andre Bønderpiger, at hun havde en vis Fiinhed af Følel¬
se og Udtryk i hendes Sprog, som jeg strax efter min An¬
komst til Tydskland havde lært at forstaae. (Den unge
Kone gik bort under den Forevending, at bringe hendes lil¬
le Datter til Sengs.) Jeg fandt snart en høy Grad af
Venskab for hende, ikke Kierlighed, derfra afholdt jeg Tan¬
kerne, efterdi jeg havde en Kiereste i Frankerig, som jeg
ved min Bortreyse havde forsikkret om en ævig Troeskab,
ikke med Forpligtelser af Eder, men som en retskaffen Mand.
Men for at unddrage min Veninde fra nogle andre unge
Franzosers Efterstræbelse, saaviidt mueligt var, hvilke og
vare inqvarterede der i Byen, da jeg alt for tydelig saae,
hvor ulige det Partie er, naar en ung udlært Frangzos sø¬
ger at forføre en Pige, som har intet videre til sit Forsvar
end hendes Uskyldighed og Godhiertighed: saa erklærede jeg
hende i vore Selskaber for min Kiereste og begegnede hende
følgelig med al den Opmærksomhed, som denne Erklæring
udfordrede. Men det kom mit Hierte dyrt at staae. Han¬
chen elskede mig, uden at hun selv vidste det, med al den
Styrke, Uskyldighed og Godhiertighed, som giver en Tydsk
Piges Kierlighed saa stort et Fortrin for mine forrige Lands¬
mandinders sædvanlige flanevurne forfængelige Tilbøyelig¬
hed. Jeg søgte, i hvor meget det endog kostede mig, selv
at formindske hendes Tilbøyelighed til mig, -- og
minblev immer sterkere. Nu fik vi Ordre at rykke op,
og Freden som var nær, lod mig lidet Haab til overs, at
kunde engang igien opholde mig i denne smukke Bye. Min
Kiereste i Frankerig ventede efter mig. Altsaa -- lev
for ævig vel, min dyrebare Hanchen! – Jeg havde
den undsigelige Fornøyelse, at see det heele Huus græde
ved den fiendtlige Officiers Afskeed. Den gamle Fader
og Datteren tog mig fat om Haanden - gandske vist
naar Freden er sluttet, kommer De fra Frankerig engang
for at besøge os, dersom det ellers er sandt, at De holder
saa meget af os. - O hvor var Hanchens Øyekast her¬
ved forskielligt fra Faderens Øyekast! – Jeg lovede dem
det, for at opmuntre Dem, omendskiønt jeg ikke havde til¬
troet mit Hierte, at giøre nok en Visite der efter denne Af¬
skeed.
Freden blev strax derpaa sluttet, og vi marscherede
tilbage til Frankerig. J Stratzborg traf jeg min Kiere¬
ste, som var reyst fra Paris dertil, for at komme mig i
Møde, og i Haab om det Bytte, som jeg skulde medbrin¬
ge, havde udpyntet sig med alt det, som den nye Mode i
Paris havde imidlertid opfundet. Vi reyste meget fornøye¬
de til Paris, omendskiøndt jeg undert den ved al den bril¬
lante Vittighed, og ved al den fine Smag, som min Fran¬
ske Kiereste havde, kunde neppe tilbageholde et Suk for
min Tydske Veninde.
Jeg havde store Fordringer til nogle Krigs=Commis¬
sairier. Disse stak sig bag ved adskillige andre Folk, som
badede mig, efterdi jeg ofte i Tydskland havde forhindret
dem at berige sig ved Landfolkenes Udpresninger og Under¬
trykkelse. Man anbragte altsaa en Klage imod mig over
adskillige Punkter, som maae være høyligst fornærmelige
for en retskaffen Mand, beviste af den ubeviislige Klage,
at mine Fordringer vare uretmæssige, og nødte mig der¬
ved til, frievillig at frasige mig en Tieneste, hvorudi
man beskyldte mig for saadanne Forseelser. Jeg hastede
til min Toinette, det var min Franske Kierestes Navn, for
nu med hende, for alle politiske Forbindelser at leve paa et
lidet Landgods, som var min Fæderne=Arv, og i hendes
Selskab at glemme den mig tilføyede Uret. Men hvor
stor var min Forundring, da jeg fandt hende overordentlig
koldsindig, og i Begreeb med at indlade sig i en Kierlig¬
heds Forstaaelse med en fornemme Herre. Jeg skulde i den
første Hidsighed have hævnet mig forskrekkelig over hendes
Utroeskab, dersom ikke en Tanke paa min Tydske Pige hav¬
de lært mig at foragte hende.
Frankerig var mig nu forhadt. Jeg skyndte mig til
Piccardie, for at sælge mit Fæderne Arvegods, og derpaa
at reyse til Tydskland med de Penge, som jeg fik derfor,
der kunde omtrent beløbe sig til Tusinde Dukater. Jeg
saae efter et halvt Aars Fraværesse, min Hancken igien, fik
hendes Faders Samtykke til at ægte hende, anvendte en
Deel af mine tusinde Ducater til at afbetale nogen Gield,
som hæftede paa denne Friegaard, og en Deel til at giøre
nogle store Forbedringer paa den, som den trængte til.
Alle mine Bestræbelser har havt en lykkelig Fremgang.
Min Svigerfader, min dyrebare Hanchen min lille
Datter, og jeg, vi ere den lykkeligste Familie som man kan
forestille sig, efterdi vi elsker hinanden, ere glade og mun¬
tre, flittige og ærlige. J særdeleshed glæder det mig, og
giør ikke lidet til min Lyksalighed her, at Folkene i Byen
elsker mig, omendskiøndt jeg er en Udlænding, efterdi jeg
forstaaer deres Sprog, og har viist dem mange i Frankerig
bekiendte Forbedringer ved Agerdyrkningen, hvis Fordele
de nu begynder at indsee. J Morgen min Herre, vil jeg
vise Dem min Mark, mine Haver, mit Qvæg, mine Enge,
mit Huuses Indretning, saa og, dersom de ikke vil røbe
mig, mit lille Bibliothek, og jeg troer, at De skal skatte¬
re deres gamle Ven lykkelig, for den Situations Skyld,
hvorudi han lever, som iblandt alle er i det mindste den
sikkerste for den sande Lyksalighed
Dette var hans Fortælling. Jeg lagde mig til Hvi¬
le med de behageligste Følelser af Landsbye Lyksalighed, og
den følgende Morgen viiste min Vert mig alt, hvad han
havde løvet at vise mig. Manden er visselig en fortreffe¬
lig og philosophisk Bonde, og hans Kone er den beste Kone
af Verden. Jeg vil ikke beskrive alt det for Dem, som jeg
har seet. De, min Ven, maae selv besøge denne Mand,
og selv see alle Ting. Han har talet meget om Dem, og
vilde glæde sig meget, om De snart kom til ham.
