de, naar hun taler. Alt hvad hun har om sig og paa sig
er overtrakt med Filet, Knøtterie, og det giør hun selv,
og det klæder hende saa allerkiereste, og derhos synger hun
undertiden, og ofte Jtalienske Ord. Du veed dog nok,
hvor den unge K** som nyelig var kommen hiem fra
Universiteterne, roeste hende derfor, og hvor hun vidste saa
dristig at imodtage det altsammen, og hvorledes at han
ikke sagde et Ord til Lieschen, og hvorledes at jeg græd den
Aften, uden at sige dig Aarsagen dertil, fordi jeg græm¬
mede mig over, at min Lieschen er saa undseelig imod skram¬
marerede Herrer, og at hun aldrig bliver becomplimenteret
af dem - Ja, hun skal og maae til Staden, og der¬
som Frue Faster Tulkorf ikke kan tage hende til sig, saa
ville vi tinge hende i Pension.
Manden, som meget taalmodig havde hørt paa sin
Kones lange og ilde sammenhængende Tale, drak engang
af Miøden, og holdt følgende Tale til hende igien.
Manden. Du troer mig dog vel til, mit Barn, at
jeg elsker vor Lieschen ligesaa meget som du, og med lige¬
saa megen Jver sørger for hendes Lyksalighed som du. Der¬
som det var nogenledes rimeligt, at hun skulde tilbringe
den største og virksomste Deel af hendes Liv i Staden, saa
havde jeg gandske vist allerede for ti Aar siden bedet dig om,
at megle og mage det saaledes hos vor Faster, at hun maatte
ville tage hende til sig; men nu vilde det i al Fald være for¬
sildig – Jeg beder dig, min Skat, at du vil lade mig
tale ud - Hun er nu sytten Aar gammel. Al den ud¬
vortes Anstand og Anstændighed, som skal gives et Fruen¬
mer af denne Alder ved Besøgelse i store Selskaber eller
ved Dandsemesteren bliver aldrig naturlig, men ufeylbar¬
lig Affectation, og en forstandig naturlig Landsbye =Pige
er tusinde gange elskværdigere end en affecteret pyntet Dukke.
Jeg skulde have glædet mig over, om vi her havde havt Ley¬
lighed til, at lade hende lære saa megen Dands, at hun
havde havt hendes Legems Stilling noget mere utvungen i
hendes Magt; dersom jeg havde forstaaet Tegnekunsten,
havde jeg gandske vist givet hende Underviisning derudi;
Musik kan hun saa meget hun behøver, for at opmuntre
sig ved Arbeydet, eller og for at foresynge hendes tilkommen¬
de Mand noget, ifald han finder Fornøyelse derudi. Du
veed jo, at hun gandske behagelig synger et par Dosin ar
tige Viser. Fransk maatte hun have lært, dersom hun
havde skuldet være opdraget for at leve i Staden og om¬
gaaes iblant de store Selskaber derudi. Dersom dette sid¬
ste havde kundet og skuldet være, saa maatte hun allerede
i hendes syvende Aar havt al denne Kundskab og Kunst inde.
Du kan sikkert troe mig, mit Barn, at det er høyst sieldne
Tilfælde, og at der udfordres et gandske overordentlig Ge
nie til, naar nogen, som i saadan Alder først begynder at
legge sig derefter, bringer det saavidt, at det endnu immer
i Kienderes Øyne ikke skulde være bedre, om han slet intet
vidste deraf. - Men, jeg veed, hvad du vil sige, mit
Barn. - Om Lieschen endog har nok saa megen Due¬
lighed og Beqvemhed, om hun er nok saavel oplagt til at
blive et galant Fruentimmer, saa skulde det dog absolut
være unlueligt, at hun jet eller og i to Aar kunde lære alt
det. Men længer kan vi dog umuelig lade hende blive i
Staden. Men jeg setter nu, at vi skikker hende dog alli¬
gevel derhen; hvad vil da Følgerne deraf blive; og hvad
ere de Følger, som vi daglig seer deraf? – Besind dig
dog paa den Gellertske Fabel om Dandsebiørnen, som ny¬
lig befaldt dig saavel? Ligesaaledes som denne kom tilbage,
til sine Brødre i Skoven, skulde hun komme tilbage til os.
Hverken nogen Stads=Dame eller Landsbye=Pige. Hier¬
tet fuldt af Forfængelighed, ja maaskee endda af noget
pærre; Hovedet fuld af Griller, Modesyge, af et Par huu¬
drede Franske Ord og Talemaader, af Stads=Historier og
Daarligheder; Fingrene afrettede til et Par Dosin Klaveer¬
stykker, eller til den Kunst at besmøre en Smule Papiir
med en Blyants Pen, og Fødderne til en Menuet=Pas.
De fleste af disse Ting maatte hun nu gierne for min Skyld
baade vide og ikke vide, dersom ikke Følgerne deraf kunde
blive meget skadelige, og det virkelig for hendes sande Lyk¬
alighed. Saa fattigt, elendigt og halvfodet hun nu be¬
sidder alle hine Kundskaber: saa vil der dog alligevel paa
Landet findes Daarer og Daarinder, som ville roese hende
for den Aarsags Skyld, at hine endnu forstaaer de Ting
mindre end Lieschen, og denne Berømmelse vil net op til¬
føye hende den Skade, for hvilken jeg fra hendes første Barn¬
dom af har søgt at befrie og bevare hende; hun vil blive
forfængelig, og det endda ihenseende til saadanne Ting,
som egentlig ingen Fortieneste ere for en Landsbye=Pige, og
som hun, efter hendes egen Overbeviisning, neppe engang
halv forstaaer -- Men du vilde jo lade mig tale ud,
min Skat - Staden vil befalde hende meget, derom er
jeg overbeviist. Hun vil ligesom alle andre unge uerfarne Pi¬
ger snart bilde sig ind, at Stads Levnet er ikkun Lyksalig¬
hed. De rige Stads=Jndvaaneres Pragt og Glands vil
alt for meget blænde hendes Øyne at hun iblandt hiin
Glimren skulde kunde see og opdage al den Misfornøyelse
og al den Ufornøyelighed, som saa ofte tvinger Stadens
Jndvaanere til at misunde os. Landsbyelevnet til hvilket
hun dog rimelig viis, er bestemt, vil altsaa naturligviis
mishage hende; hun vil, naar hun er kommen hiem til os
igien, foragte de Arbeyder, ved hvilke hun har været saa
sund og lykkelig, og have lært, at sukke, for at komme til
Staden igien; hun vil ikke forstaae, at skattere hendes Lykke
paa Landet, blot af den Aarsag, fordi hun ikke nyder den
i Staden; hun vil elske hendes Mand mindre, fordi han
ikke er nogen af Stadens Jndvaanere; alle Stadens Mo¬
der og Daarligheder ville blive hende interessante saalænge
hun lever, fordi hun har tilbragt den Periode af hendes
Liv i Staden, da hendes Jndbildningskraft endnu havde
al sin Ungdoms Fyr, og altsaa foremalte hende Gienstan¬
dene langt mere indtagende, end de virkelig ere. Naar
Staden altsaa er bleven meget tekkelig og behagelig for hen¬
de, saa vil en siden stedsevarende Ufornøyelighed og den me¬
get undværlige Kundskab om tusinde Daarligheder næsten
være den uundgaaelige Følge af hendes Ophold derudi. -
Men dersom Staden ikke staaer hende an, saa vil hun og
