saadan en ubehøvlet Mand; Ney Fruentimmer burde dog al-
drig givte sig, og derved bringe sig en Herre paa Halsen. Bli
ver Manden herover noget ærbar, saa kan hun ey begribe,
hvad ham fattes; Du er dog en underlig særsindet Mand, du
kan støde dig over ingen Ting; man kan aldrig tale til Maade.
Sandt nok, efter nogen Tid fortryder hun det; beviidner, at
det aldrig skal skee mere, og giør ham de mildeste Kiertegn; men
efter er Times Forløb fornyes de gamle Optrin igien. Ved
alle Leyligheder roser hun de hastige Folk: De ere dog saa go¬
de Gemytter, helst naar deres Vrede ey gaaer saavidt, at de
kradser Øynene ud paa andre; De ere ey falske, siger hun. At
være Ræv og Chamæleon er ellers verre i hendes Tanker, end at
være Tiger, Ulv og saadant Rovdyr; Høfligheh anseer hun
for Falskhed, men Grovhed for Ærlighed, og hendes Herre-
dømme over Manden, veed hun at haandthæve og forsvare?
Der gives ellers saadanne Fald, hvor en Kone med billig¬
hed kan tage Herredømmet fra Manden, nemlig naar hun har
meer Forstand og Klogskab end han; og Manden giør da me¬
get vel i, at han i saa Fald skikker sig efter sin Kones Villie;
men hun handler ikke mindre fornuftig, om hun ikke engang
lader sig mærke for hendes Mand, at hun har noget Fortrin i
Klogskab for ham. Den fælleds Kierlighed, som Mand og
Kone, bør have til hinanden, tildekker alle Mangeler, og en
Kone som har sin Mand ret kier, søger ved fornuftige Fore¬
stillinger at bevæge ham til at efterlade det, som han kan have
Skade af, eller giøre det, som kan være ham til fordeel; og
man kan i saa Fold aldrig kalde det noget utilladeligt Herre-
dømme, som Konen fører. Naturen er ellers saa forder¬
vet, at man almindelig gierne giør det som er forbudet; og
naar Koner tiltager sig Herredømme over Mændene saa be¬
viser de ikkun derved, at de nedstammer fra deres Moder Eva.
Een slet Opdragelse kan hos mange Koner og være
Aarsag til at de tager Overhaand og bemægtiger sig Her¬
redømmet; thi naar Forældre har ladet Døttre i deres
Ungdom have deres Villie, har aldrig søgt at brekke deres
Egenvillie, men ladet dem opvoxe i deres Egensindighed, saa
at naar de siden skal rette sig efter en andens, i sær efter
deres Mands Villie, saa giøre de det enten slet ikke, eller det
er i det æiindste dog meget vanskeligt at formaae dem der¬
til. Mændkne ere og ofte selv Skyld deri, at deres Koner
tager Overhaand, naar de enten ere for efterladne i at
haandthæve deres Herredømme, eller de ikke har Forstand,
nøk til at regiere deres Koner med Kierlighed, eller de ere
og formeget frygtagtige, saa de ikke i Tide kan støre og
raade Bod paa et efterhaanden om sig gribende Onde;
og med saadanne Mænd bør og kan man slet ingen Med¬
lidenhed have.
Onde Exempler giøre og meget til, at mange Koner
ikke ville beqven me sig til Underdanighed og Føygligket.
Saadanne onde Koner lærer det ofte af deres Mødre, der
ligeledes har havt og haandthævet Herredømmet. De læn¬
ker det skal saa være. Ja mange Mødre har vel endog i
Tide indprentet deres Døttre saadanne Princixier, at de
skal tage Herredømmet over2Mændene, og lært dem de
listige Renker, som de maae betiene sig af, for at komme
dertil. Men da ingen Regiering er uden Byrde, saa er
det sært nok, at Konerne ikke overlader Regieringen til
Mændene. Det er ellers uimodsigelig det allerfornøyelig¬
ste Ægteskab, hvor Regieringen er deelt imellem Mand og
Kone, saa at ingen af dem, hverken Mand eller Kone, veed
hvem der fører Overherredømmet, og det er nu Moden.
Mode paa en skiødesløs Skrift af Fruentimmer.
Da Opdragelsen i vore Tider er særdeles bedre end i
forrige Tider ihenseende til at lære de smukke Videnskaber for
Fruentimmer; og da Skrivningen for dem nødvendig hen¬
hører dertil2 saa er det selsomt nok, at skiødesløs Skrift skal
dog endnu være i Moden hos mange af dem. Følgende Brev
kan tiene til Beviis derpaa; hvorudi Bøgstaveringen er dog
mestendeels rigtig; men Ordenes Adskillelse og Sammenset¬
ning saa forvirret, at jeg maatte læse det nogle Gange igien¬
nem, førend jeg kunde fatte Jndholden og forstaae dets Mee¬
ning. Jeg har havt Møye med at afskrive det. Linierne
vare dog skrevne meget ligere, end i det krumme og skieve Brev,
som vi engang forhen har anført. Det blev mig leveret af vor
muntre Jomfrue, som havde faaet det fra en af hendes Ven¬
inder, og her er det:
" jerte Lille iompru;
der Soman kundef oden lyken Gang Asse jerte jum¬
fru Hossii soskol Delevist skrived Pobi Ellend end Gan¬
Laaft hunmi Alli Velso hvisiat Komet ilmai mæs ias
Østermænd iæse rat Hon hul Dergot Or soiæsk Alsom
æn naake Rinderhin Desar Tihe Jgenmo hontre nu
hviil iæbejer Tejum prugt Hon do Hviilen gan Holde¬
vadhon Harvoren Soarlig olo vetasset Jlmaiog Je ven¬
terat hon kom erpos Ynda ef Tetmida Jæber hilsendes
Mamma otfor Bliver siesse
lile som Fru Es
ven Jnde A. B. C. --
Synes man ikke, at en Jomfrue paa 19 Aar, paa
hvis Skolegang der intet er sparet, burde skrive accuratere.
Jeg er vis paa, at Jomfrue A. B. C. efter denne Dag enten
ikke vil skrive Breve, eller og øve sig i at adskille egsan men
sette Ordene rigtigere. - Førend jeg slulter disse Mo¬
dens Beretninger maae jeg end nu meddeele Læseren en lideg
Fabel
M uldvarpen var aldrig kommen af sin Huule. Engang
blev han besøgt af en viidt bevandret Skopmuus, som for¬
talte ham sine Reyser, hvilke han med stor Agriomhed hørte
paa; udbiyterde dog tiisidsi i disse Ord: Det er artigt,
hbad Tulenctier, og jeg merker, at der maae vist være smuk¬
le Ting i Verden; men det er dog umueligt, at i oget kan
være saa sr ukt som min Hule. Ja, man skal kiende Hiem¬
fødkiugen paa roget, svarede Musen.
