1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 38
Almindelig Afbildning paa den
Østerlandske Skrivemaade.
E¬
thvert Følkeslag har en Aand og Tænkemaade, som
er det egen og som altid har en stor Jndflydelse
paa deres Sprog.
Østerlænderne for Exempel sammenføyer med deres
frie og frugtbare Indbildning en rigtig Dømmekraft og
dyb Viisdom.
Man finder i deres Skrifter dristige Afbildninger, kor¬
te og levende Beskrivelser og ypperlige Lære=Regler. Og
uagtet disse Træk i en Oversættelse tabe den Kraft de have
i Grundsproget, viise de dog disse Folkes fine Udtryk.
Jeg har den Ære at sende min Herre en liden Prøve
af samme. Nogle indeholde Sandheder, der i alle Lande
og til alle Tider finde Sted, og andre indbefatte billeder,
som nu af os fordømmes, men som vi tilforn biefaldt og
som velvillig er antagne paa den halve Jordklode.
Det er visselig ubehageligt, at Østerlænderne finde
Behag i saadanne Lignelser, som skurrer i Europæernes
Ørne. Men de have mange andre Urimeligheder i Be¬
tragtning til os. Deres Skikke og Klædedragt ere vores
meget modstridende: Men til det belovede:
Mine Ønsker for Eder, kan lignes ved kostbare Ædel¬
steene og vel indrettede Blomsterbeeder.
Af tvende Brødre, som havde deelt en funden Skat,
drev den ene Kiøbmandskab i Staden, og den anden reyst¬
og handlede i Jndien. Den sidste blev ved hans Tilbage¬
komst saa misundelig over de skiønne Huuse hans Brodet
havde ladet bygge i Staden, at han besluttede at bygge et
som heele Verden skulde beundre. Han byggede det og
og det paa et Skib; men samme forgik i Havnen og al
hans Rigdom blev opslugt af Bølgerne.
Betragt Eder i en andens Speil.
Blæk Hornet er en Dam af hvis Mitte udspringer
Viisdoms-Kilder og af hvis Breder opstige Veltalenheds¬
Dampe.
Pennen er Ordets Sendebud, og Skrivningen et
Haandens Tale.
Det er Bøgernes Røgelse og gode Lugt der opliver
Siælens Lugt.
Den Dydiges Vredes-Jld er god at antænde, den
ligner Aloens Røg, som en sætter Soed.
Ved Indgangen til en Konge maae du være blind og
ved Udgangen stum.
Menneskelighed bestaaer i at være ydmyg i sin Høy¬
hed, at tilgive i sine Herredømsdage, og at være gavmild
uden at forlange Giengieldelse.
Adlydelse er Fattigmands Rigdom.
Ea viis Mand der staaer under en Eenfoldigs og Dums
befaling er i den ulyksaligste Tilstand.
Naar Viinen gaaer ind, gaaer Hemmeligheden ud.
Hvortil nytter Fortienester naar de ikke have Lykken
til Veyledere? Kan en Blomster=Knop aabne sig naar
den ikke hielpes af Morgen=Vinden?
Den Viise sagde til tvende Venner der vare blevne
neens: Gud har skabt to Slags Mennisker, det ene svær
og plomp som som Jorden, det andet let og flydende
som Vandet; Naar en Bæk blander sig med Jorden, frem¬
bringer den Blomster og Frugter: Efterfølg Vandet i
Sagtmodighed og Taalmodighed, saa vil J derved bringe
Eders Ven tilbage paa rette Vey.
Gid Eders Ords Liflighed maatte forlyste min Siæls
Smag.
Fornuftige Folk bør udslukke deres Vredes-Jld med
Vandet af Taalmodigheds Kilde, og ikke oplive Fortør¬
nelsens Jld med Utaalmodigheds Veed.
Det er med Melk man uddriver Slangerne af deres
Huller.
Skammen fremviste paa sit Ansigt en Tulipan af en
uforlignelig Farve.
Ved Afskeedstagelsen med Keyseren forespurgte en
sig: Hvorledes han skulde behandle de Oprøriske? Key¬
seren svarede: Ligesom naar du opløser et knuderet Reeb;
og giv nøye Agt, at du ey ved at trekke for stærk, giør det
mere urede.
Han lod ham give halvtredsindstyve Stokke=Prygel
og sagde ham derefter: Det skeer for at overtyde dig, at
du ikke bør at mænge dig i uvedkommende Sager. Ach!
svarede denne: Det kunde jeg have begrebet ved det første
Slag, om det havde behaget Dem strax at forklare sig.
Gellaladdin fortæller i sine Vers. At en Kameel, der
var stegen op paa et Klokketaarn, raabte: Her er jeg skiult,
røb ikke mit Tilflugs-Sted!
Fortælling om Palamon og Amasina.
eller
Ædelmodigheds og Taalmodigheds Exempel.
Palamon og Amasina bleve giftede tilsammen, da de
næsten vare for unge til at kiende denne Stands Plig¬
ter, i hvilken de begave sig; men saasom de begge vare
overmaade godhiertede, saa udviiste de i alle deres Ord
og Gierninger en indbyrdes Begierlighed efter at forpligte
hinanden, og omendskiøndt denne Føyelighed var en Virk¬
ning af disse ømme Bevægelser, som drage Hiertet med en
