nogen Tid vederfares mig, gav jeg gierne 2 Rdlr. til Syge¬
Cassen og 2 til Spiisnings=Cassen.
Den gamle Jomfrue. Jeg havde ligesaa i Sinde da
jeg blev af med min Maren, at ville have givet en Daler til
Syge Cassen; men jeg kunde ikke faae det skrevet læseligt nok,
som jeg vilde der skulde staaet i Aviserne.
Den muntre Jomfrue. Det var noget til Beviis paa
en fiin Hævn, som man saa gierne vil søge, og som i mine Tan¬
ker er ligesaa uskyldig som vore Fætteres Grassatløben i Kir¬
kerne paa vore Confirmations=Søndage. Hvad var det,
Jomfrue! Fortæl os det engang?
Den gamle Jomfrue. Jeg vilde have skrevet: Disse
4 Mark gives til Syge=Cassen, fordi jeg er blevet vel
skilt ved den opsetsige, onde, arrige og uforskammede
Maren; men jeg vilde have havt det til at rime sig, og det
kunde jeg ikke faae det. Det fortryder mig ret. Det var
Skade at det ikke vilde rime sig.
Den muntre Jomfrue. Ja vist var det Skade.
Men det er ikke for sildig endnu Jomfrue. Syge=Cassen ta¬
ger med Glæde derimod, og den taber ikke ved saadanne smaa
Hævne. Kan Jomfruen ikke skrive: Disse 4 Mark gives
til Syge=Cassen for jeg er skilt ved Maren,
som var et opsetsigt, ondt og uforskammet
Skaren.
Den gamle Jomfrue. Skriv mig det op, Jomfrue!
saa skal jeg, ligesaa snart jeg kommer hiem, sende min Pige
hen med Pengene.
Fætteren. Vi har og faaet en nye Pige hiemme til vo¬
res. Det lader til at være et brav Menneske i sin Gierning:
og der er endnu intet at sette ud paa hende, uden det skulde være
dette ubetydelige, at hun fortaler alle de Hosbonder og Mad¬
mødre, som hun har havt tilforn. Men det, kan jeg tænke,
er en Vane, som hun er kommen i med, og den lader hun vel
aldrig.
Hovmesterinden. At Tienestefolk i Almindelighed ere
flettere end de burde være, kommer af en flet Opdragelse.
Blev denne forbedret, vilde saadant have sin store Jndflydelse
i Domestave-Væsenet, til Nytte for det hele almindelige
Væsen.
Den muntre Jomfrue. Vi snakker i Dag i vort
Eventyrs Collegium. Vi maatte dog have det besluttet med
et retskaffent Eventyr. Fætter! herfrem og fortæl os et
Eventyr. Han veed dog saa mange. Naa lille Fætter!
Fætteren. Nu skal jeg da fortælle et Eventyr om det
fortryllede Land. Eventyret ligner en Drøm; og jeg vil
fortælle det, ligesom jeg havde selv drømt det.
Mig syntes, jeg var kommet i et Land, som var opfyldt
med Underverker og Fortryllelser, og blev regieret af Gudin¬
den Falskhed. Landskabet heed falsk Vittighed. Man
fa dt der ingen Marker, ingen Skove, ingen Flo¬
der, som syntes naturlige. Alle Træerne havde forgyldte
Blade. Nogle af Træerne bare Kniplinger, andre Perler
og Ædelstene. Brøndene sprudlede efter en Opera Melodie,
og vare opfyldte med Hiorte, vilde Biørne, Havfruer og Fol
som lever under Vandet. Marsviin og andre Slags Fiske
spillede tillige paa Bankerne, eller havde deres Spøg paa En¬
gene. Mange af Fuglene havde forgyldte Neb og menneske¬
lige Stemmer. Blomsterne giorde Luften vellugtende med
Duften af Røgelse og Lugt som de allerbeste Specerier, og
de vare saaledes indvævede i hinanden, at de voxte op ligesom
de kunde være broderede der. Vindene vare fulde af Sukke
Budskaber fra borteværende Liebhabere. Da jeg gik frem og
tilbage i dette fortryllede Vilderede: saa kunde jeg ikke bare
mig, at gaae og snakke for mig selv for disse adskillige Unders
Skyld. Jeg merkede da til min store Forundring, at
at der i hver Gang var et kunstigt Echo, der stemte overeens
med mig, ved at igientage visse Ord, som jeg sagde, eller og
imodsagde mig i en Sag, som jeg sagde. Midt under denne
Samtale med disse usynlige Kamerater, saae jeg midt paa en
viidt mørk Slette et meget stort Verk, som var bygget paa
Gothisk Maneer, og bedækket med utallige Opfindelser efter
Bildthugger=Kunstens Barbariske Maade. Jeg gik lige
derhen til, og fandt, at det var en Art af et Hedensk Tempel,
som man havde indviet til Gudinden Dumhed. Da jeg
kom derind, saae jeg Stedets Afgud i en Munkedragt, med
en Bog i den ene Haand og en Skralle i den anden. Paa
hans høyre Haand stod Fliden med en brændende Lampe for
sig, og paa den venstre Egensindighed med en Markat, som
sad paa dens Skulder. For dens Fødder stod et Alter af
meget gammelt Arbeyde, hvilket, som jeg siden fandt, var
saaledes bildet, at det rettede sig efter Jndskriften, som om¬
gav det. Paa Alteret laae adskillige Offere af Øxer, Vinger
og Eg, som vare udklippede af Papiir, og fuldskrevne af
Vers. Tempelen var fuld af Ordens=Personer som lagde
sig efter adskillige Forlystelser, eftersom deres Phanthasie
drev dem til.
En af deres spøgende Tidsfordrive bestod i denne Skiemt,
at man tog en Person for den anden. For at give Leylighed
til denne lystige Vildfarelse: saa vare de deelte i Par og Par,
og hvert Par var fra Hoved=Jsse til Fod Saale klædte i eens
Dragt. Herformedelst blev en gammel Mand undertiden
taget for en Dreng, en Kone for en Mand, og en Mohr for
en Europæer, hvilket meget ofte opvakte en høy Latter. Jeg
havde nu ikke meere Lyst til at opholde mig længer her, men
gik ud af Templen, og skyndte mig at løbe over Marken
derved saa hastigt som jeg kunde.
Jeg var ikke kommen ret langt, da jeg hørte Lyden af
Trompetter og en Allarm, som syntes at tilkiendegive en Fien¬
des Anmarsch, som jeg siden fornam saa var det og virkelig
det jeg formodede. Det var Sandheds Armee, som kom an¬
marscherende; og Vittighed kom ligeledes med sin Krigshær.
Hvad Ende det fik, veed jeg ikke, thi jeg vaagnede.
Giftermaals=Collegiet.
en gamle Jomfrue. Vor Fætter faaer holde Gifter¬
maals=Cellegium for os. Han veed dog saa mange Gifter¬
maals Historier at fortælle.
Fætteren. For 6 Aar siden meldte man fra London om
et rart Giftermaal. Der var nemlig i Grevskabet Nordfolk
en Mand, der giftede sig i sit 74de Aar, og tog den femte Kone,
