7. Da war roligt, da mar roligt pa den grdna Jord.
3
Man fant wal til Basta,
f
Jngen torftig Nasta
5
Satt och blangde, satt och blangde vid et Dukat Bord.

1. Jnga Skalar, mnaa Skalar gjorde mig Beswar.
Eji war da den Laran,
Jag skal ha den Aebran;
Nei i Botien, nej i Boiten drack man ur sa bar.
Søemanden. Jeg har været meget begierlig efter denne
Vise, og jeg har faaet den afskreven af en god Ven; men den
er ikke rigtig imod den vor Fætter her meddeler os.
Fætteren. Dette Ænigma eller mørke Tale skal jeg endnu
fremsette for vor muntre Jomfrue i vort Snakke=Collegium:
Jeg veed en liden Ting, er mindre end en Flue,
Der ikke selv kan see, dog lader sig deskue.
Hos alle Mand det er; hos Qvindfolk er det ey;
Det al id er hos Ja, men ingen Tid hos Ney.
7 Sperrig er det ey, i Upsal det dog findes;
J B abandt ligesaa, om jeg det ret kan mindes.
J Danmaik er det og, dog ey i Fohnske St ft.
Det findes iblaat Faar, men ey i Bukke Drift.
J alle Land det er, dog ey i Norges Rige.
Hos Damer findes det, men ey hos nogen Pige.
J ingen Fisk det er, dog findes det i Lax.
Det kke er i Jern, men i en Skræder=Sax.
J Indien man veed kun lidt deraf at sige;
Men i Sanet Thomas Land det vilde dog indkige.
Paa Landet er det vel; men ey i Kongens Hof.
J Taft man finder det; men ikke udi Stof.
Det ey er i en Kniv, dog vel i Smedens Hammer.
Det ideligen staaer i Fare og i Klammer.
Det er ey udi Leer; men findes vel i Sand.
J ingen Søe det er; men i den salte Strand.
Min muntte J mfrue! kan hun denne Tale giette?
Den lovte Præmie hun da skal faae for dette,
Paa den Condit on, at hun det siger strax.
Det er det mindste, som er i et Havre Ax.
Den muntre Jomfrue. For at opløse denne mør¬
ke Tale. kunde jeg let fortiene Præmien, om den befaldt
mig; men den skal være vor Fætter skienket. Jeg vil ik¬
ke desto mindre sige ham, at jeg længe har vidst, at den
beskrevne og saa dunkelt fremsadte forunderlige Ting er det
Bogstav A.
Eventyrs=Collegiet.
Vætteren. Nu skal jeg fortælle Jomfruen noget, der al¬
tid veyer op imod de beste Eventyr. Sidste Corfirmations
Søndag var jeg tilligemed mine andre Fættere i Kirkerne;
og vi fik saa mange deylige Piger at see, saa en Deel Fæt¬
tere bleve næsten forrykte derover.
Den muntre Jom rue. J hvilken Kirke vare da de
smukkeste Jomfruer til Coafirmation?
Fætteren. Ak, min deylige Jomfrue! de vane alle
smukke, allesammen smukt pyntede; og jeg havde intet at
udsette paa nogen af dem. Var Jomfruen ikke og selv i
Kirken.
Den muntre Jomfrue. Jo jeg var, men jeg kan
just ikke sige, at de vare saa overmaade smukt pyntede.
Min Pynt var i det mindste meget smukkere, da jeg stod
til Confirmation. Da skulde han have seet mig, Fætter!
Jeg kan aldrig fortælle ham, hvor smuk og hvor pæn
jeg var.
Fætteren. Kunde hun svare Præsten noget?
Den muntre Jomfrue. Ja vist kunde jeg. Jeg
svarede ham Ja eller Ney paa hvert Spørsmaal; thi saa¬
ledes indrettede han altid sine Spørsmaale.
Præste=Enken. Det er sært med den Omløben her
i Kirkerne naar Confirmation holdes. Det er Tegn til at
Omløberne maae være meget forfængelige.
Den gamle Ungkarl. Det er dog vel ikke alle, min
hierte Madam, som kan kaldes Forfængelige, fordi de gaaer
i to, tre eller fire Kirker. Naar de gaaer der for at høre
og lære, hvad da?
Præste=Enken. Kan de ikke høre, lære og undervi¬
ses paa et Sted, i een Kirke? Ney, ney, de gaaer omkring
for at gloe og gabe paa Fruentimmerne.
Den gamle Jomfrue. Ja saa min Troe giør de saa.
De gaaer omkring, for at udsøge sig Kierester; og jeg kien¬
der nogle Mænd, som først fattede Kierlighed til deres Ko¬
ner da de stode til Confirmation. Det er brave Mænd og
brave Koner jeg kan ikke sige andet om dem: saa Himme¬
len maaskee selv har ført dem derhen og givet dem Anviis¬
ningen.
Hovmesterinden. Lad saa være Jomfrue. Hvorle¬
des slap hun hendes Pige til Faredagen? Der er vel et
heelt Eventyr at fortælle derom?
Den gamle Jomfrue. Jo, jeg slap hende til al Lyk¬
ke; men jeg er bange, at den jeg har faaet igien, er ti Gan¬
ge være. Jeg skal fortælle Jomfrue Marens sidste Com¬
portement imod mig: da hun skulde bohne min Drag=Kiste
af, rev hun Beslaget i Stykker paa den ene Skuffe: da
hun sidste Gang skulde tørre Theekopperne af, slog hun Un¬
derkoppen i Stykker af det Par Kopper, som havde været
min salig Moders Livkopper, og som var det allerførste Par
der blev ført hertil fra China: Kaffeen havde det Skarn
brændt forsterkt: Lyset lod hun falde om den sidste Aften og
var færdig at stikke Jld i en af mine fine Damastes Servietter.
alting giorde hun med Modtvillighed for at ærgre mig den lil¬
le Mante gik ikke engang ramfrie; hun havde nær brekket det
ene Bagbeen af ham en Time førend hun gik bort; hun sag¬
de nok, at hun ikke vidste, at han havde havt det imellem
Døren, men hun vidste det gandske got, og det var lutter
Ondskab. For at blive skikkelig skilt af med hende, saa
gav jeg hende sin fulde Løn, og lod det Skarn gaae. Jeg
betalte og Skatten for hende, uden at trekke hende noget af
i Lønnen. Hun kyste endelig tre Gange paa min Haand,
da hun gik og lod som hun vilde græde; men det var et falskt
ondt Menneske. Den jeg har faaet igien, som kom først
om Søndag Aften, har en Slank, som løber paa Døren
efter hende. Hver Aften holder hun Raad med ham paa
Trappei, i Gangen eller Gadedøren.
Den nye gifte Kone. De ere lykkelige, som treffer paa
gode Tienestefolk, og de ere ligesaa, som faaer slemme Folk
og bliver vel skilte ved dem igien. Dersom det sidste skulde
