1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 33
Skatte=Graveren eller Æble=Tyven.
(Et Lost=Spil i en Act.)
Personerne i dette Lyst=Spil ere: 1) Hr. v. Al barn. 2) Frue v.
Althavn. 3) Juliane, deres Datter. 4) Hr. v. Schønfelt
hendes Frier. 5) Hr. v. Blendbeim, Frue v. Althavns
Opvarter. 6) Hanche, Julianes Pige. 7) Valentin, Hr.
v. Schønselts Tiener. 8) Mester Simon, Gartneren. 9.
Martin, Gartnersvenden. 9) Fuchs, en Skattegraver.
Tbeatret forestiller en Have. Hist og her staaer enkelte Træer.
Det er Nat og Klokken 10.
Første Optrin.
Simon og Martin.
(De kommer begge frem bag ved et Træe.)
imon. Ja, du Skurk, det siger jeg, at du er Skyld deri!
S¬
Du havde ellers for længe siden kundet faaet ham fat.
Martin. Nu, nu, Mester Simon, skield kun ikke saa¬
Simon. Jeg vil skielde! jeg maae skielde! thi du fortie¬
ner det!
Martin. Ey, ey, da hvisaa?- Han siger: Jeg skulde
have taget fat paa ham? - Ja, havde jeg faaet fat paa ham,
saa havde jeg jo havt ham, den Æbletyv.
Simon. Vist nok, du Skurk! - det er just det jeg vil.
Jeg maae have fat paa ham, jeg skal have fat paa den Spids
bub! den forbandede Karl! som muser alle mine Borstorpfer¬
Æble fra mig; som tager min Smule Profit fra mig; ja som
har allerede stiaalet den. Jeg vilde ønske, at hvert Æble maat¬
te blive til en Møllesteen i den Spidsbubske Mave! - Du
Spidsbub, den du er!
Martin. Hvad hielper ham alt dekt - Æblerne ere
jo borte, og han faaer dem ikke igien.
Simon. Det er just Ulykken! - Mine deylige Borstorp¬
fer=Æble ere borte! Havde den Spidsbub endda ingen taget
af dem, som den naadige Herre skulde have: saa havde det
endda været got; men han har taget alle de største smukkeste og
røde, som jeg altid har faaet min Daler for. Den Spidsbub!
Martin. Den Skielm, den, den! havde vi kun fat paa ham
han skulde ud med alle Æblerne igien! den Galgeknebel den.
Han havde kun kundet tage de smaa, enten den naadige Herre
havde faaet nogle eller ey; naar vi ikkun havde havt dem!
Simon. Ja Martin, denne Nat maa vi have fat paa ham.
Der er intet andet for. - Han kommer ganske vist igien
thi der sidder endnu en Skok paa Træet dem vil han gandske
vist og hente; men jeg gaaer ikke af Stedet, førend jeg har
ham om jeg endog her skulde passe ham op til i Morgen.
Martin (hvisker) Mester Simon, jeg vilde nok give ham
et Raad-
Simon. Hvad skulde det være?
Martin. Jeg veed ikke om det er saa velbetænkt, at vi
bliver her begge To; Tyven kunde maaskee blive os vaer, og
vende tilbage igien.
Simon. Det var got nok, dersom jeg bare kunde for¬
lade mig paa dig; men du har nu i saa mange Nætter ikke
faaet fat paa ham, saa vil du heller ikke faae ham i Nat.
Martin. Jeg ikke faae ham? - Jo dersom han kun var
her engang, han skulde see et forunderligt Syn, Hr. Simon!
Naar jeg bliver hidsig, saa er jeg værre end Fanden!
Simon. Saa!
Martin. Jeg, jeg kan paa Timen fokke en saaledes her, og
ryste ham, saa - saa at han maae skrige derved! (Han gri¬
ber Simon i Brystet, og ryster ham.)
Simon. Sagte, holdt, du forbandede Karl!
Martin. Ja, hvad giør ikke Hidsighed. Jeg vidste ikke
andet, end jeg havde fat paa Tyven. - Nu Mester Si¬
mon, vær kun ikke bange; jeg skal bringe ham Tyven i god Be¬
tids i Huset, saa kan han giøre ved ham hvad han vil.
Simon. Ja, dersom jeg kun vidste
Martin. Vær han kun uden Bekymring. Jeg bringer
ham Tyven ligesaa vist som mig selv - Gak han kun hiem.
Simon. Nu, jeg vil da gaae: men, tag du dig i Agt.
Jeg kommer hver Time og passer paa.
Martin. Got, got. (Simon vil gaae.)
Martin. Bie, Mester Simon, et Ord endnu!
Simon. Hvad vil du?
Martin Jeg bringerikke Tyven førend jeg faaer ham fatl
Simon. Du Nar! det forstaaer sig.
Martin. Ja, ja det meente jeg ogsaa (Simon gaaer bort)
Andet Optrin.
Martin. (allene) Ha, ha, ha! Pak dig kun din Vey, du
gamle Gubbe. Det havde været en herlig Sag for mig, om
du var bleven her! - Ney, ney, Mester Sion, jeg maae have
Skokken fuld. Hvor de andre har taget Veyen, der kan disse
gaae med. Naar jeg ret overveyer det, saa giør jeg dog en god
Gierning. Jeg betager min gamle Gubbe den Leylighed at for¬
fordele sin Herre.- - At bedrage en Bedrager, det er slet ingen
Uret! (han henter en Kurv klyver op i Træet; naar han er kom¬
men op siger han.) Hvad Fanden! Havedøren gaaer op? hvem
skal jeg troe det er? - Stille jeg vil her være gandske sagte.
Tredie Optrin.
Juliane. Hanche. og Martin op i Træet.
Juliane. Hanche, det er bæl mørkt
Hanche. Hvad kan det hindre? holdt hun sig kun fast ved
mig; jeg skal nok føre hende - Hun er dog vel ikke bange-
Juliane. Bange jusi ikke, men om Schønfelt ikkun kom¬
mer
Hanche. Han kommer vist nok hvem veed, om han ikke alle¬
rede er der. Vi ville see hen hos Æbletræet der vilde han bie.
Juliane. Kun sagte, saa at ingen hører os
Hanche. Hvem skulde vel høre os? Saa sildig kommer
der ingen i Haven. (Hanehe lister sig hen til Æbletræet, og
Juliana bag ved hende.)
Hanche. (raaber sagte Hrø SHhønfell. Hr.v Schønselt.
