drig kunde hans Medbrødres anholdende Graad bevæge bam til
nogen nuttig Forandring. Omsonst var det at Gud velsignede hans
Lader med Overflødighed; omsonst var det at ingen Sogdom svæk¬
kede hans Legem; omsonst har han fornummen den Høvestes Lang¬
modeghed; omsonst, at Dødens Engel holdt sit Sverd tilbage og
gik hans Dør forbie; omsonst var alle Guds Barmhiertigheds lok¬
kende Advarsler; hans Ondskabs Forbærdelse tillod ham ikke at tæn¬
ke paa Forbedring, paa et høyere Væsen, hvorfra alle gode Ting har
sin Oprindelse. Guldklumpen var hans Gud, den ansaae han som
sin Beskyttere og Opholdere; han adlydede Syndens Paamindel¬
ser; hans Næstes Gods lystede ham; Rigdommene bandt hans
Hierte i en græsselig Tienstfærdighed; og dans Overflødighed bleve
opbobede med uretfærdige Midler. Han forlod sin Bolig, og fadte
sig paa dette fortørrede Stæd, for at eftertænke Maaden, hvorledes
han kunde mætte sin uendelige Begierlighed. Han kastede sig ned,
og lænede sig til Stammen af et derved staaende Træ, og efter¬
tænkte med nedslagne Øyne hans Forehavende. Hvilken Foran¬
dring! Et Blad ryster, og denne Synder bæver. Paa engang op¬
hober sig hans Misgierningees Mængde. Samvittigheden vaag¬
ner, den sørgende Satan nærmer sig denne ængstefulde Siel. Han
fører ham sine Ondskabers Antal i utallige Hobe til Gemotte; han
viser ham en Tavle paa hvilken hans Misgierningers Mængde
staaer anteignet, for hvilke en Syndere zittrer; Nu ophæver sig
hans Synder som Bierge, der ligger paa hans Samvittighed. Syn¬
deren bæver, og bange føler han en Helvedes Angst. Den foruret¬
tede Næste, den bedragne Borger, den forladte Arme, den beskiæm¬
mede Ven, alting stiller sig blotte for hans Øyne, at han for Bang¬
bed veed ingen Rædning. Han seer Hævnens Sværd at true sit
Legem, han bører langt borte Guds hævnende Torden, han seer
den fortørnede Guds Vaaben lyner, han geraader i Fortvivlel e.
Hvilken Sme te, hvilken Qval, hvilken Døds Angest beklemmer
hans Hierte, han vrier og vender sig som den uselste Orm under Him¬
melen, han græder, han støner, han holer, hvilket Son; Jg gaaer
bort; thi dette Syn er mig for græsseligt. Jeg finder her igien
Spor til Udgang af Skoven. Fornøyelige Timer, som saa tilende
ere forgangne, O behagelige Skor, naar nyder jeg igien den Lyst
at opmuntre min Eeist i og ved dig, og at anstille Betragtninger
over dine fortrinlige Herligheder, fremfor Stæderne? Endog selv
Tilbagegangen skal forskaffe mig Forlystelse. Solen, som først for
faae Timer oplivede de Grødefulde Marker og Vanger, trækker sig
nu fra vores Øyne, og skikker fra hiin Aften Side endnu nogle svage,
Straaler tilbage, de trænger imellem Stammerne og Greenene til¬
Skovens inderste, og lokker os ud, for at beundre dens Nedgang og
glødende Bestrækning som den endnu overskinner. Hvad vi til orn
med svage og blændede Øyne neppe kunde ansee, kan vi nu beskue
med Henrykkelse, dens igiennemtrængende Straaler skiær ikke vores
Syn eller betager os dens Beskuelse; hvelken Rødme flyver ovet
Skovenes Spidse, hvor prægtig, hvor skimrende, hvor vederqvæ¬
gende spiller dens Jldstraaler, paa den nedgaaende Himmel! lige¬
som en kierlig Brudgom, efter en lang Samtale, skiller sig fra sin
Fortroelige, seer nogle Gange tilbage, for ikke paa engang gandske
at betage sig bendes Nærværelse: saaledes kaster den nedgaaende
Soel vederqvægende Straaler paa Horizontens oderste Kant, i
frugtbare Dale, og grønnende Høve, for ikke paa engang at betage
dem sin varmende Kraft. Mægtige Prindser, triumeberende Fyr¬
ster, uovervindelige Konger, som i hiine forgyldte Gemakker, glim¬
rer af kostbare Juveeler. Eders Glands er indtagende, men ikke
at ligne ved den glødende Aftenrøde. Dette er og et af Skaberens
Værk. Saaledes er det min Gud, du giver os saa overbeviisende
Prøver paa dine uendelige store Egenskaber, at vi fuld af Betragt¬
ning og Forundring i stille Ydmyghed ærer din urandsalige Vue¬
dom, som fremskinner af alt hvad der er om es. Hvilken riig Fader
er det som tilbører disse Skove, disse Træer, disse Høye, disse Dale og
disse Marker! Hvor herlig maa den Gud være, som ved Dagens
Ende klæder Horizonten i Purpur; hvor mægtig er denne Herre,
efter hvis Villie Solen skinner, Træerne udforinger, Græsset voxer,
Grenene grønnes, Grøden udspiirer, og denne Gud er min Gud og
jeg hans Skabning; denne Fader er, in Fader, og jeg hans Barn;
denne Herre er min Herre og jeg hans Undersaat. Dog er jeg det
ikke allene; jeg har Brødre der ligesaa vel som jeg ærer dette Væsen
M0
som Aarsag til deres ER. Jeg har Brødre, der har samme Ret som
jeg, til dette Væsens Godbeder. Venner, hvilke jeg i Tankerne
omarmer som mine Brødre: Venner, med hvilke jeg i hiin Evig¬
hed kan have hellige Samtaler, om den Guddommelige Fuldkom¬
menhed, og nærrørende os forborgne Skiæbne, begynder nye Lov¬
taler, og opstemmer et frudefuld Hallelnja til dette Væsens Ære.
Hvem kan være gladere end en Christen; Den Gud som bringer den
grødefulde Saft i de mindste Blade, er hans Fader og kan udgyde
sin vederqvægende Naade over ham; Den Gud som ved Vaarens
Ankomst, giør den opvarmede Jord frugtbar, er hans Fader, og veed
at forekomme hans qvælende Nødtørftighed med Naade og Bi¬
stand; Den Gud, eftee hvis befaling et Træe tiltager og udbre¬
der sine Greene, er hans Fader, som understøtter den ziirlige Byg¬
ning af hans skrøbelige Hytte; Døn Gud, som klæder den udspæn¬
dede Hrælving med Purpur, er hans Gud, der og vil sørge for hans
Ophold og Klæder; Hvilken en god Fader, hvilke velsignede Børn!
Midt under disse Opmuntringer har jeg allerede afviget saa
langt fra min Bolig, at jeg ikke kan skimnte den med det skarpeste
Øvesyn. Jeg gaaer med langsomme Skridt fra et Træe til et an¬
det, og mit Øye kan ikke see sig mæt. Jeg skimter her en Stamme,
som tilkiendegiver Tegn paa den heftigste Kierlighed. Sidst gik
en kierlig Egtemand under disse Skogger, fuld af Bedrøvelse; hans
beklemte Hierte udvældede tufinde Klager ever det baarde Tab af s
den elskeligste Egt efælle. Han erindrede sig de første Øveblikke, da, i
hendes udtagende billede opvækkede hans Gienkierlighed. Han
talte de søde Timer, da de overleverede hinanden deres Ringe paa
en evig Troskab; hvor er denne Troskab, da min elskeligste Mariane
gik bort med Døden, for at være mig utree. Han tænkte paa de
fornøyelige Dage, som de tilbragte i uskyldig Kierlighed; han erin=
drede sig de bastige Aar, som siden deres Forbindelse er flødt i hiin
Forglemmelses Flod. Han erindtede sig dendes Død, og da over¬
strømmede Taarene hans indfaldne Kinder; Et smertefuld Ach!
giorde Gienskraldet beeeed, og forkyndede Træerne hans billige Be¬
drøvelse; Til Hukommelse om hans smertelige Tab, besluttede han
at indgrave sin Kiereste Marianes Navn i denne Stamme, for at
lade de forbiegaaende vilde, at en troe Ven ber havde begrædt en
hensovet Veninde. O, hvor meget større er den Kierlighed, som
Gud har baaren for os Mennesker! Stor er en Mands Kierlighed
til hans Brud; Stor er en Moders Kierlighed imod sine Børn:
men Guds Kierlighed imod hans Søns Forløste, overgaaer al Kier¬
lighed; thi han har teignet os i sine Hænder. Umuelig er det at
han kan forglemme os; umuelig forstøder han os; umuelig er det,
at han lader sine Børn omkomme i Elendighed. Denne Gud er
Kierligheden selv.
Men hvor førskrekkelig er han i Veyret! Denne Eeg, som staar
lige over for mig, og som for nogle Dage stod i sin beste Velmagt, er
et Vidne paa hans forskrekkelige Vrede. Skoerne rykkede den Tid
tilsammen, som en bevæbnet Hær til Krig; Solen skiulede sine
brændende Straaler bag denne Hob; et frogtelig Mørke omgav det
ængstefulde Land; Lynilden foer som Piile igiennem den sammen¬
knibede Luft, dens Ledsager tordnede bag efter den; Jorden rystede,
Qvæget stønnede, Dyrene søgte Huuler til deres Sikkerhed; Guds¬
fornægteren bekiendte et usynlig Væsen, Synderen zittrede, Hykle¬
ren følte en plagende Angest, den Christne bævede. En Huus Fa¬
der sad imellem sine Børn, og paa sine Knæ ærede den allerbøyeste
Almagt; Børnene og deres Moder anstemmede en Lovsang til den
tordnende Beherskeres Ære. Den Høyeste tænkte midt under hans
kævnende Vaaben, paa Naade, børede den Uskoldiges Bøn, og
denne Eeg maatte erfare den Skjebne at et syndigt Huus var truet.
Hvor Majestætisk vil paa hiin Dag den store Dommeres Ankomst
være, naar Millioner Skabninger skal forgaae ved den fortærende
Jld; Da bæver Jordens Grundvolde, da synker Himmelens Støt¬
ter; da udbreder sig et forskrekkeligt Mørk, da nødslaae Lynild og
Torden efter den store Jehovabbefaling bine prægtige Templer
og Muurer, da brænder Skovene i strømmende Flammer, og da
bliver hiine store Have og Søer udtørrede. Tiden nærmer sig,
Dagen rokker frem, de himmelske Herskarer ere rystede til Opbrud
og Ledsagelse; den store Dommer raaber de Døde for Dommen,
og Englenes Basuner lader sig tøre i de Dødes Graver.
