slet intet antage af dens Tone og Manerer; alt, hvad hun
skal der lære, vil hun holde for meget ubetydeligt for hendes
Lyksalighed, og følgelig lidet eller intet lære. J denne Fald
seer jeg og heller ikke, min Skat, hvorfor vi skulde spilde de
Penge, og sette hende i en Situation, som er hende imod,
og heller ikke af indbildt Nytte - Jkkun eet Ord end¬
nu, mit Barn - Du kiender den unge Jacobsen, han
elsker hende, og hun elsker ham. Jeg ønskede, at han kun¬
de blive vor Svigersøn, og jeg er overbeviist om, at hun
kan være uendelig langt lykkeligere med ham, dersom hun
ikke kommer til at opholde sig i Staden, end om Stadens
Manerer og Kundskaber, ja i en vis Grad Fuldkommenhed
selv
Konen. Ja, ja, jeg seer nok, at du vil, at alting
skal an vendes paa Drengene. Lad kun Lieschen immer blive
en Bonde=Pige! Men om du end vil handle som en Rap¬
ne=Fader imod hende, saa vil jeg dog ingen Ravne Moder
være imod hende. Hun skal ja hun skal til Staden, om
jeg endog skulde sette min Brudestads ud; og jeg skal ikke
lade dig have Rolighed et Øyeblik, førend jeg har faaet
dig til at skaffe hende derhen; og naar hun kommer til
Staden, saa kan hun vel blive givt med en fornemmere
Mand, end Jacobsen, og dersom det ikke skeer, saa skal du
forsvare det, at du giør hende ulykkelig, og i dette Øye¬
blik vil jeg sette mig ned at skrive Frue Faster Tulkorff til,
og skrive hende til, at hun dog skal tage imod hende; og ud¬
siaffere hende efter Stadens Mode.
Manden var ingen af de ubevægelige Philosopher,
som, naar de engang ere faldne paa noget, slet ikke ved no¬
gen Ting, end ikke ved en Kones Skrig, kan bevæges til
at staae fra deres Forset. Det var og blev altsaa derved,
og der blev giort alle Anstalter til Lieschens Afreyse til
Staden.
Strax den følgende Morgen søgte Lieschen, som dog
endnu ikke meente det saa ondt, Leylighed til at tale med
Jacobsen. Hun aabenbarede ham med en glad Mine, at
hun nu skulde drage ind til Staden og være der i et eller
to Aar. - Og hvad vil hun giøre der, spurgte Jacob¬
sen. - Lære Fransk, og Musik, og at dandse, og anden Artig¬
hed. - O artig er hun nok, og for alt det øvrige, satte han
meget naturlig til, giver jeg ikke en Knappenaal. - Det
er sandt, Lieschens Fader havde allerede givet Jacobsen sit
Samtykke til Ægteskab med Lieschen, og da han vidste,
at hun elskede ham, og han ikke havde opholdt sig længer i
Staden, end han for sine Sagers Skyld behøvede at være
der, saa kunde dette naturlige Svar let slippe ham af Mun¬
den, at han holdt for, at hans Kiæreste vilde lære disse alle Kun¬
ster for hans Skyld. Han blev dog urolig derover, og gik
hen til Lieschens Fader. Denne gode Mand aabenbarede for
ham, at Lieschens Afreyse kunde nu vel ikke ved noget Mid¬
del opsettes og omgiøres, men at han dog havde megen Aar¬
sag at troe, at hans øvrige Anslag skulde gaae got, og at
Lieschen ikkun skulde blive en meget kort Tid i Staden.
Jmidlertid søgte Lieschens Fader og Moder, hver paa
sin Maade, at bestemme hende den rette Synspunkt, fra
hvilken hun skulde betragte alt, hvad hun filk at see og erfare
i Staden. Men hvor meget større den Jndtryk er, som
Mødres Underviisning giør hos Døttre, det vil man om¬
trent kunde see deraf, at Lieschen nogle Dage for hendes
Afreyse tog Afskeed med hendes Bekiendtere og med Jacob¬
sen selv, næsten med den Miene som Ninette ønsker sin Kiere¬
ste Farvel, naar hun vil reyse til Hoffet. Hun græd vel
ret ynkelig ved Afreysen selv, men en livagtig Jdee om hen¬
des nye Pynt i Staden, aftørrede Graaden saa hastig, at
hun med de klareste Øyne kom til H***
Frue Faster Tulkorf antog sig hende ret moderlig over¬
leverede hende strax i en Friseurs Hænder, at han skulde
bilde hendes Hoved, drog siden Omsorg for, at hun kom
i et Huus, hvor der blev talet meget Fransk, og holdt Me¬
stere til hende, at lære hende Musik, Dands og Tegning.
Lieschen havde megen Lyst til at giøre andre alting efter, der,
hos megen Forfængelighed og mange naturlige Beqvemhe,
der. Hun bragte det altsaa virkelig i alle forbemeldte Kun¬
ster, i Stadens Tone og Manerer, langt videre, end man¬
ge andre Landsbyepiger af hendes Alder skulde have bragt
det. Hun giorde sig mange Bekiendtskaber og gode Ven¬
inder; hvortil en vis frygtsom Skyehed var hende meget
behielpelig, hvilken naturligviis følger, naar man kommer
ind i en gandske nye Sphære. Thi denne frygtsomme Skye¬
hed eller Unselighed blev af Stadens Jomfruer anseet som
en Ydmyghed imod dem, og altsaa elskede de Lieschen for
at befalde deres egen Forfængelighed. Vor Landsbyepige
kom altsaa i mange Selskaber, om Søndagen spadserede
hun til H**, betragtede det store Vandspring og Damer¬
nes store Frisur med lige Forundring, besøgte Comoedier
og de smaae Ball, og havde den følgende Binter allerede
bragt det saaviidt, at hun paa Maskeraden kunde dandse i
den første Colonne.
De Efterretninger, som indløb til Forældrene om Dat¬
terens lykkelige Fremgang i Stadslevnet, havde en meget
forskiellig Virkning hos Faderen og Moderen. Al den Umag
Faderen giorde sig, at faae hende snart fra Staden igien
var forgieves, og der blev besluttet, at lade hende blive der
nok et Aar.
Det følgende Aar forløb ligesom det første var forlø¬
bet, og nu maatte Lieschen hiem igien, efterdi Moderen
ingen flere Penge kunde skaffe. Hun forlod Staden,
med den yderste Bedrøvelse, og en ung Herre, som havde
foresnakket hende mange Smiggrerier, med det chimeriske
Haab, at han redelig og troelig skulde holde alt hvad han
havde sagt hende. Den gode Jacobsen var i Lieschens For¬
ældres Huus for at tage imod hende ved hendes Ankomst.
Hun kom, og vist nok meget forandret, kyste hendes For¬
ældres Haand, giorde en liden Kniks for Jacobsen, som
bukkede sig dybere, end han nogen Tid tilforn havde giort
aalænge han havde levet, og spurgte ham: Har Mønsieur
stedse befundet sig vel? sagde til hendes Moder: O hvor
fornøyer det mig, at være kommen en liden Stund ud paa
Landet igien fra al den Tummel og Allarm der er i Sta¬
den? og til hendes Fader: O, hvor mange deylige Sager
