Martin. (op i Træet sagte og med forvendt Røst) Ja!
Jubiana. Er det dem?
Martin. (ligesom før) Jal
Hanche. Valentin!
Martin. Ja.
Hanche. Hvor er du henne?
Martin. Her. (Hanche tilligemed Jnliana lister sig om¬
kring Æbletræet og føler immer for sig med Hænderne.)
Fierde Optrin.
De Forrige. Schønselt og Valentin.
(Schønselt og Valentin kommer ind ad en anden Dør.)
Schønselt. (kalder paa Valentin som lister sig bag efter
ham) Valentin!
Valentin. (frygtsom) Herre!
Schønselt. Er du der?
Valentin. Ja.
Schønselt. Seer du ingen?
Valentin. (Holder sig fast i Schønselts Kiol) Ney.
(Schønselt og Valentein kommer til Æbletræet. Valentin
følger efter Schønselt, ligesom Hanche efter Juliana, og
saaledes lister de sig omkring Træet indtil endelig Valen¬
tin støder paa Hanche."
Valentin. (skriger) Ach!
Hanche. Hvem er det, jeg har fat paa?
Valentin. Det er mig.
Hanche. Hvem er du da?
Schønselt. (raaber sagte) Juliane!
Juliana. Schønselt!
Valentin. Er det dig, Hanche?
Hanche. Ja, det er mig hvad ryster du for?
Schønfelt. (faaer fat paa Juliane) Er det dem, deyligste
Juliane? Hvor lykkelig er jeg, at jeg endelig har fundet hende!
Juliane. Det er sandt, Schønfelt, man kan kalde det en
Lykke; thi det er saa mørkt, at man kan tage hinanden
i Øynene. Det er en ret fæl Nat.
Valentin. Ja, deri har de ret, Naadige Frøken, den er fæl
nok!Da jeg kom der bag ind, da raslede og praslede det ba¬
efter mig, saa at -at jeg for al Verdens Skatte ikke vilde
høre det nok engang! (han seer sig immer frygtsom omkring.
Schønselt. Tie stille Valentin! vi har længe vidst hvad
du er for en Helt.
Hanche til Valentin. Hvad nu? Har du i Sinde at
krybe ind i mig?
Valentin. Veed du hvad Hanche, jeg vil skiule mig under
dit Skiørt, paa det at i fald der skulde komme noget
Hanche. Eya, hvorfor ikke heller!
Juliane. Hvad er det for Allarm J nu giør?
Hanche. Ey, Valentin, den -. vek!
Schønselt. Deyligste Juliane, lad os føre os disse Øye¬
blik til Nytte. Har de talet med deres Forældre?
Jullane. Ach, Schønfelt, det er altsammen forgieves!
Min Moder er ubevægelig. Jeg troer, jeg endda kunde
faae min Fader bevæget; men hun
Schønfelt. Men hvad er da Aarsagen til denne strænge
Vægring? Jeg tænker dog at min Slægt og Formue -
Juliane. Det er altsammen got, Schønfelt; men min
Faders Gierrighed, at give det allerringeste til et Udstyr, er
ubeskrivelig. Jkke desto mindre tænkte jeg at trenge igiennem:.
men - o hvorfor skal jeg dog sige det? -Min Moders For¬
fængelighed overgaaer alting! Hun kan umuelig taale at høre
at have en Datter, der allerede skulde være i den Alder, at hun
kunde givtes; og jeg troer, at hun skulde være færdig at daa¬
ne, om hun skulde kaldes Bestemoder.
Schønselt. Hvorledes raader hun mig nu, dyrebare
Juliane, at jeg skal angribe Sagen?
Juliane. Kan de spørge mig derom? O Schønfelt, hvor
ulykkelig er jeg ikke!
Schønselt. De har ret deri; men vi maae tænke paa
Midler, at giøre en Ende derpaa.
Juliane. Hvad kan det være for Midler?
Hanche. Naadige Frøken! dersom jeg var i deres Sted jeg
Juliane. Tie du stille, Hanche!
Schønfelt. Det eneste og sikkerste Middel er Flugten.
Vi lader
Juliane. O, hvad siger de?
(Martin kaster et Æble ned fra Træet, hvorunder Hanche og
Valentin staaer, og treffer Valen in paa Hovedet.)
Valentin. (som farer imod Hanche.) Ah! - Ah!
Hanche (bliver forskrekket) Ak! Hvad er der paa Færde?
Schønfelt. Hvad er det?
Valentin. (bag ved Hanche) Der er! der er!
Schønselt. Hvad er der? - Hvad skal der vel være?
Hanche. Jeg veed det ikke. Den Nar har giort mig selv
forskrekket.
Valentin. Jeg er virkelig og i Sandhed ingen Nar! Det
kom mig springende paa Hovedet, saa at -
Hanche. (som faaer Æblet for Foden og tager det op. Ey,
du Nar, det er et Æble, som er faldet ned af Træet!
Valentin. Et Æble? kunde det være saa tungt?
Hanche. Der; der kan du see det. - Seer du det f
Valentin. Ney.
Hanche. Jkke det?
Valentin. Det er saa mørkt.
Schønselt. Ja, min Dyrebareste, det er det eneste Mid¬
del. Vi lader os vie sammen i den nærmeste Bye, og naar Sa¬
gen først engang er skeet, saa maae de siden lade sig det befalde.
Juliane. Men -
Valentin. Hia! - Hia! - Der kommer¬
Schiønselt. Raser du? Karl!
st!
Hanche. Tys - Sti¬
Valentin. Ach! nu kommer det!
Juliane. Schønfelt, der kommer noget gaaende.
Schønfelt. Vær de kun ikke bange.
Valentin. (sagte.) Min søde Hanche-
Hanche. Tie dog stille! Mig tykkes visselig, det er den
naadige Frue.
Juliane. Jeg troer i sandhed det er min Moder. O Himmel
Schønselt. Bekymre De sig kun ikke. Skiul De sig kun
bag ved dette Træe. Det er mørkt; man kan ikke blive os var.
(Schønfelt og Juliane skiuler sig bag ved Træet; Hanche¬
bag ved Juliane, og tilsidst Valentin bag ved Hanche.)
Femte Optrin.
De Forrige. Frue v Althayn og Hr. v. Blendheim.
Fr. v. Althayn. Ja, ja, Blendheim, jeg giver dem min For¬
sikkring. Døer han i Dag, skal de være min Mand i Morgen.
