at have Attester, og lade sig indskrive at gaae i Lære hos en
Mester, ikke at gaae fra en Mester, uden foregaaende otte
Dages Opsigelse, eller at lade det begyndte Arbeyde lige¬
ufuldendet. Tillige ere de Parykmager=Burscher, som kom¬
mer fra Provintzerne, derudi befalet, inden otte Dage ef¬
ter deres Ankomst at lade sig indskrive ved Laugets Lade, alt
under Straf af Fængsel for Lære-Burscherne og Penge¬
Mulct for Mesterne.
De Præcautioner, som ved denne Forordning ere tag¬
ne imod Parykmager Burschenes Udskeytelser, ere fuldkom¬
men værdige for den Øvrigheds Viisdom og Skarpsindig¬
hed, som med almindelig bifald vaager over Politien i den¬
ne Hovedstad.
En vis Coursel, en Parykmagerbursche, samt nogle
andre, bleve satte i Fængsel, fordi de havde overtrædet det¬
te Reglement. De appellerede fra Under=Politie=Øvrighe¬
dens Kiendelse og derved satte sig imod den Dom, som med¬
førte Reglements Execution, men Dommen faldt dem imod
den 19 Julii 1761, og de bleve afviiste med Appellationen.
Alt dette angaaer gandske og aldeles ikke Damernes
Coeffeurer. Men dog alligevel har Parykmagernes Syn¬
dici, stolt af den lykkelige Fremgang, ladet adskillige Coef¬
feurs arretere, og iblant andre Hr. Barbule af den Aarsag,
fordi han imod Politie=Dommen og Politie=Rets Forord¬
ningerne, ikke havde ladet sig indskrive ved Laugets Lade.
Vi har ikkun sat os imod foranførte Forordning for
saavidt, som man har vildet udtrekke paa os det, som der¬
udi er blevet tilkiendt. Men denne Modsettelse er blot
skeet til Overflod. Thi vi ere ingen Parykmager=Burscher,
vi ere Folk af Talenter og altsaa gandske adskilte fra Paryk¬
magere og Bartskierere. De fleeste af os har lært deres
Kunst af andre Coeffeurer, og skulde komme i stor Forlegen¬
hed, om de skulde blive satte i den Nødvendighed, at give
sig af med Parykmager Professionen.
Man vil maaskee indvende, at nogle Coeffeurer har
virkelig ladet sig indskrive ved Laden. Sagen er muelig,
og denne Art af Underkastelse kan have været en Følge af
de Foruroligelser, som ere os vederfaret paa den efter¬
trykkelige Maade; hvormed Syndici har gjort en urigtig
Anvendelse af de anførte Forordninger. Men deraf følger
ikke, at Syndici virkelig har haft Ret til at sette os i Fængsel
af den Aarsag, fordi vi ey har ladet os indskrive ved Laden;
thi førend man kan straffes for Ulydighed imod en Lov, maae
denne Lov existere. Men nu fandtes der hverken Lov eller
Reglement som kunde tvinge Dame Coeffeurerne til, at lade
sig indskrive ved Parykmager Langets Lade.
Dette er allerede provisorisk antaget for Ret af Poli¬
tie=Retten, og den Politiet udøvende Øvrighed har tilli¬
ge tilkiendt Dame=Coeffeurerne deres Kunstes Udøvelse
ikke at skulle blive foruroligede af Parykmagerne, saa læn¬
ge de ikke befatter sig med Mands=Personernes Frisur. J
Følge deraf er det og ordineret efter Hr. General=Advocat,
Seguiers Dom, og befalet, at Hr. Barbdle, en af vore
Medlemmer, skal settes i Friebed, og rovisprisk blevet for
budet Parykmagernes Syndicis, at arretere Dame=Coef¬
feurerne, men disse ligeledes forbudet, at befatte sig i nogen s!
Deel med Mandspersonernes Frisur.
Man har al Aarsag at troe, at Politie=Retten i sin
endelige Dom vil følge den Plan, som den selv har opteg¬
net for sig ved denne provisoriske Disposition; og naar det¬
te skeer, da at dømme Parykmagermesterne i Lauget til
Skadesløsholdelse og Gotgiørelse for de Vexationer, som
Hr. BarbUle og mange andre af vores Medlemmer har liidt
af dem.
Vi ville slutte med følgende Anmerkning. Der er om¬
trent 1200 af os i denne Hovedstad. Vi lever og ernærer
vore Koner og Børn af de Midler, som vi forhverver ved
vor Kunst. Dersom man treffer os med Balbering, med
Parykkers Forfærdigelse, eller med Mandspersoners Fri¬
sur, saa har vi Uret, og Parykmagerne Ret til at anklage
os. Men naar vi holder os indskrenkede inden vor Stands¬
Grændser, hvorfor skulde man da ophæve og til intetgiøre
vort Selskab?
Nogle strænge Sæder=Dommere ville maaskee sige, at
man let kan undvære os, og at det gandske vist ingen Ulyk¬
ke skulde være, om der hørte færre Nødvendigheder og færre
Tilrustninger til Damernes Toilette. Det er ikke vor Sag
at afgiøre enten de Spartanske eller Atheniensiske Sæder
tilkommer Fortrinet, og enten en Hyrdinde, som speyler
sig i Kilden og smykker sig med Blomster, eller den glunren¬
de Stads=Dame, som bruger den fineste Kunstes Prydel ser,
med mere Ret fortiener Herredømmet over vore Hierter.
De nyttige Kunster har forskaffet os Rigdomme; Rigdom¬
mene har frembragt Luxus, og Luxus har avlet Snurrepi¬
beriernes Kunster. Saaledes gaaer det ved alle Nationer.
Man maae tage vor Tids=Alder som den er. Sammes
pludselige Reformation vilde være imod Tilfældenes Orden
paa Jorden. Vi har Sæderne saadanne som de nu ere, at
takke for vi ere til; og saa længe som de bliver saaledes,
maae vi blive ved dem.
Skulde den Maade, som vi har forsvaret os paa, være
for meget under Justitiens Værdighed: saa er dette et Til¬
fælde, som vi allerede forud beklager. Men, hvor var det
mueligt, med Alvorlighed og Cancellie=Stiil at andrage,
Toiletternes Smaaheder - og disse Smaaeheder vare
dog her nødvendige, efterdi de indeholdt vore Grunde?
Men, den følgende Betragtning tilfredsstiller os der¬
for. Den Ret, at dømme Mennesker, er en Guddomme¬
lig Egenskab. Det uendelige Væsen dømmer endog Men¬
neskens mindste Gierninger.
Øvrigheden fælder Dom over alle Ting, om det endog ik¬
kun er de meest ubetydelige Smaaeheder. Sandhedens Under¬
søgelse er i og for sig selv skatteerlig, og forædler alle de
Gienstande, hvormed Øvrigheden sysselsetter sig; og lige¬
som Solen opgaaer, og lyser for alle Væsener: saa kan og
alle Borgere af enhver Classe med lige Følge søge Rettens
Beskyttelse.
