men i en Stad, naar vi skal indtage den med Storm og den
talder i vore Hænder, der er Penge, Ædelsteene, Piger, Koner
og intet os for got, og sntet mangler os Jeg har intet af alt det¬
te sagde Eensideren, og lyst til Krigsstanden indt og ham ufor¬
mærkt han brændte allerede af Længsel efter at tiene sit Fæder¬
neland og med Stormende Haand at indtage en Stad. Paa
den anden Side betragtede Soldaten nøye denne Eensider Bo¬
lig og sammenlignede dens Rolighed med de Uleyligheder som
følger med Soldater=Standen. Denne Grotte sagde han er
nok saa god som en Telt og Brixen, Vandet af denne Kilde
er klart, og ofte er det, som en heel Armee maa drikke, mud¬
dret. Denne Seng er ikkun af Blade, men hvor mange Ge¬
neraler har intet andet end Straae eller maae ligge paa Jor¬
den. Eumen betragtede meget agtsom disse to Personer
han smilede og giettede hvad der gik for sig hos dem.
Eremiten var den første som gav sin Meening tilkien¬
de, jeg har i lang Tid tient Guderne uden at giøre noget for
Staten, skulde jeg ey kunde tiene uden at fortørne Guderne.
J sagde han til Soldaten, som har uden Tvivl forsømt Eders
Pligt imod dem, nogle Aars Eensomhed skal kunde forsone
Eder med dem igien, det falder mig ind kom og tag althvad
mit er og overlad mig Eders. Han blev taget paa Ordet,
jeg frygter sagde Soldaten, at J snart vil komme igien og
foreslaae mig et nyt Bytte. Jmidlertid bemægtigede sig den
første Grotten og den nye Soldat gik derfra ligesaa hidsig,
som han var kommet at beboe den, den nye Eremit lagde
sig til at sove paa sin Seng af Blade. Og Eumen efter at
have efterladt ham det hvormed han kunde giøre sig lidt lystig
begav sig paa Veyen til Hovedstaden. Han giorde endnu
andre Undersølgelser og blev ey desmeere fornøyet. Ach sag¬
de han, eftersom man kan blive kied af Kronen og de Værdig¬
heder som nærmer sig den, af Bispe og Generals=Standen,
af Dommer Embedet og Plutos Rigdom eftersom en stor Poet
kan blive beskiemmet, en stor Konstner foragtet, og en stor
Docter undertrykket af Fruentimmeret. Eftersom enhver
Stand er underkastet sine Uleyligheder, og det som værre er,
store Fortrædeligheder, lad os da blive det som vi var, og det
skal være det som vi burde være.
Trettende Capitel.
Einem fortsatte altsaa sin Reyse fra Eensider=Boli¬
gen, han var bestandig Eyere af Overflødigheds Hornet, og
i Overflødighed forekom ham Begierlighed, men han blev
kied deraf, den næsten faldt ham væmmelig. Han tog paa
nye sin Tilflugt til Jupiter. Store Gud raabte han, tag
fra mig disse gode Ting, som jeg har bedet eder om, uden at
kiende dem, jeg er ene og udmattet, hvad skal der blive af
mig dersom Mangel ey kommer mig til Hielp? Derpaa lod
Merkur sig see anden Gang af ham, Eumen var nu meere be¬
hiertet eftersom han var en af Gudernes Yndlinger, følg mig
sagde Guden til ham, og Eumen adlydede. De gik igien¬
nem en tyk Skov og kom til en angenem Dal. Naturen hav¬
de der foreenet alt det som kunde fornøye og indtage, men intet
Fodspor af noget Menneske par ey at see for disse to reysende.
De bleve endelig en deylig ung Person vaer med Blomster¬
Krandse paa Hovedet, som stod og speplede sig i Vandet af en
Kilde. Af denne Gestalt skulde man have taget hende for en
Nymphe, men for hendes Smukheds Skyld holdt Eumen
hende for at være Venus. Disse to Mandfølks Ankomst syn¬
tes at forskrække hende, hun flyede med en forunderlig Lethed.
Det er ikke en Gudinde, sagde da Eumen, Gudinderne ere ey
saa frygtagtige, men hvilke Yndigheder i et simpelt Menneske,
han fulgte hende til Indgangen af en Huule, hvor en liden
Skiøde=Hund løb til at forsvare den, og vilde bide denne for¬
meente Jomfrue=Snapper i Beenene. Den ubekiendte
Smukke holdt ham tilbage, hun skielvede og dog faae paa
Eumen med en Slags Fornøyelse, han selv faae paa hende
med en uudsigelig Hentykkelse. Merkur kom dertil, han slog
Hunden med sin Stav og giorde ham ubevægelig. Tag Mod
til eder smukke Eupolis, sagde han til den Ubekiendte: Gu¬
derne har ey givet eder saa overflødige Yndigheder for at lade
eder leve eene og ubekiendt i en Udørken. See her den Ægte¬
fælle de har tiltænkt eder; J maa imodtage hans Kierlighed,
og svare dertil. Disse Ord ere nye for eder, men det er for¬
beholden Eumen at forklare eder dem. Denne liden Hund
skal ey ophøre at være ubevægelig, førend J ophører at være
ufølelig; ved disse Ord forsvandt Guden, og Eupolis Skræk
forøgede sig. Hun vilde flygte, men hvorledes gaae bort fra
den ulyksalige Myrtil, (det var Navnet paa Hunden) skulde
hun overgive ham til hans bedrøvelige Skjebne, han sprang
tilforn med saa stor en Artighed, vidste saa yndig at caressere
hende, og Eumens Nærværelse plaiderte endnu med større
Veltalenhed og lykkelig Fremgang Myrtils Sag. Hvilken
Skade sagde han, at Naturens Mesterstykke har saa længe
været skiult for vores Syn og Beundring. Eupolis hørte
dette Sprog og begyndte at forstaae: hun svarede derpaa, thi
i Mangel af bedre Opdragelse havde hun ey lært at forstille
sig: Jeg veed ey sagde hun, hvad J vil sige med Smukhed,
dog er jeg fornøyet over at J finder den. Ach Tilbedelsesværdi¬
ge, sagde den forliebte Eumen henrykt, hvorfor finder J ey selv
Fornøyelse i den Kierlighed, som De indskyder mig? Hvad
er Kierlighed sagde Eumen, det synes at dette Ord har intet
andet end angenemt i sig. Eumen kaster sig paa Knæ for hen¬
de, hun blev bestyrtset, og Myrtil begyndte at røre Halen,
Kierlighed svarede Enmen er en angenem Følelse, en virkelig
Fortryllelse, man lever ikkun for den Elskede, man
frer ikkun den, og man ønsker at see den uden Ophør;
Ach! hvor dette Skilderie er svagt imod det som jeg føler,
ach hvor skulde eders Hierte lære eder bedre om det vilde for¬
klare sig i Yndest af mig. Men hun svarede oprigtigen Eumen,
jeg føler allerede en Deel af det som de siger, jeg seer eder med
mere Fornøyelse end alle Dyrene her omkring, ja heller end
Myrtil selv; jeg har ey meer i Sinde at flye for eder, jeg fryg¬
ter at see eder gaae bort. En nye Henrykkelse for Eumen, han
kyssede Eupolis paa Haanden og Myrtil rørte Ørene, hans
indtagende Kiereste var fornøyet over at see denne lykkelige
Fremgang. Ach værdige at faae ham reent til live, sagde
Eumen. Hvad skal jeg da giøre sagde Eupolis: Elsk mig
saa oprigtig som jeg elsker dem, gav Eumen til Svar. Jeg
vil da sagde hun, og Myrtil sprang strax op, gjorde adskillige
Caprioler, og tænkte ey mere paa at bide nogen.
