Blendheim. Det er alt for megen Godhed naadige Frue;
men deres Frøken Datter vil vel ikke ære den som Fader, hvil¬
ken hun skulde elske som Mand.
Fr. v. Althayn. Hvad siger De, min Datter elsker hun
Dem? Er De forliebt i Hende?
Blendheim. Ja, jeg kan ikke nægte det.
Fr. v. Althayn. Min Datter! det Barn vil tænke paa
Kierlighed? – og De er saa Enfoldig, at troe hende?
Blendheim. Vi Mandfolk ere i dette Stykke lettroende.
Dersom det altsaa ikke skulde være forvovent, naadige Frue,
at bede Dem om Deres Frøken=Datter
Fr. v. Althayn. Tie stille med saadant Snak! Jkke et
Ord derom! - Har De forglemt, i hvad for en Hen¬
sigt vi ere komne herhid?
Blendheim. O nev, Naadige Frue!
Fr. v. Alth. Nu, hvor kan De da understaae sig at sige mig
saadant noget? Kort: Hør min Beslutning. Min Mand kan
efter al Anseende ikke leve længer end et Aars Tid. Saa bliver
De Min, og Eyer af min hele Formue: thi alt hvad min Mand
eyer, det hører mig til, og det har han faaet med mig. Saa¬
snart dette er skeet, vil jeg paa en eller anden Maade skille mig
af med min Datter, og. Men hvem kommer nu? Jeg hører
nogen komme. Ach, Blendheim, hvor skiuler vi os?
Blendheim. Her bag ved dette Træe.
(De gaaer bag ved et Træe, som staaer lige over for det, hvor
Schønfelt og Juliane ere.)
Siette Optrin.
De Forrige. Hr. von Althayn og Fuchs med en Løgte
og en Spade.
(De gaaee frem imellem de to Træer, hvor de ere skiulte.
Hr. von Althavn er i en Sloprok.)
Fuchs. Eya, det er kun Jndbildning og Overtroe! Tael De
kun ligesaa meget som De vil, det hindrer slet intet.
Hr. von Althayn. Da har jeg dog hørt det af en af De¬
res Herrer Colleger
Huchs. Eya, mine Herrer Colleger ere alle nogle Narre!
Jeg, som i en høy Grad overgaaer dem, maae langt bedre vide,
hvad man skal giøre og lade. Disse Folk tillader en ikke at tale
et Ord for sine Penge. Ney saa slavisk er jeg ikke. Min Kunst
er jeg vis paa, og lader mig brav betale; men snakke og tale
kan de ligesaa meget de vil.
Hr. von Althayn. Ja, ja, betale lader de sig, det er sandt
nok - Men vi ville ikke snakke meere derom. Her
var Stædet ikke langt fra Æbletræet - (Fuchs gaaer
omkring Stedet, og betragter det.)
Fuchs. Her siger De, har De seet det at brænde?
Hr.v. Alth. Ja, Hr. Fuchs, her har det brændt. Dersom jeg
den gang havde havt et hvidt Tørklæde hos mig, saa havde jeg
kundet faae Skatten uden store Vidtløftigheder; men der var
røde Striber i mit Tørklæde, som jeg havde hos mig; og saa¬
dan en Sag forderver det mangen en Gang altsammen.
Fuchs. (efter at han har beseet Stedet.) Hr. v. Althayn!
De er en lykkelig Mand! til Deres Dødsdag.
Hr. v. Alth. Hvad siger De?
Fuchs. De maae takke Himmelen, fordi den saaledes lige¬
som overvælder Dem med Skatte og Rigdomme.
Hr. v. Alth. O Himmel, hvad hører jeg! Hr. Fuchs!
Fuchs (hakker og graver i Jorden) Bie et Øyeblik. (Han
giør en Kreds om sig;) (Althayn staaer med Laternen og seer
nysgierrig paa ham.)
huchs. Nomen, Pronomen, Verbum, Adverbium.
Hr. v. Alth. Hr. Fuchs, det er jo af Grammatica?
Fuchs. (sagte) Nær havde jeg forseet mig; jeg tænkte
jeg havde en Bonde for mig: (høyt) Jeg veed det meget vel;
men disse Ord, i hvor slette de endog synes, har dog en Ma¬
gisk Kraft ved sig, som virker ved mine hemmelige Kunster.
De maae ikke forurolige og forstyrre mig.
Hr. v. Alth. Nu, nu, det var noget, jeg ikke vidste af Fuchs
tager en Bog op af Lommen, og siger til Hr. v. Althayn)
Fuchs. Hr. v. Althayn, leg nu alle Deres Klenodier, eller
andre Ting af Værdie fra sig i et Hiørne, og naar jeg saa har
talet nogle Ord, saa skal De falde ned paa Jorden.
Hr. v. Althayn. Jeg har ikke andet hos mig, end mit
Lomme=Uhr og min Ring. - Der vil jeg legge det.
Fuchs. Pas vel paa Stedet; thi De maae i Nat ikke tage
det til sig igien, dersom De vil bekømme Skatten.
Hr. v. Alth. Got, got: - der har jeg lagt det ved Æble¬
Træet.
Fuchs. Brav.
(Han mumler nogle uforstaaelige Ord af Bogen. Al¬
thavn falder ned paa Jorden. Fuchs gaaer sagte hen,
for at borttage Ubret og Ringen; men mumler immer¬
ført. Valentin bliver bag ved Hanche immer frogtsom¬
mere. Hanche rekker frem omkring Træet, og tager Uhret
og Ringen bort, da Fuchs vender sig om. Fuchs leder no¬
get derefter, men da han intet finder, saa maae han gaae
bort igien, fordi Althavn vil reyse sig op.)
Fuchs (sagte) Den gamle Dievel, hvor mon han har lagt
det hen?
Althayn. Nu Hr. Fuchs?
Fuchs. Nu ville vi begynde at grave.
Syvende Optrin
De Forrige og Simon med en Stok. Han seer der er
nogen ved Æbletræet, og tænker det er hans Tyv; løber lige¬
til, og faaer fat paa Fuchs. Althayn blæser Lygten ud.
Simon. Ha, ha, har jeg nu faaet fat paa Dig, du Skielm;
jeg skal hviske dig Æblerne af!
(Altdavn vil skiule sig bag ved Træet, hvor hans Frue og
Blendbeim ere, og treffer dem der bag ved. Altdavn for¬
skrekkes og begynder at skrige. Frue von Altdavn og Blend¬
beim løbee frem. Fuchsvil slide sig løs fra Gartneren, og
støder paa Valentin, som begonder at skrige. Althavn hol¬
der Frue v. Althaon og Blendbeim bag til og løber bag ef¬
ter dem. Alle Personerne løber forstyrrede iblant hinan¬
den. Gartneren raaber:
Simon. Tyve! Mordere! Røvere! Spidsbuber! Hey¬
da, Foik! Karle! kommer hid og hielper mig!
Ottende Optrin.
De Forrige og to Karle med Lys.
Simon. (seer paa dem ved Lyset) Hvad Dievlen, hvad
seer jeg! - Dem, naadige Hørre? - den naadige Frue?
Frøkenen? -Hanchel og hvor Fanden kommer alle de fra?
Hr. v. Alth. Ach, jeg veed ikke, enten jeg drømmer eller er
vaagen. Det kan umuelig hænge ret sammen -Min Kone?
Ja, i Sandhed, det er hende selv! Siig mig engang, hvad
giør hun i Haven om Natten, Madame?
Fr. v. Alth. Jeg?  jege vilde tage lidet frisk Aftenluft.
