Forhold, som var mere
overeensstemmende med hans personlige Fordeel, end med
Damens Tilbøyelighed, og da hun ansaae ham for en Per¬
son der havde guddommelige Aabenbaringer, saa kom den¬
ne Tanke hende til at skielve baade for nærværende og tilkom¬
mende Tid. Hun vilde hverken have Doktor eller Mand,
som hun ey kunde bedrage.
Den forliebte Doctor der var afskeediget af den
unge Enke blev imodtaget af en gammel, der vel var
i hendes beste Alder siden hun var ikkun 60 Aar
gammel, men troede sig syg, efterdi hendes Coleur var
ey saa frisk som den pleyede. Eumen bekiendte for hende
at han havde ingen Recept imod dette Slags Svagheder.
Hun paastoed at han i det mindste burde have for de Dun¬
ster som hun gav for at der plagede hende. En anden Til¬
staaelse paa Dokterens Afmagt, men man kunde ey tilgive
ham at han var udygtig i saa mange Ting. Damen var
hevngierrig og mægtig, hun holdt aaben Bord og havde
efter hendes befaling mange Snylte Gieste, som Mun¬
den stod aldrig paa og fandt Fornøyelse i at tale ilde om an¬
dre. Docteren blev ikke sparet -- - - han fik endog at
vide, at den Dunstplagede Enke ey fornøyede sig med at giøre
ham latterlig uden tilligemed at haabe at giøre, at han skulde
synes strafværdig. Han frygtede ey for at blive det, og endnu
mindre nogensinde at blive lykkelig under Esculapii Kiortel.
Jmidlertid havde han ikkun tilbage et eneste Ønske og
hans Skjebne hang deraf. Han tog sig for at spørge Folk af
alle Stænder, som han ey selv havde kundet gaaet igiennem.
Tiende Capitel.
Han kom just til at gaae ved Siden af en Mand, der
ansaae ham med et Slags Foragt. See uden Tvivl et lyk¬
keligt Menneske, thi han lader til at have høye Tanker om
sig selv og foragter andre. Han fulgte ham ind i en of¬
fentlig Have. Rygtet om en Seyer forsamlede nogle Hobe
Tidende Kræmmere. Eumen tog deraf Anledning, for
at give sig i Snak med ham, som han vilde kiende bedre.
Ey hvad kommer mig dette Slags Tilfælde ved, sagde den sid¬
ste, i Dag Seyervinder, i Morgen slaget, for at være snart
det ene, snart det andet, bør man hverken fornøye sig eller
bedrøve sig derover, det er allene Lykke=Spil, og saadant
har det sig med alle Tilfælde i Livet, de hverken nedslaaer
ey heller opblæser undtagen skrøbelige Siele. Jeg seer, sva¬
rede Eumen, at jeg har den Ære at tale med en Discipel
af den store Zenon? Eders Siel er utilgiengelig for For¬
tred og Sorg, døm derom af den korte Fortæling som de
nu skal faae at høre. Jeg havde til Hove en af de for¬
deelagtigste og brillanteste Betieninger. De Store ventede
i mit Forgemal og de Smaae kaldede mig Naadige og
Høybaarne Herre. Jeg behøvede ikkun for at maintinere
mig i denne Post, at meddeele en Deel af denne Ære til
Chesen for Gildingerne, jeg kunde ey overtale mig dertil, og
blev afsat, forviist og bagtalt.
Det er virkelige Ulykker sagde Eumen. Aldeles ikke
svarede Philosophen, de ere og skal altid være Bagateller.
Jeg tog bort for at drage i Landflygtighed, og betroede en
Ven Omsorg for mine Sager og en Deel af mine Midler.
Han var for Spil, Gasterering og Fruentimmer, inden kort
Tid forødde han hvad jeg havde nedlagt hos ham, og skrev
mig til at hvis jeg ey sendte ham en vis Summa til at
betale en Gield med, han havde giort i Spil, saa gialt det
hans Honeur. Jeg efterkom hans Begiering og har aldrig
anmodet ham om noget. Hvilken Ædelmodighed sagde
Eumen; men tilstaae dog at dette Tab bedrøver Eder.
Bagateller blev Stoiken ved at sige, jeg havde en Søn,
som fra hans attende Aar af havde giort Hovedet forrykt paa
tive Jndgetogne, og indtaget lige saa mange Coqvetter, han
kunde i Smukhed sættes i Ligning med Adonis, havde sam¬
me Begierlighed som han for Jagten, og var lige saa uheldig.
En Piil afskudt af en Hændelse eller med Forsæt, stak det ene
Øye ud paa ham, han mistede en Deel af hans Yndighed og
alle sine Erobringer. See her sagde Eumen, et fortredelig
Tilfælde, og som uden Tvivl lærte eder at kiende hvad Sorg
er. Bagateller svarede endnu Zenons Discipel, min Søn
vandt meget ved dette Tab, han blev ufølelig for alle andre,
og utilgiengelig for Ærgierrighed. Endelig, jeg havde en
ung og smuk Kone, til hvilken alt for mange sagde, og som
alt for gierne gad hørt det sige, at hun var smuk. Vores
Forviisning passede sig lidet med hendes Humeur, hun mod¬
tog, hun fandt Behag i Opvartningen af en Sluppert, som
ey engang var værd at være Tiener hos en Philosoph, jeg blev
det vaer. Ach denne Gang raabte Eumen, dette var en
Klippe, hvorpaa Philosophien led Skibbrud. - -- Baga¬
telle igientog den fierde Gang Stoiken. En Kone som løber
gal, giør ey andet end at følge sine naturlige Tilbøyeligheder,
og er det for et saa skrøbeligt Dyr, at vi skulde lade vor Stand¬
haftighed vakle. Han var i fær med at frembringe en Hoben
stoiske Argumenter, da en Epikureer kom og tiltalte ham leen¬
de: Jeg vil, sagde han til ham, komme dig til, at løbe af dit
eget Skind, om du end var Zenon selv: jeg kommer hiemme fra
dit, hvor efter min Sædvane jeg har været for at arbeyde paa
din Fuldkommenhed, jeg gaaer ind uden at blive seet, og uden
at see nogen, jeg gaaer lige ind til Haugen, hvor jeg blev vaer
Zirphe din unge Slavinde, hun flyede gandske sagte for din
Muuleseldriver. Hun er smuk din unge Slavinde, hun er
falden paa et af dine Tulipan=Beed.--- Paa Tulipaner¬
ne raabte Zenons Discipel. - - - Ach hvor ulyksalig er jeg
dog ikke, ach det Skielmspak det er, burde J ikke have re¬
specteret bedre mine Tulipaner. Det er den første Fortred,
som jeg har følet i Verden. Ven jeg forlader dig, jeg maae
løbe og see til, at de ey skal tramse mig det andet Tulipan¬
(Resten følger.)
Beed ned.
