1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 31
Pro Memoria i de Parisiske Dame=Coeffeurs Sag imod
Parykmagerne sammesteds.
Paris 1770. Af Causes amusanles & connues. Den
ne Process er for nogle Aar siden virkelig bleven
ført i Paris ved Procurator Bigot de la Bois¬
hiere og paakiendt saaledes, at Coeffeurerne
vandt. Skriftet selv, som i mange Betragt
ninger er interessant for Damer og Philosopher
synes at være skrevet af en Parisisk Dame=Coef¬
feur, efterdi en ordentlig Advocat neppe skulde
have udtrykt sig med saa megen Kundskab om
Sagen, og heller ikke med saa megen Præci¬
sion, Sprogets Rigtighed og Høflighed.
V¬
i ere i og for sig selv Damernes Coeffeurs, og den¬
ne Function allene maatte forskaffe os Gunst og
Beskyttelse; men begge Dele har, efter Verdens
sædvanlige Løb, paadraget os Misundre. Balberer= og
Parvkmager=Mesterne (a) har forsamlet sig, med Paryk¬
blokkene i Haanden, og har havt den Ubetænksomhed, at
forlange, at Damernes Coeffering allene tilkom dem. De
har uden Grund betient sig af en Forordning, som slet ikke
angaaer os, og derved bragt nogle af os i Fængsel. De
holder os i visse Maader Ragekniven paa Struben, og ved
dette Tyrannie tvinger os til, herved at søge Rettens Bi¬
stand.
Vi har i Begyndelsen spurgt en Lovkyndig Mand til
Raads, og denne har sagt os, at de Romerske Love har slet
intet bestemt ihenseende til de Rettigheder, som vi paastaaer
at der efter al Rimelighed i Carl den Stores Capitulariers¬
Tid endnu slet ingen Dame Coeffeurs har været til; at det
vel kan være mueligt, at vi i den Atheniensiske lykkelige Tids¬
punkt har udgjort en egen Stand sammesteds; men at fra
denne Epoche af indtil vore Tider ere forløbne meer end to tu¬
sinde Aar, og at vi derved kan have tabt vore Rettigheder
" ved Præscription.
Dette Sprog har i Førstningen foraarsaget os ikke li¬
den Urolighed. Men vi har søgt anden Hielp, og fundet
den. Den Lovkyndiges Videnskab er ikke skikket til at ud¬
vikle vore Grunde. Det nærværende Spørsmaal udfordrer
Kundskaber og Jndsigter, hvorudi de med deres Videnskab
ere gandske fremmede.
Parykmagerne paastaaer: at det allene tilkommer
dem at coeffere Damerne.
(a) J Frankerig hører Bartskierere, Haarskierere og Pa¬
rykmagere til et Laug.
For at til intet giøre saadan deres uretmæssige Paa¬
stand, ville vi legge for Dagen og bevise: Først, at den Kunst
at coeffere Damer, er en frie Kunst, og gandske førskiellig fra
Parykmagernes Profession; For det andet, at Parykma¬
gernes Laugs=Artikler ikke giver dem den udelukkende Ret,
som de ville paastaae at have; For det tredie, at de af Justitz¬
Rettens (b) Forordning har gjort en falsk og urigtig Anven¬
delse, og ere skyldige til at betale os en anseelig Skadesløshol,
delse, samt Omkostninger for de imod os forøvede Vexationer,
Første Sætning.
Man maae giøre en stor Forskiel imellem Balbeer= og
Parykmager=Mesternes Haandverk, og den Kunst at coeffere
Damer. Parykmagernes Profession hører til de mechaniske
Kunster, men Damecoeffeurernes til de frie Kunster.
De mechaniske Kunster har givet Andledning til adskil¬
lige Lavs og Gilders Opretning. Disse Kunster indskrænker
sig blot til et praktisk Haandarbeyde, ere langt neden for Ge¬
niets skaberske Opfindelser, og indskrænkede inden den snæy¬
re Sphære, som er dem egen.
Gandske anderledes forholder det sig med de fri Kunster,
for hvilke man meget forgieves skulde betale Mesterskab. Her
kan man ikke for en vis Sum Penge tilkiøbe sig at opfinde og
frembringe enhver Grad i den Smag og den praktiske Færdig¬
hed, som giver dem deres Tilværelse og Liv; dertil maae man
have Kiernen af de skaberske Talenter i sin Siel. Hvo som har
et Genie, der er duelig og beqvemt til den Kunst han griber til,
maae kunde udøve den med fuldkommen Friehed. Dette er
Maximer, hvorved de smukke Kunster bliver beskyttede, og
under hvis Bevaagenhed de i Frankerig har havt en saa for¬
undringsværdig Fremgang. Det skulde have været latterligt,
at indslutte Poeter, Bildthuggere, Malere og Tonekunstnere
i Laug og Gilder, saaledes som Parykmagere, Skoemagere
og Skrædere.
Maleren besieler sin Lerretsdug, Bildhuggeren sin
Klods af Marmor. Begge taler til Øynene, for at bedra¬
ge dem, og dette Bedragerie udgiør deres Verks Fuldkom¬
menhed. Tonekunstnerne og Poeten bringer de Gienstande,
som de bearbeyder, til Sielen, og dersom de besidder deres
Kunstes ægte Genie, saa maler de med Jldflammer, og opvar¬
mer alt hvad der befindersig i deres Virksomheds Sphære.
Vi ere hverken Poeter eller Malere eller Bildthuggere,
men ved vore Talenter giver vi Skiønheden, som hine besyn¬
ger, sin grazie; efter vore Originaler bliver den ofte afbil¬
det af Malere og Bildthuggere. Berenices Haar blev sat
(b) la Cour. Denne Ret har i Paris den høyeste Jn¬
stanz i Politie=Sager.
