har jeg at fortælle Dem fra Staden! - Derpaa blev
en Tavshed i nogle Minuter, og de fire Personer giorde
derved en meget characteristisk Gruppo. Moderen græd af
Glæde; Faderen havde Taarene i Øynene - men maa¬
skee ikke af Glæde; Lischen satte sig i den artige Stilling
og trakte hendes Saloppe til sig; og Jacobsen stod som han
var slagen paa Munden. Men han samlede dog al sin Poli¬
tesse og stammende sagde til hende: Hun er dog virkelig
bleven meget artigere i Staden, end hun var før - Saa
mener De det Monsieur Jacobsen, og kastede Hovedet me¬
get gratieus tilbage, i det hun giorde et lidet Kniks for ham.
Man satte sig til Bords, for at spiise Aftens Mad
og derved fik Lischen Leylighed til at lade see alle hendes
Kundskaber. Hun var undtømmelig i at fortælle, og til¬
sidst, da den gode Jacobsen spurgte, om hun endnu kun¬
de synge saa artige Viser som tilforn, saa foresang hun ham
de to Stykker: Monseigneur voyes mes larmes og Pupille
care &c. og det med saa megen Artighed, at han nu lok
alle Tanker fare, at hun nogen Tid kunde blive hans Kone,
og Lischen, som vel tilforn maatte have tænkt det, lod ham
ikke utydelig forstaae, at han ey bedrog sig i sin Mening.
Ægteskabet med Jacobsen var altsaa ophævet, og for at
skille os af med ham paa eengang, saa ville vi ikkun endnu
fortælle, at han strax derefter giftede sig med en mindre
artig Pige, og blev meget lykkelig med hende.
Moderen havde nu intet mere magtpaaliggende at føre
amkring med sig i Naboelavet, end hendes Datter, og den¬
ne var ikke lidet dermed tilfreds, at hun saaledes kom om¬
kring i Besøgelse. Hun behagede eller mishagede, blev
dadlet eller roset, eftersom Selskaberne vare meer eller min¬
dre fornuftige til, i hvilke hun kom. Hun begyndte snart
at blive kied af Landlevnedet, og længtes efter at komme til¬
bage til Staden igien. Om Huusholdningen bekymrede
hun sig vel endnu lidet, men hun giorde det ikke meere med
Fornøyelse. Landets Forlystelser vare alt for ensformige
og alt forlidet indtagende for hende Kort sagt, hun var virkelig
alt for artig for hendes Stand, for hendes rimelige Be¬
stemmelse, og for hendes Formue, og hun havde lært at kien¬
de en stor Mængde Fornødenheder i Staden, hvis Mangel
nu meget ofte giorde hende misfornøyet. At komme tilba¬
ge igien til Staden, dertil havde hun ikkun lidet Haab,
efterdi hendes Frue Faster var død, og hendes Forældres
ringe Formue kunde ikke taale at giøre Bekostninger derpaa.
Hun maatte altsaa blive i en Situation, i hvilken hun ikke
ønskede at være.
Nogle Aar derefter døde hendes Fader, og be¬
klagede dets endnu paa sin Sotteseng, at han ikke kun¬
de efterlade hende som Jacobsens Hustrue. Hendes
Omstændigheder bleve ved dette Dødsfald endnu langt slet¬
ere, og af Begierlighed efter at komme tilbage igien til
Staden, besluttede Lieschen sig endelig til, at blive Kam=i
mer=Jomfrue hos en fornemme Dame, hvortil en af deres -
Naboer, som var af Adel, havde bragt hende i Forslag."
Hvad der nu videre har mødt hende i hendes Kammer¬
Jomfruestand; hvorledes at hun reyste med hendes Dame
til Paris, blev der bortført af en Jtaliener; men paa Høy¬
den af Genova blev tagen af en Algiersk Søe=Røver og
bragt i Slaveriet; hvorledes hun derefter kom i en Basses!
Serail, men blev reddet derud fra igien, formedelst en
Christen Læges Hielp; hvorledes hun paa hendes Hiemrey¬
se til Hamborg leed Skibbrud, blev optagen af Vandet
og reddet fra at drukne af nogle Fiskere; hvorledes at hun
levede i ti Aar iblant dem, og siden blev givt med en En¬
gelsk Loots i Gibraltar; og efterat denne var druknet, kom
endelig efter saa mange udstandne Eventyrer tilbage til hen¬
des Fæderneland igien; alt dette overlader vi til Læsernes
egen Opfindelse, om nogen har Lyst til at giøre denne Bees¬
retning til en Roman.
X. R.
En Fabel.
En Borger i Paris havde en Tiener, som heedte Noel,
og denne var gandske enfoldig; siden nu hans Herre ikke
længer vilde have ham, eller han ikke brugte ham længere,
gav han ham til en Dommer, der var hans gode Ven.
Nogen Tid derefter, havde samme Borger en Prøres som
han maatte føre for Dommeren; i det han vilde gaae ind
til Dommeren, fandt han Noel i Gaarden at pudse sin
Herres Støvler. Han spurgte ham da: Hvorledes han var
fornøyet med sin nye Herre? Saa tæmmelig, svarede
Noel, undtagen med en Mæer af Pige, som altid skaffer
mig nok at bestille; hun sverter mig hos Madamen, og
naar der i Huuset skeer noget utilbørligt heder det altid, det
har Noel giort. Under samme Tale var Dommeren opstan¬
den, og kom ind paa Sahlen hvor han saae at der var
tvende Vindues=Ruder i tu, spurgte han Pigen: Hvem
dette havde giort? Noel, svarede hun strax derpaa. Noel
som hørte det i Gaarden, sagde til Borgeren: har jeg ikke
sagt Herren, at Noel maae have giort det altsammen.
Dommeren faae derpaa at en Salvet var forbrændt, spurg¬
te han igien: hvem der havde ladet den forbrænde? Noel
svarede Pigen. Seer De, sagde Noel til Borgeren, har
jeg vel løyed. Hvor er da den Skurk, sagde Dommeren
derpaa, hvor løber han vel hen, hvorfor bliver han ikke
hos Madamen, som venter hver Øyeblik at komme i Bar¬
sel=Seng, og som altid behøver noget? Seer De, sagde
Noel til sin første Herre, at de skuffer mig noget paa Hal¬
sen; og jeg veddes med Dem, at de endnu vil sige: At jeg
er Skyld af Barnet, hvormed Madamen kommer i Bar¬
sel=Seng.
