Fætteren, Jeg maae dog eengang hen med ham til Ma¬
dame Foubois og see hende, thi jeg har hørt, at hun skulde
være en god Huusholderske.
Den gamle Ungkarl. Ja! og helst om Aftenen, thi
saa holder hun Huus, som hun var gal, og holder paa Stoel
og Benke og hvad hun kan faae fat paa i Huuset; men lad nu
denne Huusholderske fare, og tage fat paa vor gamle.
Fætteren. Ja nok! Samtalen lyder saaledes:
Jeg. God Dag Jomfrue, hun seer saa melancholisk ud,
hvor kan det komme sig?
Hun. Det har jeg vel Aarsag til min gode Fætter, thi jeg
maae altid sidde hiemme og kukulure, medens Tieneste=Fol¬
kene render gal. (grædende) Han maae vide Fætter at jeg er
saa tvungen, at jeg knap nok imellemstunder kan faae Luft af
besøge min gamle Moster; og havde jeg ikke min Kiæreste, som
kommer og seer til mig imellem, maatte jeg reent blive folkeskye.
Jeg. Har Jfr. en Kiereste? det har jeg aldrig vist noget af.
Men med Forlov Jfr. hvad Betiening har hendes Kiereste?
Hun. Han søger hvert Aar om et Præstekald; men han
faaer hvert Aar naadig Afslag.
Jeg. Har Jomfruen længe været forlovet med ham?
Hun. Næsten i 20 Aar.
Jeg. Men hvad er Aarsagen til saa lang en Forlovelse?
Hun. Jeg har sagt ham reent ud, at jeg ey vil have ham
førend han bliver Præst.
Jeg. Fy! Jomfrue det er jo barbarisk.
Hun. Barbarisk? kalder han det barbarisk? Ney, ney
Fætter, han skulde heller kalde det Fornuftig; thi hvad skul¬
de vi leve af? Jeg veed min troe nok hvad jeg giør. Han kom¬
mer jo 3 a 4 Gange om Ugen, og saa tracterer jeg ham med
Caffe, og andet, hvad han finder Smag udi. Er det barbarisk?
Jeg. Saa gastererer han da frit hos Jomfruen?
Hun. Ja, hos mig er han altid en frie Gast.
Jeg. Saa maae jeg da bede hende om Forladelse Jom¬
frue; det kalder jeg ikke barbarisk, men fornuftig og godt.
Hun. Det er mig kiert at han er kommen til Raisong. Men
jeg har ikke længere Tid at snakke med din skielmske Krabat.
Jeg. Hvorfor ikke?
Hun. For jeg skal hen til Mosters, Farvel.
zætteren. Skielmske Krabat, var det ikke en Titel den?
Den nyegifte Kone. Ja den passer sig meget vel til
ham Fætter.
Den murtre Jomfrue. Den Dag maae hun have væ¬
ret i god Luune, hun pleyer ellers at bruge Mund hiemme paa
Tieneste Folkene, som en gammel Fisker Kierling ved Sran¬
den, hun er og plaget med Gicht og med Ømhed i alle hen¬
des Lemmer, og i sær i Ryggen, hvilken hun stedse klager
sig over.
Lætteren. Det vil jeg ikke regne, thi gamle Folk ere
skrøbelige.
Den muntre Jomfrue. Hun gammel? Siig ikke det
til hende Fætter, saa bliver han ikke hendes Ven; thi hun vil
ikke gierne vide at hun er gammel, desaarsage giør hun sig en
halv Snees Aar yngere end hun er.
Den gamle Ungkarl. Det giørshun ret i, ellers bliver
hun ikke gift, det samme vilde jeg og alle andre gamle Peber¬
vende giøre om vi havde Kierester; og jeg troer vor gamle
Jomfrue vilde giøre det samme. Jkke sandt Jomfrue?
Den gamle Jomfrue. Ney tænk intet det. Jeg har
havt Friere nok, men jeg har aldrig vildet gifte mig; tvert¬
imod, jeg har altid havt Lyst til Klosterlevnet. Jeg har og
søgt at komme enten i Abel Cathrines Bolig, eller og i Petri¬
Jomfrue=Kloster i Vimmelskaftet, men der har ingen Plads
været ledig, og jeg tænker nu jeg har levet saa mange Aar uden
for Kloster, kan jeg og leve de Aar, som jeg endnu har tilbage.
Den gamle Ungkarl. Har hun haft mange Friere, og
har ikke vildet gifte sig? Havde der kuns været nogen som
vilde have havt mig, skulde hun nok seet, at jeg havde slaaet til;
men nu vi ere paa Snak om hendes mange Friere, skal jeg dog
fortælle dem en Historie om en 9qve Gange Forlovet Møe;
men hillemæn! Klokken er alt halvgaaen 8te jeg maae hen og
drikke min halv Bouteille Viin, kom vil han med Fætter?
Den gamle Jomfrue. Ney han slipper ikke førend han
har fortalt os denne Historie.
Den gamle Ungkarl. Ney jeg kan, gid jeg faaer, ikke,
thi jeg har sadt nogen Stævne til Klokken halv 8te at møde
hos Madame Faubois.
Den muntre Jomfrue. O jo Fættet! Fortæl os nu
smukt den Historie førend han gaaer. Jeg vil give ham et
Kys om han vil?
Den gamle Ungkarl. Denne Gang kan jeg ikke, men
naar vi samles igien.
En Anecdote om Livet.
Ridder Chardin fortæller følgende Aneedote i hans Rey¬
ser, som lærer os, at Livet ikkun er et kort Pillegrimskab.
En Dervische, der reyste omkring i Jndien, saae en Gou¬
verneurs Pallads i en Provintz. Han gik derind, lagde en
Pose paa Jorden i Forgaarden, tog et Stykke Brød der¬
udaf, satte sig ned, og vi de der holde sit Maaltid. En
af Vagten i Palladset kom til ham og spurgte, om han
"J et Verthuus, sva¬
vel vidste, hvor han var?
rede Dervischen. " "Hvad! sagde hiin, anseer J
et Pallads for et Vertzhuus? fort pak Jer bort." Der¬
vischen vilde ikke gaae bort; Striden blev hidsig, og Pallad¬
sets Herre kom endelig selv dertil. Han spurgte, hvad
de stridede om, loe ad den Reysendes Vildfarelse, og sagde
ham, at det var hans Huus. "Hvem eyede det, førend
J, spurgte Dervischen. - "Min Fader. - "Hvem
for Eders Fader? "Min Farfader.
"Hvem for Eders Farfader? - "Min Oldefader."
Hvem skal eye det, efter Eders Død?
Formodentlig min Søn." Ak, min Herre,
sagde Dervischen, et Huus, som saa ofte faaer andre Gie¬
ster, er ikke andet, end et Vertshuus.
