Lætteren. Men Jomfrue: Hvad synes hende om
min Øat.
Dn muntre Jomfrue. Ja den er, som en Hat
bør være.
Borgeren i Hovedstaden. Det er jo en Pandekage.
Sæt den paa Fætter, og lad os see hvordan han seer ud
med den.
Fætteren. Naa hvordan seer jeg ud, med den.
Den gamle Ungkarl. Accurate som en - - -. Men
sæt nu min paa, see det kan jeg finde mig udi, nu seer han
ud som en Mand.
Den nyegifte Kone. Fætter, det er jo en Hanree¬
der Hat, han har.
Fætteren. Jeg troer hendes Mand har accurat, saa¬
dan een Hat.
Den nyegifte Kone Hvad vil han sige med det Fætter?
Fætteren. Aldeles intet. Men min muntre Jfr. siig mig
nu ret: hvorledes jeg feer ud med vor gamle Ungkarls
Hat paa?
Den munt. Jfrue. Han seer ud, som han vilde til
al seile.
Den gamle Ungkarl. De maa sige hvad De vil saa
bliver jeg dog ved min gamle Fasong.
Den gamle Jfrue. Det giør han ret i, det samme
giør jeg.
Fætteren. Siden vi er saa dybt i Discours skal jeg for¬
tælle Dem noget løyerlig Fransk og Dansk:
Forgangen Dag var jeg i Sælskab med Jomfrue Engelke,
og da vi fadde til Bords feilede hun en Tallerken, hun sagde
til Tieneren som hede Mads: Lille Mads, jeg feiler en Tal¬
lerkning. Saa! svarede Mads, mounqverer Jomfruen en
Tallerkin; jeg siufnes dog jeg louveerte Jomfruen Tallerki
ner nok, skal det være en dyb eller flad Tallerkin? Een dyb
Tallerkning, svarede Jomfruen, til Jordbærene; saa
spurgte hun mig, hvordan de smagede mig? Got sagde jeg.
Det er heller ingen Under, at de smager saa souperble got, thi
de ere brav maante, svarede hun. O! lille Mads giv Brød,
Muschøen. Behager Monsøen dem enten suur eller franzøst
Brød, J seer jo, sagde Jomfruen, at Muschøen spiser ikke
Suur Brød. Naa, saa kan han jo faae Franjøsk Brød, sva¬
rede Mads; thi han var en smule næsviis. Kort sagt, jeg
fik Franiøsk Brød, og spiiste det paa Dausk, og da vi vare
opstaaede fra Bordet, gik jeg min Vey. Underveys saae
jeg et Par paa Gaden, som stoed og disputerte med hinanden,
og imellem fulgte der en lille Comma og Punctum, snart i An¬
sigtet og snart i Ribbenene, derefter begyndte de paa nye at
disputere, i det samme gik der just et Par forbie dem, den ene
saae ud til at være en Herskabs Kudsk, thi jeg kunde kiende ham
paa hans Knebelsbarter, han sagde til den anden: Hvad mon
det er de prospererer om? Det veed jeg ikke, svarede den an¬
den, det maae de selv best vide. Derpaa sagde han med Kne¬
belsbarter, til mig, som stoed tæt ved ham, han faaer min
Troe Confect, og det ægte af den lille Knecht;; Hey!
see hvor den lille Fyhr kløer paa ham. Jeg tænkte den Slags
Confeet maae nok ikke smage den anden meget got, thi den rø¬
de Saft som flød af Confecten tilkiendegav det, endelig kom
der en Officier som skildte dem fra hinanden.
Den muntre Jomfrue. Jeg kan ret ærgre mig over
Folk, som vil snakke Fransk og ikke kan, ligesom den Jomfr.
som sagde, jeg har faaet en nye Fakong paa Sætter i Stæ¬
den for Facong, men endnu meer kan jeg ærgre mig over dem,
som er født, og kan snakke Dansk, og dog snakker galt, som
Jomfrue Engelke.
Hovmesterinden. Man kan nok høre paa Jomfrue En¬
gelke, at hun ikke har været under Jnformation, thi ellers
talede hun ikke saa galt,
Lætteren. Jeg troer at Hovmesterinden kiender hende?
Hovmesterinden. Jo jeg giør Fætter, det er et gandske
net Fruentimmer, naar hun kun ikke tyggede saa paa Ordene.
Fætteren. Ja det er en lille indtagende Pige. Jeg kien¬
der og et Par, som ere gandske forliebt i hende, den ene af
dem heeder Msr. Renard de Courpie, og er en gandske Karl,
den anden heder Monsr. Koup de Long Pie, Nobiliteret von
Russ; hvilke ere hinandens Rivaler. Men at komme til min
Fortælling igien, hvor var det jeg slap?
Den muntre Jomfrue. Hvor Officieren, skildte de
tvende Fægtemestere fra hinanden.
Fætteren. Ja det er sandt.
Den muntre Jomfrue. Det maae have været et got
og ømhiertet Menneske; der kan man dog see, at alle Officie¬
rer ere dog ikke saa martialske som man beskriver dem.
Fætteren. Heele Trætten gieldte kun 2z., men de blev
ogsaa nok vasket for de 2 s. af Officieren.
Den nyegifte Kone. O! de Stakler.
Fætteren. Det bliver ikke nok, det de fik af Officieren,
men nu skal de løbe Spitzrod til.
Den muntre Jomfrue. De Karle maae ikke være øm¬
skindet, thi de skriger ikke, hvor meget man en slaaer paa dem.
Fætteren. Tvertimod der er mange, naar de har af¬
løbet, man ikke skulde tænke, at de havde løbet Spitzrod, der
var for nogle Aar siden en som løb 12 Gange, og da han var
færdig med at løbe tog han i Lommen en 3 a 4 Piecer, og deel¬
te dem iblandt Piberne og Tambourerne, og sagde: Der har
aldrig nogen Spillemand, spillet omsonst for mig, naar jeg har
dandset, og J skal ikke heller. Saa svarede en af Spillemændene
paa Tydsk: Du bist holl mich--- ein braver Kerll Juchum,
ich will meiner sex auch auf deiner Gesundtheit trincken, kom
Bruder kom, laz uns in dem ersten Brandtiveins Keller auf
Juchums Gesundtheit trinken, sagde han til en anden. Jo¬
chum du bist doch ein verflugt raisonabler Kerll, adien Jo¬
chum, ich iunsche das dien Ryk hald curirt mag merden.
Den nyegifte Kone. Det maae have været en brav
Karl den Juchum.
Den gamle Jomfrue. Ja det har han været.
Fætteren. Nu vil vi lade Juchum være i Fred, og tage
fat paa vor gamle Huu holderske, med hvem jeg forgangen
Dag havde en Samtale om hendes Amour.
Den gamle Ungkarl. Den gad jeg hørt, skyndlsig Fæt¬
ter; thi jeg skal hen til Madam Faubois og drikke mig en halv
Boutelle Viin.
