Naar Ægtebaandet først fastknyttes med en Mage.
Han troer, den beste Lyst er udi Frier=Dage.
Du længe vente skal, om du vil Brød erlange,
Naar Du saa stille gaaer, ukiendt for en og hver.
Giør Du Ansøgninger, maae Du ey være bange.
Løb, klag, skriig, træng dig frem: saa giør nu Mennesker.
Bibils Æreminde.
Bibil man seer forsmægte for, at drikke,
Naar Bacchi Telt han udi Øye faaer.
Han dagligen og derfra fugtig gaaer.
J Sviir og Døs hans Mage findes ikke;
Men drikker dog kun fulde Pottemaal.
Man hører ham tidt støyende at hikke:
Min Piges Skaal! Jeg lever for at drikke
Alleneste min lille Piges Skaal!
Til Sever.
At Livets Møye vi ved en uskyldig Glæde
Os at forlindre veed, det laster Du Sever?
Du strax seer suurt dertil, naar vi en Vise qvæde?
Du taaler Latter ey, fordi Du selv ey leer?
Din Jver gaaer for viidt, naar Du os kalder Poge.
Du ikkun ærbar sees. Men vi? - Er vi ey kloge?
Til Stax.
Du siger: Elskov giør de Klogeste til Narre.
Den Sag er soeleklar, Stax! det stadfæster du;
Du lod ved Giftermaal dig til en Flane parre,
Men var din Klogskab før vel større, end som nu.
Aspasias og Theanes Character.
Aspasia er altid lystig, nogle sige letsindig. Hun seer
got ud. Den Fornøyelse, som altid fremskinner i hendes An
sigt, giør hende og behagelig. Hun drager derfor og manges
Hierter til sig, men ingen hendes. Derved er hun i Stand,
til at drage manges Penge. Hendes Elskere faae derfor Kys
og Favnetag; men aldrig har nogen endnu nydt mere. Naar
hun merker, at de bliver koldfindige, og at Foræringer vanker
ey saa ofte som tilforn, skiller hun sig paa en eller anden Maa¬
de af med dem. Et af hendes første Mesterstykker, da hun
endda var gandske ung, var dette; Hun kiørte i Kane; hendes
Adonis styrede for hende. Hun lod falde sin Handske paa
Gaden, ligesom af Vanvare, og bad ham at tage den op.
Han stod af; imidlertid pidskede hun paa Hestene, og kiørte
sin Vey. Han løb efter hele Byen over, men var ey god for
at finde sin Allerkiereste. Paa den Maade fik han sin Afskeed
Heraf kunde man let slutte, hvor habile hun i Fremtiden vilde
blive. Ja, i den Tid hun elsker, giør hun jevnlig Nar af sine
Tilbedere, og foragter dem ey allene i sit Hierte, men endog
i Fagter og Ord. Den hun nylig har anstillet sig at elske,
bagtaler hun, saasnart han vender hende Ryggen, tillegger
ham Mopse-Næse Hunde Øyne, Heste-Forstand. Udfal¬
det bliver derfor dette: Hun kommer til at døe Møe; med
mindre hun overdrager tilsidst af Fortvivlelse den kostbare
Skat til en Tiener, den Skat, som i hendes Tanker til¬
forn har været for god for en Fyrste.
Theane har en god from Mand, som dog just ey besid¬
der den høyeste Geist. Han lader hende i alting have hendes
egen Villie. Hans Character er, at være paaholden; men
for at have Fred, lader han hende sette til saa meget som hun
selv vil. Gaaer hun alt for viidt, saa hun er nær at ødelegge
alting, og han til Ulykke kommer for Skade, at sige et eneste
Ord, strax beklager hun sin tunge Skjebne, at Himlen har bun¬
det hende til en Nidding, at hun ey faaer Lov, at sette meer end
10000 Rdlr. til om Aaret, at han er knap, karrig og arrig.
Hun vil da ligge allene, hun vender sig fra ham, naar han vil
kysse hende. Han maae da give mange gode Ord, bekiende
sine Synder, og endda udstaae en stiv Times Prædiken, og
høre, at ingen Kone er saa sparsommelig i heele Byen som hun;
at han skulde have faaet af de rette Koner, saa havde han kom¬
met til at finde andet; at de stakkels Fruentimmer ere at be¬
klage, de sælge deres Frihed, for at bebyrdes med et Huuskors,
der nytter til intet, uden at skaffe dem imod deres Villie een¬
gang om Aaret nær Veyen til Himmelen.
Fabel.
Biørnen laae i sin Hule med Lallen i Munden, slumrede
og pattede paa den. En Ulv kom til, og giorde saadan Bul¬
der, at Biørnen endelig vaagnede; da sagde Ulven: Lade
Dyr, du ligger og sover Tiden bort, giør intet til Gavus, ja
søger ey engang din Føde; dit Liv fortiener ey at kaldes Liv.
Taabelige Dyr, svarede Biørnen, seer du ey, at jeg trives, og
bliver feed, ved intet at giøre, da du derimod sulter, vantrives
og udmavres ved idelig at være i Bevægelse. Lær heraf, at
jeg giør meget, ved intet at giøre, og at du giør intet, ved at
giøre meget.
Faaret og Tornebusken.
(Af Hagedorn.)
Et Faar mod rusket Regn og Vinde
J Tiørne=Krattet søgte Læe.
Vel kunde det her Tilflugt finde;
Men Ulden mistede det Kree.
Lyksalig den, som vil af Faarets Skiebne lære!
Du trettekiere Nar, lad det dig Varsel være.
Betroe dog Ulden ey til Procuratoren;
Din Vinding blir knapt halv imod Omkostningen.
