1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 39
Fortsættelse af Fortællingen om Pa¬
lamon og Amasina.
See No. 38).
H¬
un havde faaet at vide af sin tienstfærdige Veninde,
baade hvad den Kones Navn var og hvor hun boede
som det arme lille Noer var overladt til; hun vilde der¬
for ikke betroe noget Menneske sit Forehavende, men svøbte
sig ind i sin Kaabe, og kiørte i en Hyre=Vogn hen til Hu¬
set. Konen tog meget ærbødigen og kierligen imod hende,
thi hun bildte sig ind, at hun kom i det samme Ærende
som Belinda og mange andre vare komne, der elske Syn¬
den, men hade Skammen at blive tøbede deri. Hun førte
hende strax ind i et afsides Kammer og sagde, at hun kun¬
de frit aabenbare for hende, hvad det og maatte være; thi
hun var en Person, der havde været betroet af saadanne
Fruentimmer, som ikke for heele Verden vilde agtes skyldi
ge i saadan Forseelse.
Den dydige Amasina blev rød af Skamfuldhed, da
denne Kone mistænkte hende for at være skyldig i en Gier¬
ning, som hendes Siel skielvede ved at tærke paa at kunde
begaaes af andre; hun giorde derfor hastigen Ende paa den
Lovtale, som Konen begyndte at holde om sin egen Flid,
Omhyggelighed, Dygtighed, og Troeskav. Jeg kommer
ikke sagde Palamons Hustrue i det Ærende, som J synes
at tænke; men mit Ærende udkræver dog ikke mindre Eders
Taushed; jeg har intet ulyksaligt Barn at overgive til Eder,
men jeg kommer for at befrie Eder for et, som J har nyli¬
gen taget eder paa at drage Omsorg for. Jordemo- eren saae
meget forbguset ud, da hun hørte hende tale saaledes, og
vidste ikke vel hvad hun skulde svare; men Amasina htalp
hende strax ud af Drømmen, i det hun fortalte hende, at
hun vidste denne Hemmelighed, at et Fruentimmer havde
faaet et Barn i hendes Huus paa saadan en Tid (som hun
rigtig beskrev) og havde givet hende 250 Rdlr. for aldrig
mere at blive besværet med Barnet. Jeg er sagde Amasi¬
na en nær Paarørende af den Herre som er Fader til det
lille Noer, og jeg kan ikke tillade, at nogen Ting der har
sin Oprindelse af ham, endskiønt avlet paa en uforsvarlig
Maade, skulde blive forladt og underkastet de Elendighe¬
der, som saadanne Børn ofte ere; jeg begierer derfor at
J vil lade mig see det, om det lever endnu, paa det jeg
maae forsørge det paa en anden Maade, end det kan ventes
at J skulde giøre for den ringe Betaling som Moderen har
givet for det.
Konen begyndte da igien at tale om, hvor umueligt
det er at hun kun have den Omsorg, som hun gierne ønskte
for de Børn, som overgives hende paa saadanne Vilkaar,
men Himelen vidste, at hun giorde alt hvad hun kunde,
og ofte betalede meere end hun fik. Hun forsikkrede hende,
at Barnet, som hun spurgte efter, var levende og en deylig
Dreng, og at det var hos en Kone, som vel opfostrede for
Sognet, men det var en meget brav Kone og giorde hen¬
des Pligt?
Det kan vel være svarede Amasina, men jeg maa have
det fra hende, og dersom J kan forskaffe en anden, som
man kan forlade sig paa, da har jeg befaling af Faderen
at fornøye Eder for Eders Umag, og det rigeligere end J
kan begiere; Jmidlertid sagde hun fremdeles, og stak hen¬
de 10 Ducater i Haanden, tag dette indtil videre, og lad
Barnet blive bragt herhid i Morgen, ved denne Tid, tillige¬
med en nye Amme, som J kan sige god for, og jeg vil igien
møde Eder her.
De ta lede endnu en stor Deel videre om denne Sag
og til Slutning lovede Jordemoderen alt hvad hun forlang¬
te, og var, uden Tvivl, ikke mindre fornøyet over det Til¬
bud, som dette ubekiendte Fruentimmer giorde hende, end
Amasina selv var, at hun paa denne Maade kunde redde
fra Elendighed et uskyldigt Creatur, hvilket, endskiønt hun
ikke havde seet det, hun dog fandt en Slags naturlig Be¬
vaagenhed for, saasom det var Palamons.
Dagen derpaa tog dette fortreffelige Mønster af God¬
hiertighed og Ægtekierlighed alting med sig, som behøve¬
des til at klæde saadant et Barn, hvilket hun havde beslut¬
tet at udkaare som sit eget; hun saae det ikke snarere i sin
nye Ammes Arme, førend hun tog det, omfavnede og kysse¬
de det med saa øm en Kierlighed, der var lidet mindre end
moderlig, og da hun havde betinget alting angaaende Bar¬
net, lod hun det, i sin Nærværelse, iføres de kostbareste
Klæder, som hun havde bragt med sig, og da alting var
saaledes afgjort til begge Parters Velbehag, drog hun hiem
inien, med en hemmelig Fornøyelse i hendes Sind, hvilken
ikke med Ord kan beskrives.
Dette var ikke et pludseligt Jndfald af Godhed og Ædel¬
modighed; thi jo meere hun betænkte hvad hun havde giort
jo større Fornøyelse fandt hun deri. Hun lod aldrig no¬
gen Uge gaae forbi, at hun jo kiørte hen at see til det, og
hvorledes den Person forholdt sig, som hun havde betroet
til at opfostre det. Dersom det virkeligen havde været hen¬
des eget Barn, og Arving til det største Gods, saa kunde
hendes Flittighed i at have Tilsyn med dets Opfostring ikke
været større.
Palamon blev i al denne Tiid endnu bestandig ved
at holde sig til Belinda, omendskiønt hendes slemme Op¬
førsel gav ham ofte Leylighed til at klamres med hende, og
