iblant Stiernerne, og hvo staaer os inde for, at det uden vor
Kunstes Bistand skulde have faaet denne høye Ære?
De særdeles Gienstande, som vor Kunst omfatter, ere
særdeles mange.
En større eller mindre Pande, et meer eller mindre
rundt Ansigt, udfordrer en meget forskiellig Behandling. Al¬
levegne og altid maae vi forskiønne Naturen eller forbedre
dens Feyl. Videre maae vi forstaae og vide lykkelig at forene
Hovedprydelsens Hovedfarve med Hudens Farves Beskaf¬
fenhed. Her bruger vi Malernes Kunst, vi maae kiende
Nuancer, Brugen af det Lysdunkle, og Skyggernes Forde¬
ling, for at give Teinten meer Liv og Grazien meer Udtryk.
Undertiden maae Hudens hvide Farve hæves ved Haarpyn¬
tens brunligere Tinto, eller Blondinens alt for levende Glands
tempereres med den Askefarve, med hvilken vi beklæder hen¬
des Haar.
Hovedpynten er videre forskiellig efter de forskiellige Si¬
tuationer. Hovedpynten ved en Besøgelse, eller paa en Bryl
lupsdag, eller Dagen derefter, er intet mindre, end ens. Den
Kunst, at pynte den Tendre og Sprøde, og ikkun at lade hen¬
des Fordringer skinne igiennem, men ey at forkynde dem; at
oppynte og sindse Coquetten, og af den ældre Systers Moder
at giøre hendes Datter; at forene Pynten med Sielenes Li¬
denskaber, som man undertiden maae giette. Den Kunst at
coeffere enhver i sær, den Begierlighed at befa de, som lige¬
frem aabenbarer sig, det Kielne og Attraaende i Opførselen,
som ikkun vil interessere, og den Livagtighed og Munterhed,
som ingen Modstand vil lide, den Kunst, siger vi, at coeffere
enhver i sær; at bringe nye Moder i gang, undertiden at kom¬
me sammes Egensindighed til Hielp, undertiden at standse og
hemme den; alt dette udfordrer ingen gemeen Jndsigt og
Kundskab om Sagerne, og en Følelse, til hvilken man i visse
Maader maae være født.
Men vor Kunst er endnu videre udbredet. Paa hiint
Theater, hvor Jllusion hersker, hvor Guder, Helte, Geister,
Feer og Hexemestere immer paa nye bliver skabte, der er et
Hoved, som kommer fra vore Hænder, snart en Gudindes,
snart en Heltindes, og snart en Skæfferindes Hoved. En Ar¬
mides Hovedpynt har slet intet ligt med Dianes Hovedpynt,
og Dianes Hovedpynt har ingen Lighed med Aecimadures
Hovedpynt. Giøre ikke de Slangeformige sammensnøede og
iblant hinanden viklede Haar paa en Furie den fuldkomneste
Contrast, med de Elskende spillende Haars bølgeformige
Bevægelser, Hvo som forstaaer og veed at fatte disse Nuan¬
cer, hvilke ere de forskiellige Slags egne, og kan overdrage
Originalens Tekkelighed paa Copien, i ham kiender man en
duelig Kunstners Haand.
Den Kunst at coeffere Damer, er altsaa et Geniets
Verk, og følgelig en smuk frie Kunst.
Haarenes og Lokkernes Anordning udgiør ikke engang
vor gandske Sysselsetttelse. Vi har altid Skatterne fra Gol¬
conda imellem vore Hænder. Paa os beroer Diamanternes
Stilling, samt hvorledes Halvmaanerne (croissants) Sul¬
tanerne og Aigretterne skal settes. Generalen for en Armee
veed, hvor meget han kan regne paa en Halvmaane(demilune)
for en Festning; han har sine ham tilforordnede Jngenieurs.
Vi ere i denne Post ligeledes Jngenieurs. Ved en velstillet
Croissant vil det være Fienden meget vanskeligt at staae imod
eller ikke at overgive sig; og paa denne Maade befæster og ud¬
vider vi bestendig Skiønhedens Herredømme.
Barbererens og Parykmagernes Forretning ere meget
forskiellige derfra. At klippe og rage et Hoved; at kiøbe det
dertil, som man har berøvet det; at give døde Haar den for¬
nødne Krumning ved Jern og Jld; at indforme dem paa et
Træe Hoved; at bruge Hammeren saavel som Kammen, paa
en Marquis Hoved at sette Savojardes Haar, og undertiden
endda noget slettere; at lade sig denne Metamorphose meget
dyrt betale; med et skarpt Jern at betage en Mandsperson sit
Kiøns Kiendetegn, at bade koldt og varmt o. s. v. Alt dette
er lutter Mechaniske Sysselsettelser, som ikke har den ringe¬
ste nødvendige Forbindelse med vores forhen beskrevne Kunst.
Man kan desuden endda tilstaae Parykmagerne den Ret
at accommodere Mandspersonernes egne Haar, efterdi deres
Frisur ikke behøver at være andet end en Orden, som An¬
stændighed udfordrer. Af analogiske Grunde kunde vi vel
disputere dem de søde Herrers Coeffering: men vi ville gier¬
ne lade deres Hoveder blive imellem Parykmagernes Hænder,
paa det at de skal have desio mindre Lykke i Coqvetteriet. Vi
coefferer, med et Ord, ikkun Damer. Deres Ægtemand
selv hører ikke engang til vor Competentz, og saa længe vi hol¬
der os inden disse Grændser, saa maae Parykmagerne immer
skraale saa meget som de vil, Politiet vil dog slet intet have
at tiltale os for i denne Henseende.
Det skulde være forgieves, om Parykmagerne vilde ind¬
vende, at omendskiøndt de selv havde en alt for tung Haand,
for Damernes Coeffering, saa kunde de dog alligevel holde
Svenne, hvis Haand var desto lettere.
Denne Jndvending vilde indeholde en Tilstaaelse, at
den Kunst at coeffere Damerne, ikke passe sig for deres Stand,
da Mesterne selv ikke har de fornødne Talenter at udøve den;
og deraf kunde vi slutte at deres Læredrenge, som bliver ad¬
fpredede ved andre Forretninger, skulde ligesaa lidet lære dem;
men en langt vigtigere Aarsag hindrer, at Damerne kan bru¬
ge disse Lære=Drenge til deres Coeffering. Parykmager¬
Drenge og Svende forandrer deres Herrer og deres Bouti¬
qver alle Øyeblik, og disse bestandige Forandringer tillader
absolut ikke, at tillade dem til en Tieneste, der udfordrer saa
megen Tillid og Fortrolighed som vores.
Et Fruentimmers Coeffeur er i visse Maader hendes
første Toilette Betient; han finder hende saaledes, som hun
er kommen ud af Rolighedens Arme, med endnu halv til¬
lukte Øyne hvis Munterhed er ligesom fængslet endnu ved
den først halv forsvundene Søvn. Under Artistens Hæn¬
der og under hans Kunstes milde Jndflydelser aabner sig
den opspringende Rose og beklæder sig med dens skiønneste
Smykte. Ved alt dette maae Artisten ære sit Verk, og i
hvor tæt og nær hans Tieneste end bringer ham til hende, dog
alligevel aldrig tabe af sit Sigte den undertiden umaadelige
