ke, og naar Regieringens betydelige Anvendelse har besk æfti¬
get hans høye Siel. Saa befaler han og det gandske Hof ind¬
finder sig for Printzens Pallads. De forlader de glimrende
Gemakker, og iiler paa flygtige Heste til den bestemte Skov.
Jagt=Hornene lader sig høre, Sporhundene søger Fienden,
Vildtet geraader i Frygt, det iiler ud af Jordens forborgene
Huuler, og Smuthullerne tiener det ikke meere til Sikkerhed,
her løber det opbragte Vildt, Følgeren er nær ved det, Hesten
flyver i Løbet, og dens Rytter brænder løs, her ligger Vildtet.
Hist iiler Lands=Herren, og hans raske Hest, løber med hidsige
Skridt. Ham springer en skummende Vildbasse i møde, den
kommer ham nær, den gaar løs paa ham, og truer ham med
Død og Undergang. Han seer sin Fare og dræber lykkelig sin
Modstander. Fyrsten iiler videre fort, og forfølger en anden
Fiende, han bliver hidsig, indtagende efter Seyer, forfølger
han dette Bytte, og pludselig er han forladt af sit Hof. Hans
Lemmer ere matte og Heeden gior ham afmægtig. Han seer en
liden Bonde Hytte, begierlig efter Forfriskelse, iiler han did,
at besøge sin Undersaatt, og gieste hans ringe Retter. Den be¬
skæftigede Bonde, uvidende om at han beværter sin Landsherre
bærer omhyggelig frem, hvad han med sine arbeydsomme Hæn¬
der har fortient. Hof=Staaten rider imod denne Hytte, Bon¬
den forskrækkes, Cavallierne finder deres Printz, og beundrer
hans Ydmyghed, fordi han slukker sin Tørst med en kølende
Drik Vand af den forbieløbende Kilde. Den forfriskende Her¬
re forlader fuld af Naade og Mildhed, fornøyet den liden Hyt¬
te og dens Beboere, iiler tilbage imellem Buskene og ønsker at
denne Fornøyelse maatte have været af længere Vedvarenhed.
Saa maae du altsaa fortreffelige Skov, forskaffe Herrens
Salvede en Forlystelse Forlyste og styrk deres svækkede Kræf¬
ter, naar Regieringens Sorg har udmattet deres virksomme
Sinds Vilkor. Du O! Skov, er det hvor jeg nu sidder een¬
som, du er det som forlyster Fyrsterne, og opvækker Ærbødig¬
hed i mig for min Skabere. Her er ingen omkring mig. Mine
Venner vanker under hiine Skygger, og mine Paarørende op¬
holde sig i hiine Stæders Tumult. Mine Lærere eftertænker
ubekiendte Sandheder, og mine Brødre er beskæftiget i deres
Forretninger. Jeg er her allene, Stille, Mørkhed, Skygger,
høye Topper, tykke Stammer, muntre Fugle og utallige flere
mærkværdige Ting kalder mig til at ære det Væsen, som har
skabt det. Saaledes som en Undersaat betages af Ærbød ghed,
naar dan staaer i sin Fyrstes Gemak, hvor piægtige Seuler under¬
støtter de forgyldte Ornamenter: saaleedes zittrer jeg ber for den for
den bøyeste Almagts ER. En idee om hiin brændende Busk i
Horeb, og den Røst: dette Stæd er helligt, indflyder mig en stille
Ærbødighed for Skovens Herre, han som efterforskeeMenneskets
Hierter, og prøver deres fraværende Tanker, han er omkring mig
ban fornemmer den lovende Stemme, som frembryder ved stille Suk¬
ke af det taknemmelige Hierte, Han hører den zittrende Klonken som
de Bedrøvede udbulker, der srembringer deres Elendigheds Stor¬
hed ved ofte igientagne Sukke, og som anraaber hans Barmhier¬
tighed ved et afbrudt Ach! De Betrengtes klagende Stemme træn¬
ger sig ind i hans Øren de som er kiede af Livet og som længes efter
dets Ende. Han seer de forladte som afmægtig gisper under hune
kølende Gene, som med de es Graad overduger Græset. Han seer
den Ryggesløse Synder, som formener noksom at være skiult, naat
han ikke sees af noget Menneskeligt Øye. Daarlige Synder? du
tiler din Fordervelse i møde; den usenlige Guddom er omkring dig;
den svæver paa Træernes Toppe, for at overvæde dig med Naade.
Endnu vil den overgyde din Ondskabelige Halstarighed med Lang
modigheds Strømme. Vend om; thi snart skal Hævnens Sværd
være over det Hoved, for at straffe din Ulydighed.
Usyniige Skabere! dette er atter et Beviis paa din uendelige
Godhed imod os, at vit under Træerne kan finde Forfriskelse for So¬
lens brændende Steaaler. Under hine Buscage vanker et pa Ven¬
ner, der ellerede har betragtet Markerne saaledes som Guds Velflg¬
nelse har behaget at belønne Landmandens Møye med. De har betrag¬
tet Arbeydernes Haab. Og af de tilfældige Forlostelser som Marken
har med Skoven, ere de meget indtagne; Faarenes Bræggen, Lam¬
menes Springen, Hæstenes Veinsken, Tyrenes Brummen, Hor¬
dernes Fløyte, uendelige Fornøyelse under den bebageligste Horizont
som pranger med den vederqvægende Soel, som en Brudgom med sin
elskelige Brud. Matt og varm af Solens Heede, iler de ind i Sko¬
ven, for under de Skyggefulde Træer at beundre det Væsen, hvis
Storhed fremskinner af det allermindste i Naturen, saavel uden for
som i Skovene. Hidsig og tørstig, lædsker de dem paa det kiølende
Vand, som sagte raslende igiennem snevre Aabninger trænger un¬
der de Løvfulde Buske. Hvilket skiøn billede paa den allermildeste
Forsørtzere. Naar hans Børn ere næsten kræftesløs af Bedrøvelses
Anfægtninger: saa flyer de til den Allerdøyestes Beskyttelse, og for¬
bliver under den Almægtiges Skygge. Naar deres Dyder er be¬
funden bestandig under de stærkeste Prøver; saa skienker Herren Dem
med Vellyst som med en Strøm. Naar de indtil deres Dødsdag har
baaret denne Tids Byrde og Heede, saa forflytter han dem i saadan
Tilstand, hvor disse Deele ikke trokker dem. Der skal ingen Soel
brænde dem, og ingen følende Kulde skal anfægte dem; Ney der er
den vederqvægende Livsens Soel vores Forløser, der er de levende
Vandbekke. Jeg bører en Lod der bliver immer stærkere. Maaskee
en af mine Venner søger mig for ved hans milde Gehærder at forkyn¬
de mig en lykkelig Begivenhed. Maaskee en af mine Brødre iiler
imod mig, og vil at jeg skal lære af hans angestfulde Gang, og forvir¬
rede Miner, at han er et Sorgens Sendebud. Maaskee- dog!
hvilke Forestillinger giør jeg mig? det er en Vandrende som reyser
igiennem denne Skov. Jeg seer ham hist imellem Grenenes Aab¬
ning. Hans Ansigt opklares, Taarene ruller ned af hans Kinder,
hans Stav, paa hvilken de varme Klæder hænger trykker hans Skul¬
dre, den opeggede Støv er falden paa hans Skoe, og svæver omkring
hans Fødder, hans Haand bliver svag, Knæerne synker, Legemet er
kraftesløs, han staar, og nedlader sig under biine Skygge ulde Træer.
Han folder sine Hænder sammen løfter sine Øyne til Himmelen,
hans Lipper bevæges, Tungen stammer, og Hiertet paakalder den
bøyeste Almagt. Hvor fornøyet er denne Reysende med sin Gud?
Hvor got va- de, hvis alle Mennesker saaledes forholdt sig paa Rey¬
ser til det Ævige, hvor glade skulle de være i deres Gemotter! Vo¬
res Borger-Rett er os forbeholden bist i himne hellige Boeliger. Her
ere vi Pillegrime, og Maalet for mange Besværligheder. Faa er
der som begynder denne Reyse med glade Hierter i Bøn og Tillid til¬
Gud. De fleeste maae erfare deres Pillegrimsskabs Elendighed, dog
i forskiellige Grader. Hist befinder sig en paa Reysen omgivet med
Forældre, Venner, Børn eller Brødre, og uformodentlig skilles de
fra bverandre. Hiin maae søge fit Brød paa Havet og geleydes af
Forfølgelse og Gienvordigheder; denne træder sin Reyse an i beha¬
gelig Soelskins Veor og bliver snart overfalden af Modgangs Uveye.
En anden begiver sig paa Reysen under en med Storm og Uveyr tru¬
ende Horigont, og faaer snart en opklaret Himmel. O at vi i Lykke
og Ulykke ville ære Forsynet og overlade os den Guddomelige Førelse!
Denne Reysende sidder tilfreedsstillet paa det bløde Græs, og de mil¬
de Vinde fra Vesten forfrisker hans af Heede udmattede Legem. Gre¬
nene bevæger sig op og ned, Bladene giør en artig Bevægelse for
Ørerne, og rasler iblandt binanden, og han finder sin Lyst derved.
Var han et Menniske som spottede den hellige Religion, levede til
Skam for sine Medmennesker, og væltede sig omkring i hiine Fæiske
Laster, saa var han ikke saa intagende fornøyet over disse Natueens
Gienstande. Et saadan Umenneske skimter min Geist i hun Dunkelhed
bag de udtørrede Buske. Forgetyve Aar er alt forløben af hans flogti¬
ge Levnet; indtil denne Tid bar han været Dydens Fiende, og en For¬
agter af den Allerbøyestes Naade=Midler. Aldrig har han givet
den ham omgivende Siele=Sørger, Gebør; aldrig har han vildet
agtet hans Paarørendes Formaninger til det Godes Udøvelse; al¬
