1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 26
Samleren.
Betragtninger i en Skov.
H¬
vor fortreffelig er Naturen smykket, og hvor prægtig er
dens Klædning, hvori den overgaaer en Salomon i al sin
Herlighed, og hvor uudsigelig Stor maae ikke det Væ¬
sen være som har dannet den; snart beskuer man den ophøyede
Skaberes Ypperlighed i Naturens Gierninger, hans Maje¬
stæt, Almagt og det uendelige Store som fremskinner af det
mindste Straae, opfylder vores Hierters Drift at ære dette
Væsen, der tydeligen overbeviiser os om at der er en Gud til.
Hvilke store Tanker om vores Skabere, føder vores Betragt¬
ninger over Naturens herlige Merkværdigheder af sig; hvilke
Straaler af en besielet Overveyelse og inderlig Rørelse opmun¬
trer vores Sind i Skovens inderste; hvilken Ærbødighed for
Skovens Herre opfylder den Tænkende Siel, her sidder jeg
paa det bløde Græs; og kaster mine Øyne snart for mig, snart
til Siden og snart bag mig. Nye Opfindelser af Herlighed og
Pragt. Fuld af Forundring over denne henrykkende Gien
stand, legger jeg Bogen bort, som viser min Siel ubekiendte
Sandheder. Jeg seer, og jo meere jeg seer, jo meere bliver jeg
trukken til dette behagelige Syn her sidder jeg uforstyrret, og
tør ikke frygte at jeg skal blive et Bytte for en rasende Tiger, el¬
ler for en ugudelig Morders Overfald. Her er jeg ikke udsa¬
for hiine forbittrede Løvers Vrede der ere sine Unger berøvede
her ræddes jeg ikke for at blive et Rov for hiine hungrige Ulve
og her truer ingen skummende Vildbasse mit Liv. Her brum
mer ingen grum Biørn imod mig, og her sættes jeg ikke i Skræt
for hemmelig at blive stukken af giftige Slanger. Saadanne
Farer er at befrygte i hiine afliggende Ørkener, og saadanne
Tilfælde begegner ofte den vandrende Pillegrim i hiine rædsom¬
me Skove. Hist reyser en Vandringsmand, og en af Ugudelig¬
hed og Umenneskelighed opbragt Morder, forkorter hans mø¬
dige Dage. Hist ledsager Frygt og Banghed den møysomme
Reysende, men her afskrækker en kierlig Lands=Fader, ved sin
retfærdige Vrede og Straf, de Gudsforgaaene Røvere. Her,
hvor de fredelige Sønner, de Konsters og Videnskabers Dyrke¬
re, forlyster sig i Samdrægtighed og Sælskabelig Venlighed.
Her hærsker en bestandig Sikkerhed. Denne ædle, denne kost
bare Nydelse opfylder mit Sind med den hengivneste Taknem¬
melighed imod min Skaber, den sande Oprindelse til alle føle¬
lige Begivenheder, der har givet mig den Lykke at mine Dage
hendrives under hans Salvedes, under den lykkeligste Regie
ring; der lader mig føle den angenemme Nytte som Videnska¬
berne medfører. Kostbare Anleedninger til de ædleste Betragt,
ninger. Betragter jeg denne Velgiørere, efter den aabenba¬
rede Religion. Sielenes Naturligheder, mit rørende Hierte
lader mig sk mte en Forløser; en Forløser! der med meere
end kierlig Medlidenhed ynkedes over sine Undersaatter, hvilke
vare omgivne med en uundgaaelig Død. En Forløser! der
paatog sig alle Misgierningers Byrde, der vare begangne af
Mennesket til Millioner gange tusinde, og blødede paa hiin Høy
for alle. En Forløserl der er forladt af den største Hob af hans
Forløste, hvilke skammer sig ved Ord og Gierninger at herlig¬
giøre dette Navn. Denne har hengivet sit dyrebare Legeme, for¬
at forsætte de udi Roligheds Boeliger, der vare Slaver af den
faldne Aand, som tilbragte deres levnet i den skrækkeligste Tienst¬
færdighed. Denne har lært sine Brødre Samdrægtighed og
hengiven Ydmyghed, der tilforn vare grummere end Løverne,
hvilke handlede imod sig selv, som rasende Tigere, og hvilke ud¬
bredede deres Egennyttigheds Listegarn over Næstens Gods.
Denne har lært Menneskene, der af Ondskab var betaget, saa¬
ledes, at de vare ukiendelige, der tørstede efter deres uskyldige
Med-Borgeres Blod; hvorledes de skulle udbrede Kierlig Ee¬
nighed under hinanden, og følge ham som deres Forløbere;hvor
megen Tak er jeg da denne Forløsere skyldig? Denne indfly¬
der mig disse uskyldige Tanker, om mit og mine Medmenneskers
sande Forhold. Disse grønne Stæder, denne behagelige Skov,
den ringeste Quist kan indgyde disse overveyende Fornemmelser
i min Siel. Hvo veed, om ikke vores Forfædre, hvilke mang¬
lede det reene Sandheds Lys, ofte forlorede Livets kostbareste
Skat, i disse nu de nyttigste Anleedninger til opmuntrende
Betragtninger i disse Skove? Maaskee, sad jeg her ved
Dagens Afbrydelse, min Naboe spendede sin Bue for at
fælde mig? Maaskee min Siel havde forvirrede Forestil¬
linger om dens Er, og en fiendtlig Piil igiennemborede
mit Bryst. Hvor lykkelig er jeg bleven ved dette Guddommeli¬
ge Menneske, som underviser mine Brødre i hans Skole, om en
kierlig Følelse ihenseende til deres Med=Mennesker. Hvilke
Fordeele! dog en flyvende Skabning trækker min Opmærk¬
somhed til sig. En Fugl skiertser imellem de skyggefulde Gre¬
ne, der svæver over mit Hoved, hvilken Skiønhed! hvor konsti¬
ge ere hans Vinger og Fiedre udbreedede, hvor indtagende spil¬
ler de bundtede Farver paa hans Hoved, og hvor nydelige smaa
er hans Fødder! denne Skov opvækker ham en sød Fornøyel
se. Han iiler fra disse Buske did paa en høy Tue, snart vexler
han dette Sæde, og sætter sig paa hin med Mos begroede Eeg;
han lader sig snart derfra ned til denne hastig løbende Kilde;
derpaa hæver han sig fornøyet i Luften, irrer ophøyet over de
stolte Eege=Topper, og af Solens brændende Straaler, hidsig,
nedlader han sig triumpherende ned paa en Løvfuld Green.
Ubekymret om hans Næring finder han den dog, og førend end¬
nu Morgenrøden blinker paa den opgaaende Himmel, har han
allerede udbredet sin Skaberes Lov indtil Skovens Yderste.
Naar endnu Mennesket paa Ederduns bløde Leye, drømmende
zittrer, over sine opstablede Rigdomme, som ved Jldens Luer
opstiger i Luften, over sine forskrækkede Medborgeres klagelige
Røst, eller Kriegens larmende Tromme, Vognenes Bragen, de
opsporede Hesters Stampen, eller andre ulykkelige fantaseren¬
de Tilfælde; Bange opvaagner han, og med en kippende Puls
bæver han; Naar den uerfarne Ungdom, endnu omvelter sig
paa Ladheds Leye og i Jndbildninger har erholdet Maalet, for
hans skiændige Lyster og Ønsker: saa har denne Skovens li¬
den Jndpaaner, allereede opofret Guddommen sin Morgen¬
