Der behøvedes ikkun liden Undersøgning til at opdage
den hele Hemmelighed og at stadfæste alt hvad Amasina
havde hørt derom. Den udsendte Speider fik snart Kund¬
skab om, at Palamon dagligen besøgte dette Fruentimmer,
som allene havde bemægtiget sig hans Hirrte: at man saae
dem ofte kiøre ud sammen i en Hyre-Kareth om Aftenen,
og at Fruentimmeret sielden kom hiem førend om Morge¬
nen: at hun blev tykkere end hun pleyede at være, og hav¬
de gierne gaaet i løse Klæder: at hun havde været borte af
sit Huus i 3 eller 4 Dage, og var kommet hiem igien me
get upasselig: at hun havde lagt til Sengs mere end en
Uge, dog havde hun hverken havt nogen Læge eller Apothe¬
ker til at opvarte sig; og endeligen, at alle og enhver troe¬
de, at hun i denne Tid, havde faaet et Barn.
Palamons ulyksalige Hustrue, der var nu saa for¬
visset om hans Utroeskab, som hun kunde blive uden at
have selv seet den, besluttede at bære det med al muelig
Taalmodighed; hvilken var dog tilstrækkelig nok til at giø¬
re hendes Opførsel saa fornuftig, at han blev gandske for¬
sikret i sit eget Sind, at hun ikke havde den mindste Mis¬
tanke om den Uræt han giorde hende, ja denne hendes Op¬
førsel drev ham meget ofte til at anklage sig selv for en
Mishandling, som han ikke kunde forsvare for sin Fornuft,
omendskiøndt han havde ikke Hierte nok til at forlade Be¬
linda, uagtet at han af hendes lætsindige Opførsel mær¬
kede hvad Forskiel der er imellem et Boelskab og en ægte
Hustrue.
Naar Amasina eftertænkte denne Forandring hos hen¬
des Mand, saasom hun ikke kunde tænke paa meget andet,
da var der intet i den gandske Handel, som forekom hende
mere selsomt, end at et Fruentimmer, der var født og op¬
draget saaledes som hun vidste at Belinda var, og som
havde saavidt ladet sig overvinde af sin Kierligheds Tillok¬
kelser, at hun satte al Undseelse, Tugt og Ære tilside, for¬
at fyldestgiøre sin Lyst, skulde saa lidet bekymre sig om sit
uskyldige Barn, at hun kunde slaae Haanden af det, og
underkaste det saadanne Elendigheder, som hun ikke vedste
selv hvad Slags de maatte blive. Dette var i Amasinas
Tanker saadan en umenneskelig Grumhed, der langt overgil
den Misgierning, hvoraf den havde sin Oprindelse; og
hun tilgav villigere den Uret, som var vederfaret hende
selv, end den, som blev øvet mod dette hielpeløse Barn.
Jo meere hun tænkte derpaa, jo meere faldt hun i
Forundring over at et Fruentimmer kunde handle saa tvært
imod Naturen; og da hun ofte forestillede sig de Elendig¬
heder, som dette arme forladte Barn formodentlig maatte
blive underkastet, saa blev hun omsider saa indtaget af
Medynk, at hun fattede en Slutning, hvilken faa andre
(Fortsættelsen følger.)
skulde kunde fatte.
Den Sandsesløse.
Menalck kommer om Morgenen ned, og lukker Døren
ep for at gaae ud; men lukker den til igien, fordi han med
Haanden føler, at han endnu har Nathuen paa, og kuns
er barberet paa den ene Side; at han har stukket Kaarden
paa den høyre Side, og at Skjorten endnu hænger ud over
hans Buxer. 1. Saasnart han nu er ordentlig paaklædt, ta¬
ger han til Hove, kommer i Forgemakket, fortsetter sin Gang
gandske Stivbeenet under en Lysekrone, Peruqven bliver
hængende paa en af Armene og svæver frem og tilbage i
Luften. Alle de tilstedeværende begynder at lee, og Menalk
leer høyere end alle de andre, og seer sig om efter den som
er Aarsag til de andres Latter. Naar han nu tager bort,
kommer han ned til Slots=Porten, og finder en Kaveth,
som han antager for sin egen; han stiger ind i samme, og
Kudsken, som tænker at det er hans Herre, kiører ham til
et fremmed Huus. Menalk gaaer bestandig i Drømme ind
i Huuset op af Trappen og finder et Gemak aabent, hvor
han gaaer ind, og kaster sig paa en Loybænk. Her bliver
han siddende til det næsten bliver mørk, da Huusets Herre
kommer, forundrende sig over denne Fremmedes Uforskam¬
menhed, og hielper ham endelig af Drømmen.
Naar han spiller Tiktak, saa fordrer han et fuldt Glas
Viin og Vand; Turen kommer til ham at han skal spille,
han har Viinglasset i den ene Haand, og Bægeret med
Tærningerne i den anden. Da han nu er tørstig, nedsluger
han begge Tærningerne, og kaster det fulde Glas med
Viin og Vand i Bretspillet.
Paa en anden Tid skriver han et Brev, og i steden for
Sandhuset tager han Blekhornet og overgyder samme; han er
nødt til at skrive det om igien, og nu forvexler han Udskriften,
saa hans Ladefoged faaer et Brev, som begynder: Deres
Høy Velbaarnheds befaling har jeg med den ydmygste
Ærbødighed imodtaget, og skal jeg &c. En Adesmand faaer
det andet, og ryster paa Skuldrene, naar han læser: Min
kiere Jakob, saa snart som J har læst dette Brev, skal J
sørge for at jeg faaer saa meget Høe, som der bruges i
Vinter &c.
Naar han gaaer paa Gaden hilser han ingen. Han
gjør tusinde underlige Miner, og af hans heele Opførsel
kan man see, at han er aldrig hiemme med sine Tanker.
Bliver han buden til Bords, saa finder man hverken
Knive eller Gafler hos nogen af hans Sidemænd, Menalk
tager det altsammen til sig. Lover han sig ud til en Ven
i vigtige Forretninger, saa kommer han ikke der; men der¬
imod gaaer han 20 andre Steder, hvor hans Nærværelse
ikke er fornøden.
Eengang fattedes hans Tienere Penge, og fik det Jnd¬
fald, at plyndre deres Herre. En af dem sprang ned af
Vognen, tog en Fakkel holdt ham samme for Struben,
og tillige fordrede hans Guld-Børs. Menalk, som var i
sin sædvanlige Henrykkelse, gav dem strax hvad de begiæ¬
rede. Da han kom til Byen, fortalte han denne Hæn¬
delse til nogle af sine Venner; men da de forlangte at vide
Omstændighederne, svarede han; Spørg mine Tienere, thi
de vare nærværende.
