vort Huus, faa lad de ikkun trække Deres Heste hisset ind i
Stalden.
De kan let tænke, at jeg ikke aflog dette Tilbud. Jeg
fandt Huset indvendig saaledes som jeg havde formodet det.
Lidet meer Beqvemmelighed, end i et almindeligt Bonde¬
huus; men meget reenligt, og paa en ædel Maade simpelt.
Hvil sig ud, sagde den Gamle, jeg vil gaae og kal¬
de mine Børn hiem fra Marken, det er desuden Tid at
giøre Fyrabend.
Jeg sad imidlertid fuld af Forundring og snakkede
med den lille Pige, indtil jeg saae den Gamle komme til¬
bage igien, og havde i Følge med sig en meget velvoxen
Mandsperson, som førte sin Person got og var klædt i den
sædvanlige Landets=Dragt, samt havde et fuldkommen ar¬
tigt Bonde=Fruentimmer under Armen. Hvem var be¬
gierligere end jeg, at lære at kiende disse Folk!
Den unge Mandsperson og Bondefruentimmeret bade
mig ligesaa troehiertig at være velkommen, som den Gamle
havde giort. Den unge Mand talede mig til paa Plat¬
tydsk, og betragtede mig derhos overmaade nøye.
Jeg merkede, at han talede ikke dette Sprog med no¬
gen ret Færdighed, og sluttede af nogle Franske Vendinger
derudi, at han maatte bedre forstaae dette Sprog. Jeg
svarede, ham altsaa paa Fransk, og pludselig erindrede jeg
mig meget livagtig, at jeg havde seet ham nogensteds.
Jeg skal kiende Dem, min Herre, sagde han til mig, De
er gandske vist N**, med hvem jeg i sidste Krig giorde
saa mangen fornøyelig Spadsere=Gang i Hannover i Ei¬
lerriede, og hos hvem jeg har tilbragt saa mangen deylig
Vinter=Aften med Fornøyelse. - Og De, sagde jeg,
Deer Davle Men sig mig for Himlens Skyld, hvor
er De kommen her, Hvorledes kommer De til denne Dragt?
til dette Sprog? til denne Levemaade? – Her er hun
som har vundet Seyer over mig, sagde han i det han med
de ømmeste Øyekast saae til sin artige Kone; hun har gjort
mig til Krig=fange, og nu til den lykkeligste Tydske Bon¬
de. De skal faae min heele Historie at vide. Men lad
os først drage Omsorg for nogle Forfriskninger baade for
Dem og os. Jeg har nu omstunder bedre Hunger, end
den gang, da vi ofte philosopherede med hiinanden om de
Menneskelige Handlingers Sædelighed.
Jeg fandt altsaa her, min Herre, gandske uformo¬
dentlig, vor Dav-le. Hvor vil denne min Opdagelse giøre
Dem fornøyet, da De endnu saa ofte erindrer sig hans
Omgang, og immer har holdt ham for en af de retskaffen¬
ste og meest oplyste Offieierer, iblant alle de Franske, som
vi har lært at kiende!
Den lille Pige kom ind. Vl De følge med mig,
min Herre, ned i vort Lysthuus ved Vandet. Der spiser
vi Aftensmad, naar det er got Veyer. - Jeg fulgte
med hende. Dav=le kom til os i Haven, og hans Kone
samt nogle Piger bragte et lidet Landsbye=Maaltid paa
Bordet. Vort Bord=Selskab bestod af den gamle Mand,
begge de unge Folk, den unge Pige, jeg og min Tiener!
Vor Vertinde var i Førstningen lidet undseelig, og man
merkede det meget tydelig, at det endnu ikke gandske havde lyk¬
kedes hendes Mand, at vænne hende fuldkommen af med Skye¬
heden for Ubekiendte, der var en Følge af hendes Opdragelse.
Men i alt hvad hun sagde, herskede saa megen sund For¬
stand, Godhiertighed, Fiinhed af Følelse og Ømhed imod
hendes Mand, at jeg imellem os sagt, nær var bleven hy¬
pochondrisk igien, naar jeg tænkte tilbage til min høylærde
Frue i Staden.
Jeg kan ikke spise for Begierlighed min, kiere
Dav=le, at høre Deres H.storie. - Alting er saa ar¬
tigt hos Dem, at jeg vilde ønske, vore gode Calenbergske
Landsbye=Piger havde i Krigen gjort tusinde saadanne Mænd,
til Bytte.
Jeg kunde gandske vist skrive en Roman af min Hi¬
storie, begyndte Døvle, men det Tydske Clima har end¬
nu ikke havt saa megen Jndflydelse paa mig, at jeg skulde
trekke en Historie ud til en Bog, som er kort fortalt, og
maaskee interessant for mine Venner. Vil De altsaa gand¬
ske kortelig høre de Begivenheder som har bragt mig herhid.
Jeg var, de veed det, Officier ved det F-ske Husar¬
Regiment. Engang kom jeg med 25 Mand igiennem den¬
ne Bye, da der just blev Jldløs i dette Huus. De kan
ikke forestille sig, i hvilken Angest de stakkels Folk vare,
det de gandske vist troede, at hvad Jlden vilde levne, det
skulde være et Bytte for de fiendtlige Hvsarer. Jeg tilli¬
ge med mine Folk giorde mig al Umag for at redde, dem¬
pede Jlden lykkelig, og havde ved udstillede Vagter bragt
det dertil, at jeg nogle Timer derefter kunde giøre mig den
Fornøyelse, at give de arme Folk alt det igien, som de
havde bragt ud af Huuset, uden at det allermindste deraf
var blevet bortstiaalet. Min nu værende kiere Svigerfa¬
der, som De der seer, regnede mig denne Gierning, der dog
var intet videre end en Menneskeligheds=Pligt, til en be¬
synderlig Ædelmodighed, og vidste ikke, hvorledes han
skulde vise sig taknemmelig, da jeg aldrig har ladet mig
betale for de moralske Pligters Udøvelse. Det, som jeg
tog imod, var den Begiering, at om jeg kom tilbage igien
i den Egn, jeg da vilde inqvartere mig i hans Huus. Det
traf sig nogle Maaneder derefter, og jeg kom til at ophol¬
de mig her i sex Uger. En fiendtlig Officier, som har
forhvervet sig sin Vertes Fortrolighed, er, naar han vil væ¬
re en retskaffen Mand, overordentlig lykkelig i saadant
Qvarteer. Enhver her i Huset ansaae mig som sin beste
Ven, og jeg begegnede enhver igien paa samme Maade.
De sex Uger som jeg tilbragte her, var mig de behageligste
paa det heele Feldttog. Her lærte jeg at kiende Datteren
i Huset, min kiere Hanchen. Hun var den gang neppe
atten Aar gammel, smykket med alt det Jndtagende, som
Uskyldighed og Ungdom har, og havde det Fortrin fremfor
