Eimen som var meget for at spørge, fandt en gandske
naturlig Leylighed at fornøye sin Nysgierrighed. Ved hvad
Leylighed sagde han til Eupolis er J kommet til denne Een¬
sider Bolig, er hun født her? boer hun her allene? See,
sagde hun, denne Kone som kommer her saa langsom, det er
hende som har opdraget mig med Selskab, og jeg veed ey om
der er flere til. Den gamle Skavinde var allerede nær nok
at Eupolis var ey allene, hun gik tree eller fire skridt tilbage,
og gav et stort Skrig af sig i det hun saa Eumen. Himlen
bevare mig sagde hun, al min Omsorg har da været omsonst,
uden Tvivl er det nu forsilde.
Eupolis løb hende i møde, og sagde med en Slags Hen¬
rykkelse, Ach min søde Moer, nu skal vi ey være meere saa
eene, see Eumen, som vil holde os med Selskab. Det er ey
nok sagde han jeg vil forskaffe dem en bedre Levemaade. Det
er alt for grumt at begrave en saadan Skat midt i en Udørken;
kom at beboe en bedre Bolig, der er Eupolis mere anstændig
uden nogensinde at være for god for hende. Den gamle Kone
i Stæden for at svare gik ind i Huulen, og kom strax paa Ti¬
men derfra med et Stykke Pergament i Haanden. Man
kan ey, sagde hun staae imod Skiebnen, Eders Bestefader,
som var en stor Astrolog, har endog sagt det forud i Vers.
Læser disse fire Liaier, intet er tydeliger.
Naar en ung enfoldig Pige,
Vil høre hvad en Beyler hende veed at sige,
Han Veyen da skal snart til Hiertet finde,
Og hendes Yndest vinde.
Seer J ikke der fortsatte den gamle, Aaret, Maane¬
den, Dagen, Timen, og Øyeblikket af Eders Ankomst her
i Dag? Man maae ey sige at en stor Astrolog har løyet.
Eumen var forlegen for at finde Veyen tilbage. Myr¬
tel gav tilkiende ved sine krumspring at han vilde være Anførere
for Trouppen, man fulgte ham og man fandt sig vel derved.
J medens de gik, underrettede den gamle Eumen om alt det
som angik hans unge Kiereste. Eupolis, sagde hun til ham, er
fød i Egypten, det smukke Land, hvor næsten heele Verden er viis
og forstaaer sig paa overnaturlige Konster, der var hendes Fa¬
der en tapper Officier, som for at vise Prøve paa sit Mod lod sig
dræbe i et Feltslag. Hendes Moder vidste derom lige saa
meget somjeg, og lignede hednes Fader, som vidste deraf ligesaa
meget som hans Bestefader. Hun var smuk og saae forud
at hendes Datter og en Dag skulde blive det. Da hun hav¬
de lært af Erfarenhed, den Fare en ung og smuk Pige
løber, hvad enten det er ved Hoffet eller i Byen ja endog
paa Landet, saa vilde hun boe paa et ubekiendt Sted, og
det var dette Land, som vi udvalgte. Vore Bøger vare
Skyts-Engler, og vor egen Erfarenhed lovede os en lyk¬
kelig Reyse. Vi gik om Bord, og efter otte Dages Sei¬
lads forgik Skibet i en stor Storm, og med det alle de an¬
dre, undtagen Eupolis og jeg som holdt hende i mine Arme,
en Bølge kastede os paa Havbreden, og jeg havde den Lykke
at redde en Summa Guld, som jeg havde i min Forvaring,
tilligemed det Pergament som i har seet og mine Bøger.
Jeg forglemte ey min viise Frues og Skyts Eng¬
lernes Forslag, men sadte mig ned i denne Udørken som
vi Dag forlader, vi har boet her i til Aar og Eupolis var ti
Aar da hun kom her. Jeg har opfødt hende i al Uvidenhed,
hvori en Pige bør være, som ey vilde vide alt for meget, jeg
gik Tid efter anden at hente i næste Bye visse Ting, som ey
findes anden Steds end der, og som man ey kan undvære
men jeg sagde ingen om min Bopæll, meget mindre om den
Skat jeg skiulte der, intet Menneske undtagen J er kommet
dertil, jeg veed ey ved hvad Leylighed den lille Hund er kom¬
met hertil, jeg har ofte villet jage ham bort, men han holdt
sig til Eupolis, og hun bad for ham, og dersom jeg troer min
Videnskab, saa er Myrtil Enpolis Skyts-Engel.
Myrtil opfyldte fuldkommen hans Pligt for Veyviser,
man kom til Eumens Palais, hvor Eupolis blev fortryllet
over at see sig i Speilet, og Eumen henrykt over at see hen¬
de der. Han takkede Merkur paa det høyeste at han ey
havde taget Overflødigheds Hornet tilbage. Ja sagde han
endelig, Rigdom uden Forvirring, Trang uden Ærgier¬
righed, Kierlighed og liden Jalusie, en smuk Kone som er ey
alt for coquetisk, see det kan giøre en Mand lykkelig. Eumen
og Eupolis vare det, og det som endnu er meere rart, de
bleve aldrig kied af at være det.
Samleren.
At Læserne opvartes med saadanne forskiellige Materier
af mig undertiden, uden for den ellers fastsatte og vedtagne
Orden af Selskabets Collegier, skeer efter Selskabets utryk¬
kelige Ordre.
Dyd er elskværdigere end Deylighed.
Jeg har kun Dyden kier.
Den blinde Elskov druler;
Den volder Hiernen Griller,
Ja, Hiertet Saar i sær.
Jeg har kun Dyden kier
Jeg saae jo andre bygge
Paa en og anden Skygge;
Men Fundamenten gleed,
Og Elskov selv faldt ned.
Oprigtig Dyd! din Klippe
Kan aldrig, aldrig glippe.
Paa den gaaer Ønsket op
Til Glædens rolig Top.
Saa staaer en ædel Siel
Jndpræntet i min Tanke.
Lad heele Resten vanke
Og vende mig sin Hæl,
Saa staaer en ædel Siel.
Bort Skiønhed, som har Pletter,
Bort løse Ords Raqvetter,
Bort Pralen med dit Skrald
Bort Stolthed med dit Fald.
Elskværdig Dyd! dit Minde
Har alt mit Hierte inde;
