sang nogle Gange og begynder fra først igien. Og du O Gud!
bereeder denne ziirlige Skabning sin Spiisning, uden hans
møysomme Omsorg? hvem skulle vel endnu ville tvivle paa din
allerviiseste Regiering? Jeg er din Skabning og du min Fa¬
der. Hvad skal jeg giøre, da min Skiæbne endnu hænger for¬
borgen bag Tidens tætte Forhæng? Jeg vil sikker boe, under
dine Forsorgs Vinger. Hvad skal jeg giøre, naar det synes som
mine fattede Anslag udbryder til min Skade, og tusinde Be¬
kymringer geleider mit kommende Levnet? Jeg vil overlade
mig til dine allerviiseste Førelser. Og her til skal den behage¬
lige Skov og den muntre Fugl give mig Anleedning.
Her sidder jeg endnu og opholder mig under dette grønne
Tag, og læner mig til Stammen af dette Træe, hvilket til
Menneskets Nytte og Fornøyelse paa nogle Aar er blevet stær¬
kere; men naar det synes at byde den fortærende Maaneds
Bortgang Trods: saa forgaaer korte Øyeblikke, og dets Fald
ryster i heele Skoven. Nu forskaffer det mit trætte Legem Ve¬
derqvægelse, og snart er intet formuende at tilbageholde den
det truende Øxe. Nu er det en Tilflugt for de muntre Fugle, og
snart kiendes dets Stæd ikke meere. Hvad er vi Mennisker? os
treffer ligge Begivenheder. Nu lever en velgiører og hans
Rigdomme som Forsynets Haand har begaved ham med, bli¬
ver de Forladtes Hielp. Enkerne kalder ham deres Forsørgere,
og de Faderløse deres Fader. Den Syge er han en Trøst, og
for den Bedrøvede en Tilflugt. Snart bryder en Dag frem, og
denne Velgiører ligger paa Liig Baaren. Nu hersker en Re¬
gent, man hører ikke Underdanernes Sukke. De Forladte
Græder, men ikke af Trængsel, ney, det er Glædes Graad.
Den flygtende flyer tilforladelig til ham, og finder Roe og For¬
friskelse under hans Vinger; snart, og hastig seer man den for¬
hen trøstende Hob, at ledsage ham med Taarer i de Dødes Hu¬
se. Og hvorlænge skal endnu mine Dage vare? Hvo veed
om et Aar eller en Maaned, kan skee før, at mine Venners og
paarørendes Tale bliver denne: Han er Død. Jeg erindret
mig herved ikke allene min Dødelighed; jeg skimter og tydelie
Furer af Skaberens Kierlighed imod sine Creature Ved hans
Villie allene, spiirer den svage Qvist frem af den sorte Moder;
anseer de nærværende tætte Naboer, ligesom et Barn anseer en
bevæbnet Kiæmpe, voxer med andre af lige Alder om kap, og
begynder at udbrede og slaae sine Rødder dybt omkring sig, den
tager til i Drøygten og Størrelsen, ivrer de andre modig til at
drive i Høyden, strækker sig over de omkringstaaende som en Be¬
hersker, skiuler sin Top i Skyerne; Den bukker sig ofte til de
fraliggende Byer, og vinker af Stædernes Jndbyggere, for at
fælde den, da den uendelige gode Guddom har bestemt den til¬
deres Nytte. Saa hast da arbeydsomme Landmand, beslut
dens Undergang, læg den skarpe Øxse til dets Stamme begynd
at fælde dets Greene og Quiste, et hvert Slag, forkynder det
yderste af disse Skovens stumme Seulere, en lige Skjebne. Det
vanker, synker, falder og ligger der hvor det først begyndte af
blive til, hastig føres det bort til Menneskets videre Nytte, og
hvor stod dette Træe? Efter den Fornøyelse som dets Syn har
opvagt hos os, høster vi nu Nytten deraf. En Deel bliver be¬
stemt til Brug for beqvemme Bygninger, og en Deel bliver til¬
beredet at give os Forfriskelse imod Vinterens Strænghed,
naar den iler til os paa Norden=Vindens hastige Vinger, for¬
at nedlade sig paa vores besaaede Marker, og trænger ind i vo¬
res tætte Værelser. Da opliver sig et Sælskab af Venskabe¬
lige i Hierter i hiine opvarmede Kamre, som nu ad¬
spredet under Skovenes grønne og Løvfulde Ziirater, efter¬
tænker de utallige Godheder, hvilke som stridende Strømme
ere overkommen dem; da de i hiine hielpeløse Svøv, ved
Graad tilkien degav den ømsørgende Moder deres Forlangen¬
de. Under hiin Skyge vanker Thyrsis, og betragter de truen¬
de Farer, som hans Skaberes Almagt har befriet ham fra.
Paa hiin Høy beundrer den tænkende Damon Forsynets
Veye, og overgiver sig til samme med Sukke og Graad. Bag
hiine Buske fremkommer Silvan med Langsomme Skridt, og
overveyer, hans Uværdighed imod den Kierlighed og Forun¬
dringsfulde Førelse som beviises ham af den Retfærdigste
blandt alle. Ved hiine Stamme læner sig Alcest og overleg¬
ger ved sig selv, Tilstanden efter dette Liv, han ønsker allene,
at maatte kaste et eneste Blik, ind i De salige Aanders Sæl¬
skab. Og jeg som fraværende betragter disse mine Venner,
geraader i en sand Fornøyelse. Paa engang fremstiller sig en
Rad af behagelige Timer, hvilke som Øyeblikke ere forsvundne
under Venlige og Brøderlige Samtaler. Jeg erindrer mig
de reedeligste Venner, under hvis Tunge ingen forborgen Falsk¬
heds Gift laae skiult. Ach! maatte jeg aldrig skilles fra disse.
Maatte jeg tilbringe mine Dage nær ved Skovene, og i samme
at bringe min Jehovah mine Læbers skyldige Takoffer. Hvor¬
meget anpriiser jeg ikke et Ophold i Skovene, frem for at boe
i de folk eriigste Stæder. J hiine Stæder opfylder en bestan¬
dig Tummel Luften, og forhindrer Geisten at overgive sig til
dybe Betragtninger; Men her kan det oplivede Sind ufor¬
styrret eftertænke salige Sandheder. J hiine, døver Udsvævel¬
sernes skurrende Toner Ørerne; Men her opliver Fuglenes
naturlige Stemme Sandserne. J hiine, bliver Uskyldighed
ofte forrasket, af den listige Forstillelse, men her finder den Næ¬
ring. J hiine taler en hykkelsk Ven, under Oprigtigheds Mii¬
ne, som allene gaaer ud paa List og Bedrag; men her bliver det
needslagne Sind ved Naturens Forlystelser oprettet, det grøn¬
ne Opholds Angenemheder, opliver den om Troeskab imod
Skaberen, imod Paarørende, imod Venner, Skovenes Be¬
tragtninger er en Lænke paa ondskabelige Udskeylser, her er
Uskyldigheds Leye. J hiine, bliver oftest de høytagtet, der boer
i store og prægtige Pallaier, der har større Titler end Fortien¬
nester, hvis sande Fortrin bestaar i at forbruge nogle Tusind
Daler aarlig, hvis Udsvævelser bedækkes med en broderet
Klædning; her allene er den høytagtet, som frygter sin Gud og
elsker Næsten. Hvor mange lever i Stæderne som ønsker hel¬
ler at boe under de nedrigste Hytter i Skovene, hvor ofte van¬
ker Stædernes Jndbyggere i Skovene omkring under de skyg¬
gefulde Greene, og forskrækkes for det Øyeblik som kalder dem
tilbage til deres Boeliger, hvor mange anprlise de for Lykke¬
lige, der borte fra Verdens Tumult i eensomme Skove kan be¬
tragte Naturens Gierninger i stille Rolighed? Og hvad giør
de andet hermed, end at de foretrækker Skovene fremfor Stæ¬
derne? Een af Staats=Forretninger beskiæftiget Printz der i
Cabinetterne med Alvorlighed har eftertænkt sine Staaters
Vel, forlader samme med Fornøyelse, for at forfriske sit Sind
i Skovene. Dette er Maalet for hans Ønsker, naar den glim¬
rende Krones Møysommeligheder har trykket ham, naar han
med naadig Overveyelse har eftertænkt sine Undersaatters Lyk¬
