Thi Sielen Vidner her:
Du est mig ene kier.
Følgende er en Berømmelse, som Mars og Venus
tillegger sig, for at vise, hvis Magt og Herredømme er størst.
Man seer deraf som af alle deres Samtaler, at i hvor man¬
dig og tapper Mars end viser sig, saa formaaer dog Venus
langt meer, i det hun uden Vaaben kan overvinde Heltene.
Mars.
Jeg fører Hielm og Skjold, jeg trækker Staal fra Belte.
For mig kan ingen staae, jeg fælder største Helte.
Min Telt er mangen Gang af modig Hærd beleyret,
Som kastes baglænds ned med Næserne i Veyret.
Tør nogen pukke meer, mit Sværd er nylig hvesset;
Det bider ey saa snart, een bider jo i Græsset.
Venus.
Jeg leer af Hielm og Skjold, jeg leer af Sværd ved Laar;
Mars falder selv for mig, hvor stor og stiv han staaer.
Han møder mig saa tidt i Mark, i Telt og Huus;
Men slipper sielden, før han ligger næsegruus.
Ja, Fædrene til dem, han jernklædt ofrer op,
Har rystet hovedkulds for min den bare Krop.
Opmuntring til at være vel fornøyet.
Dette er et Stykke, som lader sig meget got synge i
Selskaber.
Gid den faae Skam, som slaaer i Dag
En Rynke paa sit glatte Pandeskind!
Den var vel gal, som fandt Behag
I det, der qvæler kun det arme Sind.
Nu seer jeg grandt,
Det Ord er sandt,
Verden er,
Som enhver
Tager sig dens Væsen nær.
Hvor mange har dog hvad de vil,
Og nænder ey at giøre noget got;
Ja, tidt maaskee de sparer til
Et Drog, som giør dem kun i Graven Spot.
Hvad hialp det, at
Man Dag og Nat
Sleed sig træt,
Blev ey mæt,
Døde hen, og blev forgiet.
Hvor mange sørger, just fordi
De kan ey meer, end som behøves, faae;
Og føyed Himlen dem deri,
Da skulde heele Verden knap forslaae.
O gierrig Flok!
Du faaer vel nok
J en Klud
Om din Hud
Naar du skal af Verden ud.
Hvor mange søger for at faae
En fattig Titel for en talrig Sum.
Den vil ved høyre Side gaae,
Som mangen gang er baade blind og dum.
Men Titel hid
Og Titel did?
Alle skal
Uden Val
Jevnes i den mørke Dal.
Du har imidlertid kun Støv,
Kun Skum og Skygge usle Verdens Ven!
Din Velstand blomstrer som et Løv,
Kan hastig falde af og smulne hen.
Saa er du dog
En Giek, et Drog,
Der ey veed
Ret Beskeed
Naar din Stolthed styrtes ned.
En Fabel.
Egen og Humle=Planten.
En Eeg saa høyt mod Skyer mødte,
At den snart Himlens Hvelving stødte.
En Humle groede tæt ved den,
Og ønsked', at i Størrelsen,
Den Eegens ranke Stamme maae
Med sammes Stand og Liighed naae!
Strax saae man Eegen sig forbarme,
Omfavner den med sine Arme.
Den lille Humle skiød sig op
Mod Eegens himmelhøye Top;
Men merker nu, hvorledes den
Bedrog sig i Indbildningen.
Man skaffer Ved til Vinter=Kammer
Og Oberførsten med sin Hammer,
Den gamle Eeg til Brug slaaer an,
Som nu at brænde tiene kan.
Den blev og rigtig fældet ned.
Der faldt den stakkels Humle med!
De som paa store Herrer bygge,
Saa længe kun kan leve trygge,
Som slibrig Lykke ynder dem,
Og de paa Velstands Vey gaaer frem.
Vor Lykke blot derpaa beroer,
At vor Patron er udi Flor.
Men falder da vor Naadig Herre
Vi mindre falde med desverre!
Vor ydmyg Bøn os hielper ey;
Vi Smaae maae flygte samme Vey¬
Naar Dyd og sand Fortieneste
ved egen Kraft staaer styttede.
Epigramma efter Holberg.
Arist er Spidsbub, Tyv, en Hoerkarl og en Dranker,
Og saa til Bønnen dog henvender sine Tanker? -
S*11
