1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 24
Resten af Historien om Elmen.
Overflødigheds Hornet.
(oversat af Græsk.)
Elevte Capital.
E¬
umen blev allene med Epikureren, med hvilken det ey var
ham vanskeligt at komme i Snak, da de ere snaksom af
dem selv. Jeg maae falde i Forundring over disse
indbildte Philosopher, sagde den sidste, de tvinger Naturen i
alle dens Tilbøyeligheder, de ere ufølelige for den største
Ulykke, men lad der komme et Øyeblik, hvor denne forstilte
Standhaftighed forlader dem, saa kan en Bagatelle giøre
dem forvirrede og Støiken begræder sine Tulipaner. Hvad
mig angaaer, blev han ved at sige, mit Systeme er ey at
tvinge mig i noget, jeg tilstaaer Naturen alt hvad den for
langer af mig og jeg er saa lykkelig at den foruleyliger mig
ofte. Jeg har meer end een Huus=Jomfrue og en stor Hol
Venner, lad den ene eller den anden bedrage mig, det kan
vel være, men jeg vil ey vide det, i øvrigt trøster jeg mig
derover ved at hevne mig. Det ene eller det andet brin¬
ger mig ey formeget ud af mit Sinds Stilling. Paa der
Maade, saa er de lykkelig sagde Eumen, den Plan a
Livet forkynder det. Lykkelig saa meget som de behager,
sagde Epikureren, men jeg holder Lykken for en Jndbildning.
Jeg er lykkelig saa længe jeg ey er kied af noget, og jeg til¬
staaer at uagtet alle mine Præcautioner, bliver jeg ofte
kied saavel af det ene som af det andet. Da han sagde
disse Ord, kom een af hans Venner omfavner ham og fore¬
slaaer en Soupe hos et Fruentimmer, som var dødelig for¬
liebt i ham uden at kiende ham, Epikureren tog imod det
te Forslag, men sagde han, tillad, mig at bringe derhen en
af mine Venner som snart skal blive en af Eders, det var
om Eumen han talede, og den anden Ven syntes høyst for¬
nøyet over dette Forslag. Eumen blev mere bestyrset over
end fristet til at tage Deel i denne Artighed. Han søgte
den Lykke han kunde nyde uden Støy og Allarm, og fandt
ikkun Behag i de Selskaber, hvor han kunde lære noget.
Tolvte Capitel.
Man sagde at en vis Eremit havde slaget sin Boepæl
midt i Ørken og det var nok for at drage Eumen derhen.
Han fandt Ensideren i fær med at tillave sig nogle Røder.
Hans Bolig var en Grotte, som maaskee nogle Vellystige
havde udhulet og beboet i den gyldne Alder. Man var
der i Sikkerhed for Uveyr endog for Løvers og Biørnes
Anfald. Enmen efter hans Maade tilspurte strax Eremi¬
ten. J see, sagde denne, at jeg har i min Udørken, hverken
Hyklere som spiller Giæk med mig, ey heller Kone som ha¬
der, ey heller Huus=Jomfruer som bedrager mig, ey heller
Tienere som udraaber mig, ey heller Penge som giør mig
bekymret, ey heller prægtige Klæder, som skal forklæde
mig, ey heller Viin hvoraf jeg skal blive fuld - -- Jeg
seer vel, faldt Eumen ham ind at J mangler alle disse Ting,
men vær saa artig og fornøye min Nysgierrighed; er J
lykkelig? Hvor jeg beklager Hof Folk, fortsatte Eenside¬
ren, der uden Ophold ere plagede med ætgierrige Projec¬
ter og nedrige Kneeb, de henbringer deres Liv med at haa¬
be, at frygte, at bykle for at faae et mildt Øyekast, og mis¬
under den som faaer det -- -. Er man meer viis i Byen,
ney det er næsten overalt intet andet end Bedragerie og
Stolthed hos Adelskabet, Stolt, Barnagtighed hos Ma¬
gistrats=Personer, Stouthed og Egennytte hos Regnskabs
Betiente. Latterlige Grimacer hos Borgeskabet. Dum¬
hed og Skryderie hos de Lærde. Selvraadighed og Skiel¬
merier hos den gemeene Almue. Hovmod hos Alderdom¬
men. Træskhed i den mandelige Alder. Taabelighed i
Ungdommen. Endelig Daarlighed i alle Aldere og Stæn¬
der. J at sige disse Ord vendte denne Gudfrygtige Helgen
sig imod en af Jupiters Statner, ligesom for at giøre ham
et Offer af kierlighedsfulde Discourser.
Eumen begyndte paa nye og altid med samme Spørs¬
maal: Er De lykkelig? Eremiten, svarede endnu ikke.
See, sagde han til Eumen, det klare Vand falde ned af
denne Klippe, er velsmagende og kan ey forvirre Forstanden,
disse Røder, disse Vilde=Frugter vare de første Menneskers
Føde, disse Blade som udgiør min Seng er en Lægedom
imod Kiælenhed, Lyden af dette Vanfald, Surren af denne
Bæk overgaaer Musiken i visse Opera.
Disse bagvendte Svar gjorde Eumen utaalmodig,
og var færdig at gaae sin Vey, da en Soldat kom at be¬
de om Huus hos Eremiten, han var gaaet vild af Veyen,
og lød sig forstaae med at han nok saa høyt trængte til no¬
get at spise som til Rolighed. Vær velkommen sagde Een¬
sideren, i at meddeele ham ædelmodigen af sine Røder, Frug¬
ter og Vandet af sit Vandspring. Soldaten uden at rose
Retterne betiente sig tilfulde deraf, og Elmen var fortry¬
delig over at han ey kunde giøre dette Maaltid bedre. Men
i Forhaabning at han dog kunde fornøye Giesten forsømte
han ey at spørge ham som de andre. Tilstaae, sagde han,
at Æren koster meget at indlegge sig, og den som den koster
meget faaer den ey altid, hvor megen Møye og Fortrede¬
lighed trækker ey Soldaterstanden med sig? Hvorledes svare¬
de Soldaten, jeg kiender ingen bedre Stand. Jeg tilstaaer
at man ofte bliver slagen af Fienden, omendskiønt man er
tapper, pryglet af en Sergiant omendskiønt man er klog,
sultet af en Proviantsforvalter omendskiønt de ere velbetalte,
